WWF Verdensnaturfonden modtager VK-kabinettets regeringsgrundlag med blandede følelser, skriver organisationen i en presseudtalelse torsdag.
Det hilses velkomment, at visionen om at gøre Danmark frit for fossile brændsler er skrevet ind i regeringsgrundlaget. Det er ligeledes positivt, at regeringen vil nedsætte en klimakommission til at udvikle forslag til, hvordan visionen kan blive til virkelighed, hedder det.
– Der er brug for en klimakommission til at komme med forslag til, hvordan visionen om udfasning af fossile brændsler kan gennemføres. Vi mener i den forbindelse, at det er afgørende, at der fastsættes et ambitionsniveau, som sigter mod at gøre visionen til virkelighed i 2040 eller senest i 2050, udtaler miljøfaglig chef i WWF Verdensnaturfonden, Jacob Sterling.
WWF Verdensnaturfonden mener, at klimakommissionen, for at få den ønskede effekt, skal færdiggøre sit arbejde senest i foråret 2009, så kommissionens anbefalinger kan spille positivt ind i optakten til klimatopmødet i København i december 2009.
WWF er derimod meget kritisk over for regeringsgrundlagets basale mangel på bindende mål for Danmarks CO2-reduktion.
– Det er ikke nok, at man siger, at man vil stille en masse vindmøller op – i sidste ende skal indsatsen kunne måles på, hvor meget CO2-udslippet falder. Regeringen bør forpligte sig til at reducere det danske CO2-udslip med 2 procent om året frem mod 2020, anfører Jacob Sterling
WWF Verdensnaturfonden er desuden slet ikke imponerede over for de beløb som regeringen vil afsætte til de fattige landes arbejde med at begrænse og tilpasse sig menneskeskabte klimaforandringer.
– Det er da positivt, at regeringen overhovedet har fået øje på behovet for at hjælpe disse lande med deres tilpasning til klimaforandringerne. Men bevillingerne er alt for små set i lyste af, at de klimaproblemer, som de fattige lande døjer med, skyldes vores udslip af CO2, slutter Jacob Sterling.
Yderligere oplysninger hos kommunikationschef Ida Thuesen mobil 20 33 78 62