Danmark holdt tand for tunge overfor briterne og andre europæiske magters fremfærd i tiden op til koloniernes frigørelse. Den danske afhængighed af Storbritannien under den kolde krig medførte ligefrem en tendens til at bagatellisere den brutale britiske undertrykkelse i koloniområderne.
Det førte igen til, at det danske ønske om at sikre kolonibefolkningerne deres selvbestemmelse hele tiden måtte afvejes med vore sikkerheds-interesser, selv om kolonimagterne gebærdede sig på en måde, der havde ikke så lidt til fælles med nazisternes herrefolksideologi.
Sådan sagde veterandiplomaten, tidl. ambassadør Henning Kjeldgaard, da han mandag præsenterede sin nye bog ”Aktiv udenrigspolitik 1966-1997” på en velbesøgt reception i Arbejdermuseets Ølhalle på Rømersgade i København.
Sine erfaringer fra FN, i Afrika og Danida sammenfattede han i den anledning i ”overvejelser om ændringerne i de internationale magtforhold”, som er stillet til rådighed for U-landsnyt.dk (hvor Kjeldgaard er fast blogger):
Af Henning Kjeldgaard
Den bog, der her foreligger, har jeg kaldt for “Aktiv udenrigspolitik, 1966-1997”. Aktiv fordi det har ligget mig på sinde at vise, at der i modsætning til, hvad Anders Fogh Rasmussen hævdede, blev ført en særdeles aktiv udenrigspolitik, også før han blev statsminister.
Tidsangivelsen refererer til den periode, hvor jeg som udenrigsmini-steriel embedsmand beskæftigede mig med udviklingspolitik, dvs. forholdet mellem Danmark og de øvrige vestlige lande anført af USA og udviklingslandene.
Men den afgrænses imidlertid samtidig af de ca. 40 år, der gik mellem Jens Otto Krag og Per Hækkerup i begyndelsen af 1960’erne overtog magten og frem til terrorangrebet mod World Trade Center og Anders Fogh Rasmussens overtagelse af statsministerposten i 2001.
I min tidligere bog ”I skyggen af den kolde krig” har jeg beskrevet, hvorledes de politiske ungdomsorganisationer og f.eks. MS fra slutningen af 1950’erne langsomt begyndte at beskæftige sig med kolonifrigørelsen.
Lange koloni-skygger må ikke glemmes
Men før 1960 var udviklingspolitik ikke meget andet end et eksotisk element i dansk udenrigspolitik. Og efter 2001 blev dansk udenrigspolitik herunder udviklingspolitikken drastisk ændret.
Bogen er skrevet for enhver med interesse for udenrigspolitik. Men den er også skrevet for at de lange skygger, som de europæiske kolonimagters fremfærd i Østafrika og det sydlige Afrika har medført, ikke skal gå i glemmebogen.
For på grund af den danske afhængighed af Storbritannien under den kolde krig har der været en tendens til at bagatellisere den brutale britiske undertrykkelse af befolkningerne i koloniområderne. Hvilket førte til, at det danske ønske om at sikre kolonibefolkningerne deres selvbestemmelse hele tiden måtte afvejes med vore sikkerhedsinteresser.
Dét, som Hans Tabor så rammende har kaldt ”det konstante dilemma”, og som kort fortalt bestod i, at vi jo nødigt skulle træde vore britiske alliancepartnere alt for meget over tæerne!
De netop frigivne dokumenter om, hvor brutal den britiske kolonimagt for frem bl.a. i forbindelse med bekæmpelsen af MauMau oprøret i Kenya, bekræfter kun endnu en gang, at kolonimagterne havde ikke så lidt til fælles med nazisternes herrefolksideologi.
Hvilket der unægtelig ikke har været den store forståelse for i Danmark. Så hele slagsmålet om afkoloniseringspolitikken indtager naturligvis en central plads i beskrivelsen.
“Ham kunne vi ikke kontrollere”
Hvad Storbritannien selv (langt senere) under Margaret Thatcher mente om FN, fik jeg et indblik i fra Sir Kieran Prendergast, som jeg først stødte på, da han var britisk højkommissær i Zimbabwe og siden i Kenya.
Han var en højt begavet diplomat, men uhyre bevidst om sin egen begavelse og betydning, hvis synspunkter samtidig passede glimrende ind i Thatcher-periodens holdning over for apartheidpolitikken og over for de tidlige kolonier.
Da jeg engang fremførte, at det var en skam, at den tanzanianske FN-ambassadør – og senere udenrigsminister og premierminister – Salim Salim ikke var blevet FN’s generalsekretær, stirrede han blot koldt på mig og konstaterede, at ”ham kunne vi jo ikke kontrollere”.
En utvivlsomt nyttig rettesnor, når man skal vurdere, hvorfor vi i den grad har skullet finde os i, at direkte katastrofer (østrigeren Kurt Waldheim) eller en lang række halvdårlige kandidater er blevet valgt til generalsekretærer for FN.
Det er imidlertid samtidig værd at notere, at Prendergast selv i 1997 blev valgt til den vigtige post som undergeneralsekretær for politiske affærer, men at Bush-administrationen i 2005 tvang ham ud, fordi han ikke havde støttet krigen i Irak! Man skal altid være forsigtig med en alt for skråsikker vurdering af, hvilke synspunkter en diplomat selv står for.
Kampen mellem Vesten og u-landene
Det har slået mig, at det underliggende tema i beskrivelsen af mine erfaringer både i FN og i Afrika har været tilpasningen til de ændringer i magtforholdene mellem de vestlige lande og udviklingslandene, som er sket gennem de beskrevne 40 år. Ganske vist står ændringerne i først Murens fald og to år senere i kommunismens fald med rette som epokegørende for os europæere.
Jeg kom selv til at oplevede dem i Harare, hvor de på grund af Sydafrikas befrielseskamp kom til at betyde ganske meget – selv på så mange tusind kilometers afstand. Og da kommunismens fald samtidig betød opfyldelsen af mange af mine egne udenrigspolitiske drømme, har jeg ligeledes brugt plads på at beskrive dem.
Men for hovedparten af verdens befolkning har Murens og kommunismens fald ikke været den centrale begivenhed.
For dem har kampen stået mellem de vestlige lande – anført af USA – og den gruppe af lande, som først efter en langvarig kamp med de vestlige lande opnåede selvstændighed fra begyndelsen af 1960’erne og frem til Sydafrika i 1994 valgte Nelson Mandela som præsident.
Men som samtidig opdagede, at ikke alene handelsforholdene men også de internationale organisationer, der skulle regulere det politiske og økonomiske samkvem, fortsat var totalt domineret af den vestlige verden.
Oliekrisen i begyndelsen af 1970’erne førte til konfrontationen i FN om Den nye internationale Verdensorden – en konfrontation, som udviklingslandene tabte eklatant, fordi de endnu ikke var tilstrækkelig stærke til at gennemtvinge en tilpasning til de ændringer i de økonomiske magtforhold indenfor handel, råvarepriser og industrialisering, som var sket siden Anden Verdenskrig.
Og som kom til at betyde, at de vestlige lande i den resterende del af århundredet alene koncentrerede sig om at udbygge det internationale system uden at tage hensyn til udviklingslandene.
Under skrål og skrig
Først da de underliggende økonomiske magtforhold i begyndelsen af det nye årtusind havde ændret sig væsentligt til fordel for udviklingslandene, lykkedes det under skrig og skrål at tvinge de vestlige lande til at opgive den totale blokering af udviklingslandenes krav, som det i realiteten er lykkedes dem at fastholde helt frem til den økonomiske krise i 2008.
Så selv om udviklingslandene tabte kampen om En ny økonomiske Verdensorden, var alene fremsættelsen af kravene en væsentlig begivenhed, der – som jeg har indberettet fra Dar, Harare og Nairobi – stadig spiller en stor rolle i disse lande.
Men som mere eller mindre er blevet fortrængt i de vestlige lande. Jeg var selv så heldig at opleve de centrale forhandlinger på helt nært hold under 6. og 7. ekstraordinære generalforsamling, samt under 29 generalforsamling og på møderne i UNCTAD IV. Så mine indtryk og vurderinger er naturligvis udførligt beskrevet i bogen.
Siden opgøret om den nye økonomiske verdensorden fandt sted i midten af 1970’erne har magtforholdene mellem udviklingslandene, og det vi dengang kaldte de industrialiserede lande, ændret sig fundamentalt. For der er i mellemtiden sket to helt grundlæggende forandringer:
Udviklingslandenes krav fra 1975 om at deres industriproduktion – bl.a. gennem overførsel af ”Science and Technology” fra de vestlige lande – i år 2000 skulle udgøre 25 procent af verdens industriproduktion, er siden blevet overhalet af virkeligheden.
Ikke gennem vestlig imødekommenhed, men fordi den teknologiske udvikling – først og fremmest inden for transportsektoren bl.a. i form af containertransport – i forbindelse med kapitalens frie bevægelighed er gået så stærkt, at det er blevet muligt at udnytte den billige arbejdskraft i udviklingslandene.
I en grad så visse vestlige lande i dag er blevet næsten afindustrialiseret (Storbritannien) mens industriproduktionen i stigende grad er blevet forlagt til Kina og Fjernøsten.
Råvarernes comeback
Samtidig er råvarepriserne siden årtusindeskiftet begyndt at stige kraftigt. Og gennem hele det tyvende århundrede bestod udviklingslandenes altdominerende eksport af råvarer.
Gennem næsten hele århundredet var råvarepriserne imidlertid faldet, samtidig med, at priserne på de industrialiserede varer, som de vestlige lande den gang havde noget nær monopol på at fremstille, fortsatte med at stige. Udviklingslandenes helt centrale krav til den nye økonomiske verdensorden var derfor at få standset nedgangen i deres bytteforhold.
Som middel hertil foreslog de en indeksering af forholdet mellem råvarepriserne og priserne på de industrialiserede varer. Altså med andre ord planøkonomiske – og meget dyre – ordninger a la dem, EU-landene med så stort held anvendte i deres egen landbrugspolitik.
Så det kapitalistiske system har unægtelig overhalet udviklingslandenes krav om øget industrialisering og indeksering af deres råvarepriser! Hvilket samtidig har betydet en grundlæggende ændring i magtforholdet mellem den vestlige verden og udviklingslandene.
En ændring som vi kun har set begyndelsen af. Men hvor ét er sikkert, nemlig at vi i den vestlige verden i fremtiden i langt højere grad vil være nødt til at dele vores rigdom og velstand med befolkningerne i udviklingslandene.
Et svækket FN
Kampen om En ny økonomisk Verdensorden fik også en anden konsekvens, nemlig at svække FN.
Det stod hurtigt klart, at det ikke ville være muligt mere fundamentalt at ændre på FN’s opbygning, så længe der ikke kunne opnås nogen aftale mellem de vestlige lande og udviklingslandene. Samt at FN på det centrale økonomiske område ikke havde formået at tilkæmpe sig en tilsvarende rolle, som på det sikkerhedspolitiske.
Ikke engang på det område, hvor FN-systemet havde vist sig som pioner, nemlig i opbygningen af et system til at bistå de nye udviklingslande, fik det multilaterale system den nødvendige opbakning fra de vestlige lande til at udvikle indsatsen.
Efter Vietnamkrigen, har især USA, men også de øvrige vestlige lande tværtimod systematisk nedtrappet deres støtte til det multilaterale bistandssystem. At FN’s bistandsindsats overhovedet har overlevet disse nedskæringer skyldes ikke mindst bidragene fra Holland, Sverige, Norge og Danmark.
Er man optimist, kan man hævde, at det, til trods for at der er blokeret for de yderst nødvendige ændringer i FN’s pagt, er forbløffende, hvor meget FN har opnået på andre områder. Først og fremmest på menneskerettighedsområdet men også på det humanitære område.
Er man pessimist kan man med lige så stor ret hævde, at til trods for at Sovjetunionen og de øvrige kommunistiske lande ingen rolle spillede i forhandlingerne om den nye Verdensorden eller om FN’s restrukturering, er det deres – og ikke mindst Reagan-regeringens – restriktive opfattelse af FN’s rolle, der er blevet gennemført.
For i dag er FN først og fremmest et værktøj, som stormagterne kan bruge, når de ser en fordel deri, og som i sin øvrige virksomhed ellers skal passe på ikke at træde de selvsamme stormagter alt for meget over tæerne.
Altså milevidt fra, hvad vi fra de nordiske landes side ønskede, at FN skulle udvikle sig til – og næsten lige så langt fra, hvad FN’s amerikanske fædre havde ønsket!
Fascinerende år i det sydlige Afrika
I det sydlige Afrika var befrielsesbevægelserne imidlertid så stærke, at det lykkedes dem en efter en at nedkæmpe den hvide mands vognborg: i 1975 faldt Angola og Mozambique, i 1980 Zimbabwe, i 1990 Namibia og endelig i 1994 Sydafrika.
Det var fascinerende at følge, og beskrivelserne af disse begivenheder optager med rette en væsentlig del af bogen. Men igen synes der efterfølgende i de vestlige lande at være en tendens til at glemme, at denne udvikling kun blev opnået gennem en for befrielsesbevægelserne meget blodig kamp.
Og at vore store vestlige allierede i ord og handlinger lige til det sidste støttede kolonimagternes og de hvide overmenneskers undertrykkelse af den sorte befolkning. En kendsgerning, som imidlertid den sorte befolkning aldrig glemmer.
Ud over at de nye lande fandt kampen mellem kommunismen og kapitalismen irrelevant, søgte de fra begyndelsen af deres selvstændighed efter et alternativ til USA’s ideologiske overherredømme og til påvirkningen fra de tidligere kolonimagter.
Det første tegn herpå var Bandung konferencen i 1955, der skulle fremme det økonomiske og kulturelle samarbejde mellem de nye lande samt modarbejde kolonialisme, hvad enten den var af amerikansk eller sovje-tisk oprindelse. Men hvor det lykkedes den kinesiske premierminister Zhou Enlai at koncentrere kritikken om den amerikanske trussel mod fred og sikkerhed.
Efterfølgende blev disse synspunkter formaliseret i samarbejdet mellem de uforpligtede (alliancefrie) lande under en konference indkaldt af Indonesiens præsident Sukarno, Indiens premierminister Nehru, Ægyptens præsiden Nasser og Jugoslaviens præsident Tito.
Det skete i 1961, dvs. under højdepunktet af den kolde krig, og de vestlige lande har derfor aldrig forstået, hvad der lå bag. Og de vestlige politi-kere, der har forstået hvad der lå bag, har ikke brudt sig om, hvad de så.
Dybtfølt afsky for det vestlige system
Men at ønsket om et alternativ skulle tages seriøst, blev klart for mig i Afrika. Hvor det stod centralt hos Nyerere, og hvor det hos Mugabe nærmest gav sig udtryk i en dybtfølt afsky for det vestlige system.
Til at begynde med tog jeg det ikke helt seriøst, idet Mugabes første ”idealstat” var Nordkorea. Det var så indlysende forkert, at selv Mugabe efterhånden blev klar over, at han havde taget fejl, og ændrede sin ”idealstat” til en kombination af Kina og Malaysia. To lande som havde det til fælles, at de havde en stærk økonomisk vækst og et stærkt autoritært – og kun formelt demokratisk – politisk styre.
Mens jeg var i Afrika, var det den almindelige opfattelse, at de afrikanske lande kun kunne have de vestlige lande som forbillede for deres udvikling. Det var allerede dengang forkert, og er det så meget desto mere i dag.
Udviklingslandenes samarbejde med de vestlige lande foregår i dag først og fremmest inden for gruppen af de 20 – befolkningsmæssigt og økono-misk – tungeste lande. Og blandt udviklingslandene er det i stigende grad de såkaldte BRIKS medlemmer, der tegner gruppen som helhed.
Blandt de fem BRIKS lande har jeg i bogen især behandlet betydningen for Afrika af Kinas indtog som stormagt.
Kinas nøje tilrettelagte Afrika-strategi
For man kan i dag ikke beskrive den politiske eller økonomiske udvikling i Afrika uden at komme ind på Kinas rolle: hermed har de afrikanske lande nemlig for første gang fået mulighed for at vælge andre økonomiske løsninger, end USA og de tidligere kolonimagter dikterede. Og den kinesiske indsats i Afrika har været langsigtet:
Allerede i 1964 udformede premierminister Zhou Enlai under et besøg i Afrika de otte principper, der ligger til grund for den kinesiske økonomiske og tekniske bistand. Så selv med de ulemper, det også har medført, har det kinesiske indtog set med afrikanske øjne været intet mindre end revolutionerende.
Udenrigsminister Sjevardnadzes ændringer i Sovjetunionens politik kan kun beskrives som en chokterapi – i hvert fald set fra Harare.
Men med denne omlægning var Ruslands rolle som betydelig spiller i en afrikansk sammenhæng til gengæld udspillet. Eller som en af mine kolleger formulerede det: et korrumperet systems sidste forsøg på at smide ballast over bord, før det selv gik ned!
Indiens forhold til de afrikanske lande har, især i de lande, hvor der er en betydelig indisk befolkning, været betydelig, men midlerne til at optræde som stormagt er så nye, at de ikke er behandlet. Men Indien har lige siden grundlæggelsen af de alliancefri landes organisation stillet sig i spidsen for udviklingslandenes politiske kamp mod de vestlige lande.
Hvad Sydafrika angår, beskriver jeg hvordan landet under apartheidsystemet spillede en helt central rolle i at destabilisere sine naboer både økonomisk og politisk. Samtidig påpeger jeg, at et flertalsstyret Sydafrika vil have potentiale til at blive en dynamo ikke alene for SADCC regionen, men for hele det afrikanske kontinent.
Et brasiliansk bekendtskab
Tilbage af BRIKS landene bliver Brasilien, hvor jeg først efterfølgende er blevet klar over, at jeg har haft en helt enestående lejlighed til at beskrive Brasiliens involvering i Afrika gennem mit langvarige bekendtskab med en brasiliansk diplomat Bernardo Brito.
Som så tit skyldes bekendtskabet en tilfældighed, nemlig at Britos første kone var dansker. For i FN sammenhæng var vores samarbejde unægtelig noget begrænset. Hvilket især kom til udtryk, da jeg som forslagsstiller til en resolution om befolkningspolitik – et emne både jeg og ministeriet gik ganske meget op i – skulle forsvare ordlyden overfor Bernardos – og den katolske kirkes – vitriole angreb.
Vi fik ganske vist resolutionen igennem med stort flertal, men selv om det var lige op til jul, krævede Bernardo afstemning ikke alene om hver enkelt paragraf, men om hver enkelt sætning. Meget passende tegnede de grønne ja-stemmer hver gang et smukt juletræ på det elektroniske afstemningstavle med de få nej stemmer fra de katolske og islamiske lande som dekorative juletræspynt!
Da jeg blev sideakkrediteret ambassadør til Lusaka mødte jeg igen Bernardo, idet han var blevet ambassadør i Zambia.
Jeg kan huske at det undrede mig, at Brasilien havde tilstrækkelige kommercielle og bistandsmæssige interesser til at opretholde en ambassade i Lusaka. Og at de havde sendt en mand som Bernardo til at varetage posten.
For Bernardo var som alle brasilianske diplomater, jeg har mødt, lynende intelligent og hårdt arbejdende. Samt selvsikre, grænsende til det overlegne.
De hævdede, at selv under militærregimet havde det brasilianske udenrigsministerium været det eneste sted, hvor man ikke havde kunnet bestikke sig vej til en stilling. Egenskaber, der unægtelig adskilte dem ikke så lidt fra mange af deres kolleger fra de øvrige latinamerikanske lande.
Først da vore veje igen krydsedes, fordi vi begge var blevet ambassadører i Harare, gik det imidlertid op for mig, at hans udsendelse var et led i Brasiliens langsigtede plan om at deltage i kapløbet om de rige mineralforekomster i det sydlige Afrika.
Hvilket til fulde blev bekræftet, da jeg som sideakkrediteret ambassadør til Luanda blev konfronteret med Brasiliens allerede den gang massive tilstedeværelse i Angola. Så jeg lærte både noget om langsigtet planlæg-ning og om betydningen af at kontrollere de rige forekomster af råvarer i det sydlige Afrika.
Afsky for storebroderen i Nord
Men jeg blev samtidig klar over, hvorledes selv et land som Brasilien der var så stærkt afhængig af USA, i den grad havde en fundamental anden dagsorden end de vestlige lande – både politisk og især økonomisk. Samt hvor stærkt den brasilianske elite afskyede storebroderen i Nord.
Bernardo betragtede således kommunismens fald alene i magtpolitiske termer: som et beklageligt nederlag for udviklingslandene i og med at Sovjetunionen var faldet bort som modvægt mod USA.
Så kunne jeg komme med alle mine argumenter om de østeuropæiske landes befrielse fra det umenneskelige kommunistiske system: det var ikke det centrale i kampen mellem udviklingslandene og de vestlige lande.
Det er først nu – i bagklogskabens krystalklare lys – at jeg er i stand til at foretage sådanne refleksioner over de mere langsigtede linjer i udviklingspolitikken. Når man står midt i begivenhederne er konsekvenserne af, hvad der sker som regel uoverskuelige, og man har kun sine egne mavefornemmelser at gå efter.
Men netop for at undgå beskyldninger om at efterrationalisere, har jeg fundet det vigtigt at lade læseren ”kikke mig i kortene” ved at referere direkte fra de mange depecher, som jeg udarbejdede i de mere end 13 år, Anni (Kjeldgaard) og jeg tilbragte i Afrika. Der er her tale om øjebliksbilleder af en række af de problemstillinger, der den gang var de mest centrale.
Disse beskrivelser og vurderinger er så suppleret med beskrivelser af en række af de afrikanske politikere men også enkelte danske, samt embedsmænd – danske som internationale – som jeg lærte at kende. Med det forbehold, at der her er tale om beskrivelser og vurderinger, der ikke kun er objektive!
Ellers ville bogen jo ikke være til at holde ud at læse! Så tilbage bliver kun at ønske god læselyst.
————–
Henning Kjeldgaard (f. 1935) blev cand.polit. i 1962 og var ansat i udenrigsministeriet fra 1963 til 1997. I årene 1967-70 og 1974-79 var han tilknyttet FN-missionen i New York, 1983-88 ambassadør i Dar es Salaam i Tanzania, 1988-93 i Harare i Zimbabwe (hvorfra han bl.a. dækkede Zambia og Malawi), og 1993-96 i Nairobi i Kenya med sideakkreditering i bl.a. Etiopien.
—————
OM BOGEN
Titel: “Aktiv udenrigspolitik 1966-1997” FN – Afrika – Danmark
Forfatter: Henning Kjeldgaard
Udgiver: Syddansk Universitetsforlag, Odense – www.universitypress.dk
Udgivet: Juni 2012
Sidetal: 300, illustreret
Pris: 298 kr.
ISBN: 978 87 7674 636 0
Serie: University of Southern Denmark Studies in History and Social Sciences, vol. 437
