Situationen i Irak og Afghanistan har vist, at vi ikke er gode nok til at bygge konfliktramte lande op igen.
Kritikken kommer fra både Institut for Menneskerettigheder og Dansk Røde Kors, der nu vil sætte fokus på at styrke genopbygningen i konfliktområder, skriver de 2 organisationer i en fælles pressemeddelelse fredag.
Genopbygningen af Irak er ikke gået, som de fleste havde håbet. Det samme gælder for Afghanistan, hvor soldater og NGOer stadig kæmper en hård kamp for at gøre en forskel.
Institut for Menneskerettigheder (IMR) og Dansk Røde Kors vil derfor skabe fokus på, hvordan vi kan blive bedre til genopbygning i områder ramt af krig og konflikt.
– Når danske soldater, politifolk, nødhjælpsarbejdere og private sikkerhedsfolk i stigende omfang sendes ud til konfliktområder, stiller det også tilsvarende større krav til koordinering og dialog mellem alle aktørerne, forklarer Dansk Røde Kors generalsekretær Jørgen Poulsen.
Han advarer om, at der kan være interessekonflikter mellem f.eks. politi, militær og nødhjælpsarbejdere, og at disse kan gå ud over befolkningen.
Det handler især om at lære af de fejltagelser, der allerede er begået i lande som Irak og Afghanistan.
– Vi må erkende fejltagelserne og spørge, hvad vi har lært af lektien. Hvordan kan vi nu og fremover hjælpe krigshærgede lande og sikre indsatsen overfor de mennesker, der er ofre i væbnede konflikter, siger han.
Fælles værdigrundlag
Ifølge IMRs direktør, Morten Kjærum, må de involverede organisationer blive bedre til at arbejde ud fra et fælles værdigrundlag.
– Man er nødt til at gøre sig klart, hvorfor man overhovedet er til stede i området, og det er uanset, om man er der som NGO, militær eller som privat virksomhed. Alle organisationer, der er involveret i genopbygning, er der for at bidrage til opbygningen af et samfund baseret på menneskerettigheder og humanitære principper. Det skal være både udgangspunktet og det ufravigelige mål, anfører Kjærum.
IMR og Dansk Røde Kors indkalder derfor til et symposium. Hensigten er at styrke forståelsen for hinandens arbejdsopgaver og mandat, og skabe rum for mere vidensdeling, hedder det i indbydelsen.
– Alt sammen med det formål at sikre beskyttelsen af det enkelte menneskes rettigheder, slutter Morten Kjærum.
Symposiet finder sted den 24 og 25. oktober. Man kan læse mere i u-landsnyts kalender under dato 24.10.07 og drk.dk, eller på
www.menneskeret.dk/uddannelse/symposium.
Yderligere oplysninger hos Fie Lauritzen, [email protected], tlf. 35 25 92 07 i Dansk Røde kors og i Institut for Menneskerettigheder, Per Christensen, [email protected], tlf. 32 69 88 37