Mattias Söderberg
Mattias Söderberg (f. 1974) arbejder som klimarådgiver i Folkekirkens Nødhjælp, hvor han har arbejdet med fortalerarbejde i forskellige former siden 2005.
Han er oprindeligt fra Sverige hvor han også har arbejdet i både det svenske Sida (svarer til Danida i Danmark) og Landsrådet for Sveriges Ungdomsorganisationer (svarer til DUF i Danmark).
Klima er en del af Folkekirkens Nødhjælps fortalerarbejde med sult og Mattias har fulgt de internationale klimaforhandlinger siden 2007.
Siden 2012 er han formand for kilmaarbejdet i ACT alliance, Folkekirkens Nødhjælps globale alliance med medlemmer i 140 lande.
Læs hans tidligere blogindlæg på Globalnyt
Følg Mattias Söderberg på Twitter: @Mattias_S
17 globale mål skal sikre udvikling og vækst for alle, og væksten skal være grøn. Det er gode nyheder!
Tænk om alle 17 mål bliver nået i 2030, som aftalen lyder. Det vil betyde en enorm omstilling af vores måde at leve i for både rige og fattige lande. Det er en positiv vision, som inspirerer.
Men det er ikke første gang, der laves globale aftaler med ambitiøse mål. Spørgsmålet er, hvordan målene skal nås, hvem der skal betale regningen, og hvem der skal lave jobbet.
Det tidligere udviklingsmål, de såkaldte 2015 mål, havde fokus på u-landene. Her var der en tydelig rollefordeling, hvor de rige lande skulle betale, og hvor u-landene skulle sikre, at udviklingen gik i den rigtige retning.
De nye mål er globale, og nu handler det ikke kun om at skabe udvikling, men den skal også være bæredygtig. Men denne grønne dimension gør de nye mål endnu mere komplekse.
Udslip i Kenya har samme klimaeffekt som udslip i Danmark, og derfor er Kenyas fokus på vedvarende energi lige så positivt som de danske havvindmølleparker.
Men forbrug og produktion er for en stor del også global. Når vi køber telefoner produceret i Kina, bidrager vi til Kinas udslip, og det bliver derfor vigtigt både at overveje forbruget i Danmark og produktionen i Kina.
Udviklingen kan aldrig blive helt grøn, medmindre der bliver tænkt globalt, og det bliver derfor afgørende, at alle lande er med, når det handler om gøre noget konkret.
For de rige lande handler det om en gigantisk omstilling, som påvirker energi, trafik, landbrug, forbrug, traditioner og kultur.
I Danmark er vi allerede godt på vej, ikke mindst når det handler om, hvordan vi producerer og bruger energi.
U-landene skal også igennem en større omstilling, men for dem handler det også om at sikre, at den udvikling, de er i gang med, bliver grøn og bæredygtig. Og der skabes muligheder.
På samme måde som mange u-lande har sprunget direkte til mobiltelefoner, uden først at investere i fastnettelefoni, kan de nu springe direkte til vedvarende energi og energieffektive løsninger.
Men omstilling og udvikling i rige og fattige lande vil kun blive til virkelighed, hvis det sker i et fælles globalt og ambitiøst samarbejde. U-landene skal have adgang til de nyeste løsninger, og der er brug for investeringer, både private og offentlige.
Formelt falder aftalen om de 17 globale mål først på plads ved et topmøde i september, og der er stadigvæk mange detaljer, der skal falde på plads.
Lige nu vil jeg dog holde fast i visionen, som de 17 globale mål beskriver. Jeg håber, at vi i fællesskab får skubbet gang i den store omstilling, så at vi alle får en både grøn og bæredygtig fremtid, både fattige og rige lande.
