Morten Sodemann
Professor i global sundhed og indvandrermedicin på Syddansk Universitet. Overlæge på Indvandrermedicinsk klinik, Odense Universitetshospital.
Universitets kapacitetsopbygnings-projekter på Gulu Universitetet, Uganda.
Forsker i mødet mellem sundhedsvæsenet og patienter i lavindkomstlande og i Danmark med særligt fokus på sårbare og skrøbelige patienter.
Formand for Global Health Minders netværket, næstformand i Selskab for Indvandrermedicin.
Vi er globalt set gået uforandrede og ureflekterede ud af mødet med ebola, der svansede ind på den globale pressescene nærmest i fri dressur mens de dysfunktionelle sundhedsvæsener kollapsede ved første kontakt med dine lille virus med 7 gener.
Imens brød behandlingen af HIV og malaria sammen ubemærket sammen udenfor rampelyset, gravide måtte føde hjemme og børnevaccinationer ophørte.
Vi sendte med 3 måneders forsinkelse, og helt ukoordineret, velmenende ebola-amatører bevæbnet med sukker- og saltopløsninger til de ebolaramte lande og ansatte lokale amatører til tårnhøj løn til at hjælpe dem. Ingen fortalte dem, at ebolapatienter dør af svær væskemangel og svigt af alle organer – her rakte ORS poserne som en skrædder i helvede.
De store lande vågnede, forsinket, op og sendte hjælp. Ét af landene fik dobbelt så meget hjælp som de andre – lande har også X-factor – donor-darlings har det bare lettere.
I virkeligheden var den alvorligste trussel mod den globale folkesundhed den globale politiske ligegyldighed overfor sundhedsvæsenet i de fattigste og mest skrøbelige lande i Afrika – men den trussel er vi øjensynligt ikke bange for – og slet ikke nu hvor kameraerne er slukket.
Vi har intet lært
Vi har intet lært: sidste uges nye ebola-tilfælde havde været til samme begravelse og døde uden at få den nødvendige væskebehandling.
Vi ved det, men ignorerer det: De farligste epidemiudbrud sker i lande med færrest ressourcer og det mest overbelastede sundhedsvæsen
Et sygehus i et lavindkomstland er det sted man går hen for at dø. Over 90 procent af de børn, der dør, dør af banale sygdomme OG umiddelbart efter at de har været på sygehus. Hvis man kender en læge, så lever man længere fordi lægen kan holde én ude af sygehuset.
Hvis man har gået i skole er der 90 procent chance for at man færdiggør sin TB behandling – hvis man er analfabet er chancen kun 10 procent.
I Indien betaler man lige så meget i det offentlige sundhedsvæsen som i det private pga. uofficielle gebyrer. Faktisk er fattige og analfabeter 5 gange så ofte udsat for at skulle betale penge under bordet for behandling på sygehus.
Det fører til en katastrofal dødsspiral for patienter, der må se hele deres indtægt gå til at behandle sygdomme og gebyr til lægen for at gøre sit arbejde.
Vi har intet lært II
Vi har intet lært: vi påtvang lavindkomstlande brugerbetaling i sundhedsvæsenet i 80’erne og legaliserede dermed at underbetalte sundhedsarbejdere kunne opkræve deres ”løn” direkte ved kilden: patienterne. Brugerbetalingen har medført overdødelighed blandt de fattigste. For at råde bod på de fatale konsekvenser af brugerbetalingen indfører vi nu Universal Health Care – OG vi har ovenikøbet den frækhed at prale med at løse det problem vi selv skabte.
Selv i mellemindkomstlande er det under 50 procent af de HIV patienter, der burde være i behandling der faktisk er i behandling. Og det er de socialt velstillede og veluddannede, der har den bedste sygdomskontrol og som har adgang til den dyreste medicin.
Nedenunder ligger en kæmpe stor tikkende bombe som ingen hører: globalt set er der 60 procent resistens mod Tenofovir, som er centralt i HIV behandling og forebyggelse.
Der er hyppige svigt i leverancer af HIV medicin – det fører til resistens der er svimlende dyrt at behandle, kræver særlig teknologi og højt specialiserede læger.
Manglen på HIV-test kits er katastrofal: over en 5-årig periode blev der i hovedstaden Guinea-Bissau født 100 børn med HIV fordi kun 75 procent af mødrene blev testet for HIV.
Piller er intet værd hvis de ikke puttes i munden: Stigma, psykiske problemer som depression og de økonomiske konsekvenser af HIV har stor betydning for patienters sygdoms kontrol, men det ignoreres af sundhedsvæsenet. Det fører til auto-diskrimination: jeg er selv skyld i min sygdom og fortjener ikke behandling.
Vi har intet lært III
Vi har intet lært: mens de fleste lande ikke engang er i stand til at sikre behandling efter de gamle HIV-behandlings retningslinjer indfører flere lande nu en politik om at alle HIV positive skal behandles fra den dag de testes positive.
Alle skriger på evidens, men ingen opdager at der er masser af gratis evidens vi kunne prøve at starte med.
Hvis evidens virkelig betød noget i politiske beslutninger så ville håndsæbe, kondomer, amning, mæslingevaccine, myggenet og løn til ansatte i sundhedsvæsenet være top løsninger.
Men udviklingsbistand og global sundhed er præget af modetænkning. Håndvask, kondomer og amning er gammeldags og kedelige – donorerne vil hellere investere i mobil sundheds teknologi, dyre vacciner og nye management modeller.
Mæslingevaccinen er formentlig den eneste vaccine der gør en forskel – men dækningen falder pga den måde de store donorer opgør kvalitet på.
Samtidig med at der er huller i leverancer af standard børne vacciner indfører man nye vacciner mod hepatitis i mange lande – med det resultat at ressourcer flyttes fra rutine vaccination til de nye vacciner
Det er vist flere gange at man kan øge behandlingskvalitet og lighed i sundhed ved at betale ansatte i sundhedsvæsenet en løn men donorerne bryder sig ikke om den løsning.
Vi har intet lært IV
Vi har intet lært: de fattige i verden har ikke oplevet en stigning i middellevetiden de sidste 30 år – men det gider vi ikke høre om for middelklassen i Afrika og Asien lever længere.
Evidens løser ingenting – det gør politikere i dialog med forskere. Men det engelske Institute for Government i England lavede i 2015 en analyse der påviste at der reelt ingen incitamenter er for politikere til at anvende evidens.
Danmark var en humanitær stormagt
Danmark var en humanitær stormagt som alle så op til og sundhed var ét af vores globale mærkevarer.
Danmark er blevet en humanitær miniput slyngelstat, der bruger de andre slyngelstater som moralsk målestok. Danmark anerkender ikke længere sundhed som en af grundpillerne i samfunds udviklingen.
Børn der dør i lavindkomstlande dør af banale sygdomme som lungebetændelse, diarre, malaria og mæslinger – over 90 procent er blevet set af en sundhedsperson men alligevel dør de fleste hjemme. 50 procent af HIV patienter, der burde være i behandling, er ikke i behandling. 200 millioner mennesker synker hvert år ned i uoprettelig fattigdom pga. udgifter til behandling af sygdom.
Det oplagte spørgsmål til politikerne kan kun være:
Er der nogen argumenter imod at sundhed igen burde være en topprioriteret mærkevare i dansk udviklingsbistand?
