Vi skal passe på Danmark.
Det udsagn gik igen som en rød tråd i statsminister Lars Løkke Rasmussens nytårstale, og da statsministeren mandag begrundede sin beslutning om at forstærke bevogtningen af grænsen til Tyskland.
Og det skal vi da, og det skal regeringen især.
Ikke desto mindre er ’vi skal passe på Danmark’ blevet en slags mantra for noget, der minder om en indædt forkrampet holdning til det at være dansk. Vi skal hytte vores skind. Vi skal forsvare os mod de fremmede, der vil os ondt. Vi skal isolere os, for det er vores redning i en fjendtlig, fremmed verden. Beskytte vores økonomiske interesser, beskytte vores danskhed, vores kulturelle egenart. Lukke vores grænser.
Det lukkede billede af et Danmark i flyverskjul kan og vil jeg ikke vedkende mig! Forsvar er en nødvendighed, men det må aldrig blive et mål og kernen i en identitet. Jeg er vokset op i og med et Danmark, der krøb ud af krigens skygge og tog et voksende medansvar for verden og mennesker omkring os. Den udvikling formede mig selv og mit billede af Danmark og det at være dansker. Det har virkelig været spændende at være med: lidt af et eventyr. Der var indhold i det, at være dansk hjemme og ude i den store Verden. Vi ville jo noget med det! Jeg var på den måde en del af noget godt og væsentligt.
Nu skal vi bare passe på os selv. Forsvare os og lukke af, så godt vi kan. Det er ikke nok. På de vilkår bliver det for småt at være dansker.
Uffe Torm og flere andre har på denne plads forsøgt at skubbe til de danske udviklingsorganisationer, der i gamle dage var idealistiske frontløbere i det positive, udadvendte danske engagement til fordel for nødlidende mennesker i andre lande. Jeg er enig med Uffe i, at det sandsynligvis er illusorisk at håbe på effektivt lederskab fra den side i en indsats for at vende den mørke isolationistiske bølge, der opsluger os. Organisationerne var før båret at ildsjæle og visioner. I dag er de båret af teknikere og statslige tilskud. Og selv om tilskuddene er skåret ned ad absurdum, er organisationerne stadig afhængige af dem. En junkie bliver ved med at være junkie. Hvis pusheren nægter ham dope, dør han måske. Måske overlever han. Men han bliver aldrig et rigtigt menneske igen.
Jeg tror det er nødvendigt at genskabe et Danmark, der vil passe på andre mennesker og ikke bare på sig selv. Men jeg tror ikke inspirationen kommer fra forrige generations ildsjæle. De er for længst døde, i alt fald i ånden, og deres efterfølgere kan noget andet end begejstre og animere til en medmenneskelighed, der overskrider grænser.
Men en åndelig genfødsel er nødvendig! Ellers bliver det for usselt at være dansker og hytte sit eget skind. Vi skal ville mere end bare os selv.
