Vietnam: Masseslagtning af kyllinger

Redaktionen

Vietnams regering beordrede fredag alle kyllinger i 12 af landets regioner slagtet i et forsøg på at inddæmme den fugleinfluenza-epidemi, der mistænkes for at have forårsaget 13 personers død, og som har udløst frygt for smitte over hele Asien, rapporterer Politiken lørdag.

Efter opfordring fra FN forbød regeringen også alt salg af fjerkræ i Ho Chi Minh City, det tidligere Saigon, der er landets største by.

Landbrugsmyndighederne sagde, at den kostbare beslutning om at slagte millioner af raske kyllinger i de værst ramte områder, er taget for at undgå yderligere spredning af virussen.

18 andre provinser og byer har meldt om udbrud af fugleinfluenza, eller H5N1-virus, men indtil videre har regeringen besluttet ikke at slagte fjerkræ i disse områder.

Lederen af FNs Fødevare- og Landbrugsorganisation (FAO) i Vietnam, Anton Rychener, advarede om at forbuddet mod salg af kyllinger i Ho Chi Minh City muligvis må udvides til også at omfatte andre byer, hvis smitten fortsætter med at sprede sig, anfører avisen.