Af Viggo Fischer
tidl. konservativ MF, formand for Den Danske Afghanistan Komite
indlæg i Politiken søndag
De danske politikere, der måtte påtænke at tage imod Team Danmarks invitation til at overvære åbningen af OL i Beijing i august, bør inden de siger ja stille den hjemlige olympiske komite i det mindste ét enkelt spørgsmål:
Hvad vil man foretage sig i forhold til Den Internationale Olympiske Komites (IOC) løfte fra 2002 om at handle, “hvis menneskerettighederne i Kina ikke bliver håndteret tilfredsstillende?”
Det var IOCs præsident, belgieren Jacques Rogge, der i 2002 flere gange henviste til Kina forpligtelser på menneskeretsområdet og gav udtryk for at ville “handle”, hvis der ikke skete fremskridt.
Nu, da det står kun alt for klart, at de kinesiske kommunistiske ledere har valgt at blæse på de tilsagn, der blev givet, før Beijing blev valgt som værtsby, må det være presserende at holde Jacques Rogge fast på det afgivne tilsagn.
Det synspunkt er blevet fremført, at man ikke skal blande sport og politik sammen. Men dette skete rent faktisk med valget af Beijing, fordi Kinas politik var kritisabel, og fordi IOC erkendte problemstillingen.
Derfor bør Team Danmark forholde sig til det tilsagn, som Jacques Rogge har givet.
Mulighederne for politisk påvirkning til fordel for de fængslede og forfulgte borgerretsforkæmpere, herunder kinesiske advokater og journalister, ligger i handling i månederne før OL.
Tilstedeværelsen af danske politikere i Beijing vil næppe give muligheder for handling. Dertil er regimets magtapparat alt for stort.
Det er nu presset skal udøves. Dokumentation er der kun alt for rigeligt af.
“De alvorlige menneskeretskrænkelser, der fortsat rapporteres på daglig basis over hele landet, er i modstrid med de løfter, den kinesiske regering afgav i forbindelse med sit OL-kandidatur. Tusinder af mennesker henrettes efter uretfærdig rettergang for forbrydelser som f.eks. smugling og skattesvindel”, siger Catherine Babar, souschef i Amnesty International med ansvar for Asien.
De fortsatte overgreb mod tilhængere af den fredelige meditationsbevægelse Falun Gong, undertrykkelsen i Tibet, de stigende militære trusler mod det demokratiske Kina på Taiwan, er andre facetter af en politik, der yderligere problematiserer Beijing som værtsby for OL:
Det kinesiske regime fortjener ikke at få OL. Den beslutning står imidlertid ikke længere til at ændre.
Men IOC har en sådan international status, at den bør kunne lægge et stærkt pres på magthaverne om at ændre adfærd.
Denne udfordring gælder også for Danmark, danske politikere og organisationsfolk.
Debatindlægget stod i Politiken søndag den 10. februar 2008
Læs også www.u-landsnyt.dk/indhold.asp?ID=14207&mode=Nyhed