Vil du være flygtning for en dag?

Redaktionen

AFS-Interkultur bygger en interaktiv labyrint, hvor man kan opleve, hvordan det er at være fremmed i et nyt land, fremgår det af en artikel i det seneste elektroniske nyhedsbrev fra DUF tirsdag

Af Jens Urth
medarbejder i Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF)

Den globale opvarmning har fået polerne til at smelte, verdenshavene er steget og Danmark svundet til en tredjedel – du bliver nødt til at flygte.

Det er udgangspunktet for din færd gennem AFS-Interkulturs labyrint.

AFS-Interkultur har fået 100.000 kr. af EUs ligestillingspulje til at lave en labyrint på 10 gange 10 meter. I labyrinten oplever du på egen krop, hvordan det er at flygte og blive integreret.

AFS-Interkultur håber, at man efter en tur i labyrinten bedre forstår, hvad en flygtning har været igennem.

AFS står for American Field Service. Foreningen blev stiftet af amerikanske ambulanceførere, der så, hvordan mangel på tolerance og forståelse kan føre til krig. De har siden 1914 arbejdet for en bredere international accept af andres kulturer.

Angsten for det fremmede

I labyrintens indre er du hovedpersonen i en historie, hvor du må flygte fra Danmark og begynde en ny tilværelse i det fremmede land ”Turanka”.

I labyrinten bliver du præsenteret for små filmklip, der sætter dig i et dilemma. Gang på gang skal du vælge mellem løsninger på problemer, du ikke altid forstår. Ved at forholde dig aktivt til hvert dilemma skaber du din egen historie.

For AFS-Interkultur er kulturlabyrinten en kommentar til behovet for en bredere kulturforståelse og angsten for det fremmede, som eksisterer i vores samfund.

Labyrinten skal på tour gennem 7 større danske byer i løbet af året.

Man kan læse mere om EUs ligestillingspulje på www.lige07.dk