Vil fritage velgørenhed for moms

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Velgørende organisationer har længe ønsket at opnå momsfritagelse for deres donerede midler, og ønsket ser nu ud til at blive opfyldt, skriver Berlingske Tidende tirsdag.

Under forhandlingerne om næste års finanslov ser der nemlig ud til at være flertal for at afsætte et par hundrede millioner kroner til formålet.

– For hver hundrede kroner, man giver til velgørenhed, går der i dag kun 80 kroner til formålet. Det bliver vi nødt til at lave om på, siger de konservatives finansordfører, Christian Wedell-Neergaard, til bladet.

Allerede ved finanslovsforhandlingerne i 2005 havde Dansk Folkeparti et lignende forslag med, men det er ikke uproblematisk at lave særregler på momsområdet, forklarer Wedell-Neergaard. Derfor har man taget sig tid til at undersøge mulighederne.

Også finansminister Thor Pedersen (V) håber, at der kan findes en løsning.

Endnu har man ikke helt besluttet sig for en model, og man overvejer fortsat et alternativ, hvor man i stedet giver danskerne mulighed for at trække deres indbetalinger fra på selvangivelsen, siger Christian Wedell-Neergaard.

– Det helt afgørende for mig er at give de velgørende organisationer et løft og et større incitament til at indsamle privat, samtidig med at den private bidragsyder får en sikkerhed for, at bidraget går ubeskåret til den aktivitet, man gerne vil støtte, anfører han.

Alle organisationer under paraplyorganisationen ISOBRO, der dækker de fleste humanitære organisationer i Danmark, skal nyde godt af de nye regler, og her har man regnet sig frem til, at en momsfritagelse vil give organisationerne omkring 200 millioner ekstra at gøre godt med.