Den kendte journalist og forfatter betegner danskerne som et folkefærd, hvor “de fleste har det bedst med ikke at vide for meget. Med ikke at se. Og med ikke at høre”. Det skete ved en demonstration mod tvangsudvisninger til Afghanistan foran justitsministeriet arrangeret af “Asylret”.
Af Knud Vilby
Ali kom til Danmark på flugt fra Afghanistan som 15-årig for tre år siden.
Han har mistet begge forældre og en storesøster, og en magtfuld farbror, der ville stjæle familiens jord, fik Ali kidnappet og dele af hans fingre skåret af. En morbror der prøvede at hjælpe ham måtte selv flygte.
De danske myndigheder betvivler tilsyneladende ikke hans historie, men de mener ikke han er politisk forfulgt. Det,, han har været udsat for, er kriminalitet, og det giver ikke asyl.
Derfor har man i alle instanser sagt nej til hans asylansøgning, og nu står han til udvisning. Til et Afghanistan i krig og uden forældre eller en familie, der kan støtte ham.
Historien om Ali var ikke skrevet af en journalist, men af en dansk finansmand, Torben Helstrup, der har været bisidder for det uledsagede flygtningebarn Ali.
Han slutter sin debatartikel i Politiken af med ordene: ”Jeg tror eftertiden vil være hård ved vores håndtering af visse af de mennesker, der i disse år søger asyl hos os.”
Torben Helstrup er et eksempel på en af de almindelige fredsommelige danskere, der bliver rystet over at erfare virkeligheden i Danmarks håndtering af nogle af asylsagerne.
Vi er trods alt vænnet til at tro, at systemet har en vis medmenneskelighed, at man ikke sender børn og unge ud til en fuldstændig usikker skæbne.
Hundreder står foran udvisning
I april er der gennemført en række tvangsudvisninger til Afghanistan. Der har været protester – også mod det flyselskab, Turkish Airline, der er blevet brugt af politiet til deportationerne.
Men udvisningerne er gennemført med den magt, politiet nu engang kan opbyde.
Og flere hundrede afghanere står fortsat til udvisning.
Vi kender ikke deres historie, og vi ved ikke hvilken skæbne, der venter dem.
Men hvad der næsten er endnu værre i en dansk sammenhæng er, at vi – forstået som det store flertal af danskere – og også af politikere og medier – heller ikke er interesseret i at vide det.
De fleste har det bedst med ikke at vide for meget. Med ikke at se. Og med ikke at høre.
Tvangsudvisningerne bliver ikke dækket af de store medier, hverken de trykte eller radio eller TV, og det er typisk, at vi kun får historien om Ali, fordi en frivillig bisidder, der ikke kan holde det ud, har sat sig til tasterne for at skrive Alis historie.
Vort medansvar for de nødlidende
Vi kender alle argumentet om, at Danmark ikke kan redde hele verden. Vi kan ikke bare sige ja til alle. Men det er der heller ingen, der mener vi bør.
Spørgsmålet er et andet.
Det er om Danmark ikke stadig har et ansvar i forhold til nødlidende mennesker på flugt, og om vi ikke har et særligt moralsk og juridisk ansvar når det gælder flygtninge fra lande som Afghanistan, hvor vi selv har et medansvar for krig.
Vi har brugt milliarder af kroner i Afghanistan, som fra i år er den største modtager af dansk udviklingsbistand i hele verden, men formentlig også det land, hvor man får mindst udvikling for pengene.
Det er der råd til, mener regering og Folketingsflertal. Men er der så ikke også råd til almindelig anstændighed og lidt medmenneskelighed.
Vi må synliggøre deres skæbne
Dansk Flygtningehjælp er en stor og pæn og gammel dansk organisation, der tænker sig godt om, inden den kommer med kritik.
Men på Dansk Flygtningehjælps hjemmeside kan man læse, at ”flygtninge og asylansøgere rammes unødig hårdt af Udlændingelovens regler og den nuværende praksis. Der bør være mere plads til menneskelige hensyn”
Og ifølge FNs flygtningehøjkommissær skal ingen sendes hjem til områder, der er usikre. Men det gør Danmark igen og igen.
Derfor skal vi kritisere regeringen og de andre involverede myndigheder, og vi skal blive ved. Men som det danske udlændingebureaukrati fungerer, er den første forudsætning for menneskelighed, at de planlagte tvangsudvisninger bliver synlige for langt flere danskere.
Derfor er en demonstration som denne vigtig. Derfor er det vigtigt, at det, der nu sker, gøres synligt på de sociale medier og i alle de sammenhænge, hvor almindelige forargede danskere selv kan gøre en indsats.
Tavse medier
Det er et gigantisk problem, at de professionelle medier stort set er tavse. At journalister – bortset fra Carsten Jensen – lader disse spørgsmål ligge.
Og at der ikke føres en ordentlig og løbende politisk og moralsk debat om Danmarks ansvar for afghanerne i Danmark og for den situation, de er bragt i.
I Danmark dyrker vi ytringsfriheden næsten som var den en religion. Ideen med ytringsfriheden er bl.a., at debatten i samfundet skal være præget af at alle informationer og synspunkter kommer frem.
Men derfor burde der også være en ytringspligt eller offentlighedspligt i spørgsmål, der handler om, hvad vi som land og samfund gør ved mennesker, der kommer til os.
I dag svigter både politikere og medier, og de gør det derfor let for det store flertal af danskere at lege strudse, der stikker hovedet i busken og er glade for ingenting at vide.
Vi knuser deres drømme
Den 4. maj i år er det 68 år siden, danskerne hørte frihedsbudskabet.
Det var både et budskab om frihed og menneskelighed – og om genindførelsen af et system, der havde respekt for den enkeltes ve og vel og som var præget af åbenhed.
Med tvangsudvisningerne knuser Danmark de drømme som mange flygtninge har haft om at leve i et system præget af frihed og medmenneskelighed.
Danmark kan ikke redde livet og sikre frihed og menneskelighed for alle.
Men vi kunne prøve at leve langt bedre op til vore egne samfundsidealer.
(slut)
Knud Vilby talte som aktiv i “Bedsteforældre for Asyl” ved demonstrationen d. 4. maj. 2013.
Talen er tilsendt U-landsnyt.dk tirsdag.
Flere oplysninger via e-mail: [email protected]
