Alene siden 2001 er der sparet 450 mio. kr årligt på asylansøgere. Haarder siger, at vi kan få 100 gange så meget for de ”samme penge” i nærområderne. Kom så med dem, skriver journalist Knud Vilby i et indlæg i Information.
Af Knud Vilby
Det er vigtigt at hjælpe flygtninge og internt fordrevne i nærområderne. Fattigdomsorienteringen i dansk udviklingsbistand betyder, at der er fokus på nogle af verdens allerfattigste områder, og en række af de områder der – med et dårligt ord – har været flygtningeproducerende.
Danmark har i mange år støttet flygtninge både direkte og via FN-systemet. Danske organisationer har bl.a. haft internt fordrevne som et fokusområde. Man kan derfor spørge, hvad det nye er i at afsætte 100 eller 200 millioner kroner om året specielt til det, Danida kalder ”Indsatser i flygtningenes nærområder”. Hvert år bruges der langt større beløb i konsekvens af den almindelige politisk bestemte målsætning for dansk bistand.
Men naturligvis er ønsket et større fokus på sammenhæng mellem modtagelsen af flygtninge i Danmark, hjemsendelsen af asylansøgere fra Danmark og en mulig særlig støtte, som kan gøre reintegration i hjemlandene lettere og måske hindre, at fattige områder i fremtiden skaber endnu større flygtningestrømme.
Lige efter ministerrokaden hørte jeg så dobbeltminister Bertel Haarder i radioen gentage mantraet om, at man kan hjælpe 100 gange så mange for de samme penge i nærområderne. Underforstået 100 gange så mange som man for de samme penge kan hjælpe her i landet.
Jeg ved det kan virke trættende at blive ved med at påvise hykleriet. Men problemet er, at ”de samme penge” findes ikke, eller de er kanaliseret ind i den danske sundhedssektor.
Jeg skal ved denne lejlighed lade den knapt 4 milliarder kroners besparelser på udviklings- og miljøbistand ligge. Selv om regeringen efter 2001 gik langt længere i nedskæringer end bebudet før valget, så var det dog en bebudet politisk prioritering, at de fattige og internt og eksternt fordrevne ude i verden nu skulle have langt færre penge end før fra de konti.
Men lad os så alene se på udgifterne til asylansøgere her i landet.
Der manipuleres meget med tal for tiden, men statsregnskabet kan man formentlig stadig stole på. Ifølge det var de samlede udgifter i forbindelse med asylansøgere i 2001 ca. 1.430 mio kroner på indenrigsministeriets budget. I 2003 udgjorde samme post 981 mio. kroner på flygtningeminister Haarders budget.
Udgifterne er altså på årsbasis faldet med 450 mio. kr. Denne besparelse er givetvis flere gange større, når man beregner andre afledede besparelser i de offentlige budgetter, men lad os holde os til de 450 mio. kr.
Hvis begrebet ”de samme penge” er andet end rent sludder og vrøvl, så må disse 450 mio. kroner i hvert fald være ”samme penge”.
Det er et beløb, der tidligere blev brugt til behandling af asylansøgere i Danmark. Det gør det ikke mere. Og man kan få 100 gange så meget for ”de samme penge” i nærområderne. Hvorfor er de 450 mio. kroner så ikke som et minimum overført til hjælp i nærområder? Hvorfor skal ekstra indsatser findes ved at reducere indsatsene overfor andre fattige områder med internt fordrevne?
En anstændig regering kunne have sagt, at de oprindelige besparelser på udviklings- og miljøbistand (til dels) var en del af et valgløfte, men venstrepolitikere fremhævede også før regeringsskiftet behovet for at overføre penge til nærområderne.
Derfor tilsiger både løfter og logik at overføre de sparede asylansøgermillioner til nærområdehjælp. Men nej, man gennemfører i stedet nye nedskæringer, tager fra de fattige for at give til andre fattige.
Samtidig lader man nu lidt som om den dybe tallerken skal genopfindes. Jeg har gennemgået Danidas årsberetning for 2003, og den fortæller om programmer for flygtninge og internt fordrevne, som omfatter langt, langt større beløb, end dem man for øjeblikket diskuterer.
Der er de store specielle programmer på Balkan, i Afghanistan og i Irak. Alene til Irak blev der i 2003 bevilget 350 mio. kr eller mere end mange danske programsamarbejdslande får.
Det er svært at sige, hvad der er i disse programmer er bistand til flygtninge i nærområder, og hvad der er generel genopbygning, men samlet handler det om at gøre gigantiske områder beboelige for dem, der flygtede. Alene i Afghanistan er der på 2 år kommet næsten 3 millioner flygtninge og internt fordrevne tilbage hjem.
Der er særlige flygtningerelaterede programmer i Somaliland, Sri lanka og Tanzania, og der er minerydningsprogrammer i bl.a. Congo, Mozambique, Nicaragua og Angola, som gør det muligt for bønder at vende tilbage til deres jord. Og så er der støtten til palæstinensiske flygtninge.
Og i et af Danmarks helt store hovedmodtagerlande, Uganda, er det en gigantisk udfordring for et stort dansk sundhedssektorprogram, at der er 1,3 millioner internt fordrevne mennesker. De bor i nærområder og skal have andel i sundhedsstøtten for ikke at blive rigtige flygtninge.
Så er der en række temmelig upåagtede NGO-indsatser. En evaluering roste i 2003 Folkekirkens Nødhjælp for et ekstremt effektivt program for flygtninge i det vestlige Tanzania.
Tanzania huser omkring 500.000 flygtninge, men de producerer ikke i nævneværdigt omfang asylansøgere i Danmark, så dem interesserer man sig ikke for. Der er mange andre NGO-indsatser for flygtninge og internt fordrevne, men naturligvis færre end før, fordi NGOerne er blevet så barskt barberede af regeringen.
Så er der endelig FN-området. Dansk støtte til FNs flygtningehøjkommissær og Verdensfødevareprogrammets hjælp til nærområderne, men også støtten til de store befolkningsprogrammer.
Der er områder i Afrika med dramatisk vækst i fattigdom, miljømæssig nedslidning og stor befolkningstilvækst trods HIV/AIDS-epidemien. Måske er gode omfattende programmer omkring seksuel reproduktion, sundhed og familieplanlægning (incl HIV/AIDS-bekæmpelse) allervigtigst for at undgå kommende flygtningekatastrofer. Disse programmer er ramt hårdt af, at et abort-forskrækket USA boykotter enhver støtte til FN på familieplanlægningsområdet.
Der er meget store muligheder for at gøre det rigtige i en langsigtet og nødvendig indsats, men det rigtige vil næppe tilfredsstille Pia Kjærsgaard i et perspektiv frem til næste valg.
Vil det tilfredsstille Bertel Haarder, eller har vi allerede bevæget os afgørende væk fra tanken om at se en international indsats som en indsats for at gøre en forskel på lang sigt. Handler det nu kun om danske vælgere næste efterår eller før?
Og apropos vælgerne, så skal jeg lige huske at sige, at der også er vælgere i de danske modtagerlande. Der er blevet flere og flere dansk-støttede programmer om demokrati og god regeringsførelse og mennesker i Afrika har også stemmeret. Det er en god ting. Men det er vigtigt at huske, at i disse lande er der også lokale borgere, der reagerer ligesom de sureste danskere i mødet med flygtninge og asylansøgere.
Hårdt arbejdende fattige bønder spørger, hvordan det nu kan være, at flygtninge i lejrene skal have mad og vand og tæpper og telte uden at arbejde for det (det kan de ikke, for der er sjældent jord at dyrke).
Alle der har arbejdet med flygtninge ved, at der opstår spændinger til de faste beboere i naboområderne. Specielt i meget fattige områder føler de faste beboere med rette, at deres liv kan være dårligere og endnu mere elendigt end flygtningenes. Derfor er der brug for indsatser i naboområderne til nærområderne.
Der er med andre ord nok at bruge penge til, Bertel Haarder. Hvad med om vi som en start bruger ”de mange samme penge”, der under dit hårde men (siger du) retfærdige regime er sparet på udgifterne til asylansøgere i Danmark?
Indlægget stod i Information den 18. august. Knud Vilvy er journalist, forfatter og u-landskommentator.
