Af Lave K. Broch, bestyrelsesmedlem i FN-forbundet
lederartikel i seneste udgave af FN-forbundets elektroniske nyhedsbrev tirsdag
Der var en gang, da danskere overlevede, fordi de kunne flygte ud af Danmark. Min far var en af dem, som under Anden Verdenskrig blev nødt til at flygte til Sverige for at overleve.
Han var modstandsmand med en liberal grundholdning og en af de få officerer, der aktivt bekæmpede den tyske besættelsesmagt. Heldigvis var Sverige ikke i tvivl om, at han kunne få asyl – selv om de svenske myndigheder stemplede i hans pas, at han ikke måtte tale om politik.
I dag er det også de færreste danskere, der ville stille spørgsmålstegn ved, om danskere var kvalificerede som flygtninge under Anden Verdenskrig. Men var hverdagen i Danmark under verdenskrigen meget værre, end den er for de mennesker, der er på flugt i dag?
Forud for Verdens Flygtningedag den 20. juni i år rapporterede FNs Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) om et rekordstort antal flygtninge og internt fordrevne (hjemstavnsfordrevne) verden over.
UNHCR havde ved udgangen af 2007 ansvar for ikke færre end 11,4 millioner mennesker, der levede som flygtninge uden for deres hjemlands grænser. Andre 26 millioner levede som fordrevne i deres eget land.
Hundredetusinder dræbte i Irak
Et af de lande, som producerer rigtig mange flygtninge, er Irak. UNHCR skønner således, at 4,7 millioner irakere er på flugt. 2,7 millioner inden for landets grænser, mens 2 millioner er flygtet ud af landet – de fleste til nabolandene.
Det er ikke så underligt, for Irak er et farligt land at leve i.
11. oktober 2006 kunne man i Berlingske Tidende læse om en rapport fra det ansete britiske tidsskrift, The Lancet, der satte tal på de civile tab under Irak-krigen. Ifølge rapporten havde 655.000 irakere mistet livet, siden amerikanske styrker i marts 2003 invaderede landet.
Man kan selvfølgelig stille spørgsmålstegn ved, om dette tal er korrekt. Men en ting er sikkert; hundredetusinder civile irakere har mistet livet efter den dansk-støttede invasion.
I takt med at kurdere, sunnimuslimer og shiamuslimer har forskanset sig i hver deres områder, og USA har øget sin tilstedeværelse og styrket samarbejdet med de irakiske myndigheder, er volden blevet mindre. Nye amerikanske tal viser således, at volden er på det laveste niveau i 4 år.
Men situationen er stadig alvorlig. I juni i år har Bagdad oplevet mindst 2 bomber.
Flere døde i Bagdad i juni i år end i London i 2005
En bilbombe dræbte midt i juni 51 personer, der ventede på en bus i Bagdad (Politiken den 17. juni) og en bombe mod en kommunal bygning i Sadr City i Bagdad dræbte 11 personer (Politiken den 24. juni). Blandt de omkomne i Sadr City var også 4 amerikanere og en italiener.
Disse tal siger måske ikke så meget. Men hvis man sammenligner antallet af bombeofre i Bagdad i juni med antallet dræbte ved terrorangrebene i London i 2005, er det måske muligt at forstå, hvordan irakerne må føle det.
De 4 koordinerede bomber i London i 2005 kostede 56 mennesker livet. London var nærmest i panikstemning, og det påvirkede os alle i Europa.
Terrorangrebene i London i 2005 svarer således til det, der er sket i juni i Bagdad. Men man skal huske, at Bagdad har oplevet flere år med terrorangreb, og juni 2008 var kun en af mange måneder med tusinder ulykkelige skæbner i Irak. Det burde derfor ikke være så svært at forstå, at mennesker flygter.
Men Danmarks regering og Flygtningenævnet har tilsyneladende svært ved at forstå det.
På trods af advarsler fra UNCHR om situationen i Irak og uanset UNHCRs henstilling om, at irakere fra den centrale og sydlige del af landet bør anerkendes som flygtninge, og at det det danske Institut for Menneskerettigheder har kontaktet UNHCR og fået dette bekræftet, så står irakiske flygtninge til udvisning af Danmark.
Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) afviser, at hun har noget med sagen at gøre og gemmer sig bag Flygtningenævnet.
Flygtningenævnet mener til gengæld ikke, at UNHCR’s oplysninger kan begrunde en opholdstilladelse, men siger faktisk at ministeren har andre muligheder for at bruge udlændingeloven. Men det har ikke ændret på situationen.
Hvor er humanismen i Danmark? Hvorfor kan vi ikke sætte os ind i at mennesker flygter fra Irak? Hvorfor lytter vi ikke til FN? Hvorfor viser en ellers modig minister ikke mod i denne sag?
Jeg må erkende, at jeg er glad for at Sverige ikke behandlede danske flygtninge på samme måde under Anden Verdenskrig.
