Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) erkender nu, at det er umuligt at vinde krigen i Afghanistan. I stedet handler det om at undgå at tabe krigen.
Søvndal landede søndag fra et besøg hos de danske styrker i Afghanistan, og i Clement Søndag på DR1 sagde ministeren som den første udenrigsminister, at en sejr er umulig, skriver DR online.
– Den krig lader sig ikke vinde militært, og det er derfor, at jeg er meget glad for den nye strategi om at overdrage ansvaret til afghanerne i forhold til den militære opgave og i forhold til politiopgaverne.
Villy Søvndal mener, at afghanerne selv vil være i stand til at varetage den opgave, når Danmark trækker sig ud i 2014 – forudsat at vestlige styrker bliver og hjælper dem.
I foråret sagde Villy Søvndal i et interview om den tidligere regering: – Den danske regering kan ikke blive ved med at omtale missionen i Afghanistan som en enorm succes.
Alligevel understregede den nye udenrigsminister i Clement Søndag, at han nu mener tingene går i den rigtige retning.
– Hele pointen er, at du ikke vinder freden i Afghanistan, med mindre du er i stand til at lave en forsoningsproces internt i landet, hvor de forskellige parter bidrager og holder op med at slås, siger Søvndal.