U-landsnyt.dk er fra flere sider blevet opfordret til at bringe talerne af udviklingsministeren og NGO-Forums formand på en Danida-arrangeret konference 5. februar i København om fremtidens kommunikation om fattigdom og udvikling (u-landsoplysning), der nu foreligger i deres helhed på udenrigsministeriets hjemmeside.
Det gør vi så. Her er begge taler som DOKUMENT:
Af ULLA TØRNÆS
Udviklingsminster (V)
Vi har lige hørt fra gennemgangen af Capacent/Epinions opinionsmåling, at opbakningen og tiltroen til udviklingsbistanden i befolkningen ikke er 100 procent. Og selvfølgelig – det hverken kan man eller skal vi forvente.
At der ikke er fuld opbakning, er ikke noget nyt – og som sagt: Det skal vi heller ikke forvente. Vi har set det samme billede gennem de seneste 20 år, selv om opinionsundersøgelserne gennem årene har formuleret spørgsmålene forskelligt, og selv om den politiske kontekst nationalt og globalt har været forskellig.
Men det samlede billede, der tegner sig med denne nye opinionsundersøgelse er interessant, fordi det viser, at der mangler kendskab til udviklingsproblemstillinger og udviklingssamarbejdet.
Og det viser, at der er en sammenhæng mellem kendskabet til udviklingstemaer, holdningen til udviklingsbistanden og bistandens størrelse.
Samtidig har vi nu fået ”Evalueringen af den Danida-finansierede oplysningsvirksomhed”. Det giver god anledning til at drøfte den fremtidige u-landsoplysning.
Jeg vil gerne understrege, at mit udgangspunkt er, at der tænkes nyt. Svaret på vores fælles udfordring er ikke bare mere af det samme. Det vil i mine øjne ikke have nogen nævneværdig effekt blot at øge de offentlige midler til oplysning. Nej, der er brug for nytænkning!
Man kan ikke påvise en direkte sammenhæng mellem oplysningsvirksomheden og danskernes opbakning til udviklingssamarbejdet.
Men jeg tror, vi kan blive enige om, at der er sammenhæng mellem omfanget af u-landsoplysning og danskernes kendskab til faktuelle og udviklingspolitiske forhold.
Det er mit klare ønske, at uanset om danskerne bakker op om udviklingsbistanden eller de ikke gør – så gør de det på et oplyst grundlag.
Jeg vil selvfølgelig gerne have, at danskerne bakker op om udviklingsbistanden, og at de har tiltro til, at de 15 mia. kr. om året bliver anvendt fornuftigt og gør nytte.
For udviklingsbistanden betyder noget i de fattige lande. Den virker! Bistanden er med til at skabe udvikling – og dermed forbedre tusinder af menneskers levevilkår. Det er jeg ikke selv et sekund i tvivl om.
Udviklingspolitikken bygger på troen på en bedre, mere retfærdig og sikker verden. Det grundlæggende mål med udviklingsbistanden er at bekæmpe fattigdommen. Og udvikling – ved vi – tager tid.
Det betyder ikke, at vi ikke med rette forventer resultater af bistanden, og at de kan dokumenteres, selv om vi indimellem ser tilbageslag undervejs. Der er programmer og projekter, der ikke opnår de ønskede resultater.
Sådan må det være, når vi arbejder i fattige lande med svage administrationer. Men det betyder langt fra altid, at indsatsen har været forgæves.
Udvikling og afskaffelse af fattigdom er en kompleks størrelse.
Men – at udviklingsbistanden ikke altid virker efter hensigten, og at nogle af pengene ender i de forkerte lommer, er desværre nok det billede, der fylder mest hos danskerne. ”Nytter det overhovedet noget som helst?”, er det spørgsmål, jeg ofte bliver stillet, når jeg er rundt i landet.
Vi skal ikke skjule, at der sker fejl, eller at nogle ting mislykkes. Men det er helt afgørende, at danskerne får det fulde billede af udviklingsbistanden og har kendskab til de forhold, dansk udviklingssamarbejde udspringer af.
Det er afgørende, at danskerne har viden om og kendskab til fakta. At de er ordentligt orienteret om betingelserne for og om resultaterne af udviklingssamarbejdet. Det må være det, danskernes holdning og deres eventuelle opbakning til bistanden skal bygge på.
Derfor er oplysningsindsatsen så vigtig. Og det bringer mig tilbage til evalueringen.
Evalueringen af den Danida-finansierede oplysningsvirksomhed er interessant læsning. Det er grundlæggende en positiv evaluering.
Først og fremmest hæfter jeg mig ved, at den konstaterer, at oplysningsvirksomheden i evalueringsperioden har fokuseret på relevante aktiviteter, og at den ofte når de fastsatte mål med et rimeligt ressourceforbrug.
Men der er også grund til at hæfte sig ved dét, evalueringen kalder hovedudfordringen.
Hovedudfordringen består ifølge evalueringen i at målrette aktiviteterne bedre i forhold til relevante målgrupper og at markedsføre og eksponere produkterne bedre.
Evalueringen siger også, at der er for lidt kendskab til målgruppernes behov og for lidt kendskab til, hvordan man bedst når ud til de pågældende målgrupper. Endelig konstaterer evalueringen, at den nuværende organisering samlet set understøtter en relativt effektiv oplysningsvirksomhed.
Tilmed vurderes finansieringen gennem de 3 bevillingsvinduer (Projektrelateret oplysning, de såkaldte PRO-midler, Danidas Oplysningsbevilling og Danidas egen oplysningsindsats) at være nødvendig for at støtte professionelle aktiviteter, der når bredt ud, samtidig med at man kan nå smallere målgrupper gennem mere græsrodsprægede aktiviteter.
Der er altså behov for, at vi forbedrer indsatsen på en række områder. Og evalueringen fortæller os, at vi har et solidt fundament at bygge på!
Dét, vi skal, er at styrke kommunikationsindsatsen og nå bredere og bedre ud til befolkningen. Det vil sige øge danskernes interesse for og kendskab til udviklingssamarbejdet. Og opinionsmålingerne indikerer, at øget viden om udviklingsbistanden også skaber øget forståelse og opbakning.
Når jeg siger VI, er det selvfølgelig ud fra en erkendelse af, at vi er mange aktører inden for u-landsoplysningen. Og endda mange meget forskellige aktører.
Det ser jeg som en kæmpe styrke. For det er mangfoldigheden og de meget varierede berøringsflader og kontakter, der samlet gør os i stand til at nå så bredt ud.
Jeg er ikke i tvivl om, at vi samlet og i fællesskab kan nå bredere og stærkere ud.
Som sagt synes jeg, at evalueringen tegner et klart billede af en oplysningsindsats, der er god, og som har et stort potentiale til at blive endnu bedre. Lad mig fremhæve 5 forhold, som ifølge evalueringen kunne forbedre oplysningsindsatsen. Jeg har allerede nævnt et par af dem:
For det FØRSTE:
Forbedret kendskab til målgrupperne og til, hvordan man bedst kommunikerer til dem. Det er klart, at dette punkt er helt centralt. Der sker en stærk differentiering af målgrupper i disse år – ikke mindst i udviklingen af nye kommunikationskanaler.
Der er behov for, at u-landsoplysningen tænker alle medier og kommunikationsformer med, ellers når vi aldrig bredt nok ud. Her tænker jeg også på de nyere, sociale medier. Der har måske været en tendens til at fokusere meget på dagblade og TV.
Men Facebook, Twitter, You Tube osv. skal også bruges mere målrettet. Samtidig skal vi selvfølgelig ikke glemme arrangementet på det lokale bibliotek. Det personlige møde har fortsat stor betydning.
For det ANDET:
Øget eksponering og markedsføring af aktiviteterne. Det er indlysende, at selv ikke den bedste oplysningsaktivitet – det være sig bog, begivenhed, TV-udsendelse eller indslag på You Tube – den aktivitet vil ikke være meget værd, hvis den kun er synlig for et meget begrænset antal mennesker.
Igen handler det om at finde nye måder at eksponere og formidle på, der flugter med de målgrupper, man vil nå.
For det TREDJE:
Jeg vil fremhæve er stærkere prioritering af den internationale dimension i folkeskolen og i gymnasiet – herunder udviklingstemaerne. Det er klart, at hvis der ikke er formelle, lovgivningsmæssige krav om, hvilke mål, man som lærer skal inddrage i undervisningen, når det drejer sig om den globale dimension, ja, så er der også risiko for, at emnet bliver nedprioriteret.
Det gør det ikke lettere for aktørerne i u-landsmiljøet at målrette aktiviteterne til skolerne, hvis der ikke er en reel efterspørgsel efter u-landsrelaterede materialer. Her vil jeg gerne fremhæve de mange gode initiativer på undervisningsområdet, der vidner om, at det trods alt er muligt at trænge igennem.
Og at det lykkes mange undervisere i skoleverdenen at få skabt glimrende undervisningsforløb for eleverne, hvor også u-landsaspekterne er med. Det ved jeg af egen erfaring.
Mine 3 piger, der alle går i folkeskolen, har i øjeblikket international uge. De 2 ældste arbejder med Egypten, den mindste med Bolivia. Og jeg skulle hilse og sige, at det er nogle rigtig gode materialer, de arbejder med.
Jeg tror ikke, at formulering af klare mål for undervisning vedrørende den globale dimension er nært forestående. Men jeg vil gerne skubbe på, og jeg er i det hele taget positiv over for et tættere samarbejde med undervisningsministeriet på området.
Derfor har jeg sendt et brev til undervisningsministeren og opfordret til, at en repræsentant fra Undervisningsministeriet kommer med i Danidas Oplysningsudvalg, og at der arbejdes på, at den globale dimension får en stærkere placering i læreplanerne.
Det har undervisningsministeren reageret positivt på, og det er jeg meget glad for.
For det FJERDE:
Jeg vil fremhæve evalueringens anbefaling om en stærkere koordinering på tværs af de 3 bevillingsvinduer, herunder forbedret erfaringsopsamling, rådgivning og ikke mindst nytænkning.
Jeg ser erfaringsopsamling, rådgivning og kompetenceudvikling, som områder, der hænger tæt sammen med nogle af de forhold, jeg tidligere har nævnt, f.eks. målgruppe-arbejdet, markedsføringen og metoder til evaluering.
Jeg håber meget, at der i dag kommer nogle gode bud fra grupperne på, hvordan vi kan sikre udviklingen af kommunikationsfaglige kompetencer i hele miljøet.
Det er klart, at når aktørerne er så forskellige, vil der også være forskellige behov for kompetenceudvikling – men generelt vil jeg sige, at vi alle har brug for at holde os ajour og for løbende at søge ny inspiration og nye kompetencer. Så kom med nogle ideer til, hvordan vi gør det.
Men tilbage til, hvordan vi styrker koordineringen på tværs af bevillingsvinduerne. I Danida har vi arbejdet med dette de seneste år. For det er alfa og omega, at vi får skabt – og lad mig så bare bruge dette forslidte udtryk – at vi får skabt synergi-effekter.
Kun ved at tænke i sammenhænge, kun ved at samarbejde på tværs, kan vi anvende ressourcerne bedst og få størst kommunikationsmæssig gennemslagskraft.
Men jeg er opmærksom på, at bevillingssystemet på nogle områder er lidt stift og ufleksibelt. Særligt projekt-bindingen af PRO-midlerne er tiden løbet fra.
Oprindeligt var udgangspunktet for PRO-ordningen, at oplysningsarbejdet skulle tage sit udgangspunkt i organisationernes konkrete projekter i udviklingslandene. Derfor bindingen.
Men i dag er det ikke et krav, vi behøver at stille. At konkretisere og fortælle de personlige historier, der skaber identifikation, og at vise resultater fra udviklingssamarbejdet, det er jo elementer, der indgår i enhver kommunikationsmodel med respekt for sig selv.
Derfor har jeg besluttet at fjerne projektbindingen på de midler, NGOerne kan søge over NGO-bevillingen. Loftet på de 2 procent fastholdes, men fremover vil NGOerne altså kunne anvende disse midler til oplysningsindsatser, der relaterer sig mere bredt til målsætningerne i civilsamfundsstrategien.
Og i den sammenhæng ser jeg gerne, at organisationerne også arbejder sammen på tværs om fælles oplysningsaktiviteter – helt i tråd med intentionerne i civilsamfundsstrategien.
Derudover er jeg opmærksom på, at NGOerne ikke er begejstrede for de begrænsninger, jeg har indført, i forhold til deres muligheder for at søge Danidas Oplysningsbevilling.
Men jeg vil gerne understrege, hvad jeg også har sagt tidligere, at NGOerne sagtens kan få adgang til Oplysningsbevillingen, hvis de går sammen med en samarbejds- eller alliancepartner.
Min tanke med denne ordning er at opmuntre til at indgå samarbejder med nye partnere, som kan bringe nye kompetencer og nye målgrupper ind i oplysningsarbejdet. Det kan være virksomheder, forlag eller lignende.
Et godt eksempel er den kommende store udstilling Prøv Verden om 2015 Målene, der åbner på Experimentarium i april. Det er et samarbejde mellem Mellemfolkeligt Samvirke og Experimentarium, og det er sidstnævnte, der har søgt og fået bevillingen til udstillingen.
Vi har desværre set for få ansøgninger af denne type, men jeg vil meget opfordre til, at NGOerne dyrker denne samarbejdsform. Jeg vil meget gerne bruge denne ordning til at tilskynde til alliancer og samarbejder, så vi kan gå nye kommunikationsveje.
Endnu et aspekt i den sammenhæng er, at jeg finder det vigtigt, at der fortsat er en pulje, som er målrettet andre aktører end de private organisationer i u-landsmiljøet – igen for at brede kommunikationsindsatsen ud på flere aktører fra forskellige miljøer og sammenhænge.
Og nu vil jeg gå videre til det FEMTE og sidste punkt, som jeg har hæftet mig ved i evalueringen, nemlig overvejelserne om at øge oplysningsmidlerne.
Jeg er parat til at sætte flere midler af til en forstærket oplysningsindsats.
Men før jeg går videre, vil jeg sige lidt om, hvad der ligger bag mine overvejelser om en forhøjelse.
I 2006 blev oplysningsbevillingen reduceret, og loftet på PRO-midlerne blev sat til 2 procent. Samtidig stillede jeg krav til rammeorganisationerne om at bidrage med egenfinansiering under rammesamarbejdet.
Baggrunden var et bredt ønske om, at de private organisationer ikke alene skulle baseres på skatteydermidler. Og at organisationerne kun kunne drive oplysningsvirksomhed, hvis den var statsfinansieret. Formålet var at få fokus på, at de netop er private organisationer med en forankring i det civile samfund.
Derudover var det mit indtryk, at oplysningsindsatsen ikke var tilstrækkeligt målrettet og tilstrækkeligt fokuseret, og at den ikke nåede tilstrækkeligt bredt ud. Det er jo bl.a., hvad evalueringen siger.
Det var baggrunden for de justeringer, vi lavede, og det er min opfattelse, at rammeorganisationerne har håndteret kravet til egenfinansiering meget professionelt og fremadrettet.
Jeg sætter stor pris på NGOernes indsats i udviklingslandene. Det er åbenlyst, at private organisationer kan og skal gøre noget, den statslige organisation ikke kan.
Derfor glæder det mig, at vi i fællesskab har fået formuleret en god og perspektivrig civilsamfundsstrategi, der udstikker rammerne herfor.
Og det er jo i denne sammenhæng, kommunikationsindsatsen skal ses. For kommunikationen både udspringer af og er en forudsætning for den folkelige forankring. Derfor vil jeg sætte ind på 2 områder:
For det første:
Jeg vil gerne sikre en kommunikationsindsats, der når bredere ud i den danske befolkning. En u-landsoplysning, der skaber interesse for og debat om udviklingssamarbejdet.
For det andet:
Hvis vi kan styrke kommunikationsindsatsen fagligt og samarbejdsmæssigt og derved skabe sammenhæng og gennemslagskraft, er jeg parat til at afsætte flere midler til oplysningsområdet.
Det har jeg faktisk allerede gjort i 2009, hvor området har fået 9 mio. kr. mere. Og jeg er åben over for at tilføre yderligere midler, når vi skal se på finanslovsforslaget for 2010.
Men hvad mener jeg så med en kommunikationsindsats, der når bredere ud i den danske befolkning, og som skaber interesse og debat?
Grundlæggende skal denne indsats selvfølgelig bygge på de tiltag, jeg allerede har fremhævet fra evalueringen, og de er:
– Udbygning af de faglige kommunikationskompetencer blandt aktørerne,
– bedre mulighed for rådgivning og idéudvikling vedrørende målgrupper, kommunikationskanaler og markedsføring og
– mere fokus på sammenhængende, tværgående indsatser.
For at sikre en fokuseret og intensiveret indsats, mener jeg, at vi i langt større grad end tidligere må arbejde ud fra sammenhængende kampagneindsatser, hvor der tænkes i og koordineres tværgående samarbejder mellem de mangfoldige aktører og potentielle alliancepartnere.
Vi bør tematisere og etablere integrerede medieløsninger, der tager højde for, at man netop når forskellige målgrupper ved at have en differentieret tilgang til dem gennem forskellige kommunikationskanaler.
Derfor vil jeg se positivt på at tilføre u-landsoplysningen yderligere midler i 2010.
De ekstra midler skal bruges til sammenhængende tematiserede indsatser med gennemslagskraft, og det vil så være op til ansøgerne at gå sammen på tværs, at indgå kommunikationsstrategiske alliancer og udtænke kampagner, der rækker både bredt ud og i dybden.
Kampagnetilgangen kender vi, og mange af jer mestrer den overbevisende – det har vi jo set flere eksempler på. Det jeg er ude efter, er kampagnetilgangen ganget med en faktor 10.
Jeg ville meget gerne have, at vi i dag får taget hul på at drøfte ideer til både den generelle styrkelse af kommunikationsfagligheden og koordineringen – og ideen om mega-kampagnen, hvis jeg kan kalde den det. Og måske også få talt om temaer.
Jeg har f.eks. overvejet temaet Nedtælling til 2015 Målene.
NGOerne og Danida har jo i fællesskab allerede udarbejdet et fantastisk logo, der tæller ned til 2015. Og emnet er tilstrækkeligt bredt til, at mange gode ideer og arbejdsmåder kan indeholdes i det. Dertil kommer, at det er et umådeligt vigtigt emne.
Men som sagt – temaet er bare et forslag.
Nu har jeg sagt lidt om, hvordan jeg ser den fremtidige kommunikation om fattigdom og udvikling. Hvor vi kommunikationsmæssigt bør sætte ind, og hvordan vi kan styrke organiseringen og koordineringen.
Og ikke mindst har jeg meldt ud, at jeg er parat til at afsætte flere midler til en forstærket kommunikationsindsats. Med klar henvisning til, at der ikke skal være tale om mere af det samme.
Jeg håber meget, at dette kan være udgangspunktet for en frugtbar og fremadrettet dialog, hvor der kommer gode, konkrete ideer til, hvordan vi så gør det. I dag indleder vi en proces.
Og jeg vil gerne tage imod NGO-Forums forslag om, at vi nedsætter en gruppe, der kan arbejde videre efter i dag med at samle ideerne, prioritere imellem dem og sørge for, at de bedste af dem bliver drevet videre, sluttede udviklingsministeren.
————————————————–
Af HENRIK STUBKJÆR
Formand for NGO-Forum og generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp.
Mediemæssigt er der sket et voldsomt nybrud de senere år. Globaliseringen og kampen mod terror giver nye perspektiver på mediernes dækning af udviklingslandene og dermed også nye udfordringer for u-landsoplysningen.
På uddannelsesområdet sker der også store forandringer i disse år – det gælder inden for uddannelsen af lærere og inden for undervisningen i folke- og gymnasieskolen. Dertil kommer, at der er sket store omlægninger inden for oplysningsområdet inkluderende store nedskæringer.
En evaluering med fremadrettede anbefalinger er derfor helt berettiget og vil forhåbentlig give et godt grundlag for at afstikke kursen for det fremtidige oplysningsarbejde.
Fra NGO-side har vi ikke lagt skjul på, at vi gerne havde set, at evalueringen havde strakt sig over en længere periode.
F.eks. kunne man have taget udgangspunkt i den seneste evaluering, som blev foretaget i 1998 – så havde man haft en baseline, og man havde stået med en evaluering af de seneste 10 års oplysningsvirksomhed – hvilket også ville have givet et billede af de store budgetmæssige ændringers indvirkning på kvaliteten og gennemslagskraften af oplysningsaktiviteterne.
Men når det er sagt, så mener vi faktisk også, at den foreliggende evaluering rummer mange spændende og perspektivrige elementer.
En evaluering ser bagud, men med denne evaluerings anbefalinger og ministerens beslutning om at lade denne konference blive startskuddet til nedsættelsen af en arbejdsgruppe er der lagt op til, at konferencen i dag får et fremadrettet sigte – og det kan vi kun være begejstret for!
Vi tror på, at evalueringen kan blive et første skridt hen imod en styrkelse og en nytænkning af den folkelige oplysning. Og med kendskabsanalysens klare dokumentation af, at jo mere danskerne ved om udviklingsarbejdet, desto mere bakker de det op – ja så bliver det klare sigte også en øget folkelig forankring bag et fortsat stærkt dansk engagement i verdens fattigste lande.
Og jeg synes, dette er blevet bekræftet af Ministeren i dag. Tak for dit engagement i området og tak for tilsagnet om at nedsætte arbejdsgruppen, som nu efterfølgende skal gå mere i dybden med både analyserne og anbefalingerne i evalueringen og fra konferencen i dag.
Vi ser frem til dette samarbejde – for behovet for en intensiveret indsats er veldokumenteret.
Vi er som NGOer enige i evalueringens vurdering af, at formuleringen af de overordnede målsætninger i loven er så rummelige, at de fortsat vil være en tilfredsstillende ramme om oplysningsvirksomheden.
En kommende arbejdsgruppe kan altså tage sit afsæt i den eksisterende lovgivning, men bør, som evalueringen også antyder, måske begynde sit arbejde med at forholde sig til Europakommissionens fælleserklæring: ( ”Den europæiske konsensus på udviklingsområdet”).
I forbindelse med denne fælleserklæring er der udarbejdet en rammestrategi for uddannelse og oplysning om udviklingsspørgsmål. Denne strategiske ramme vil være en rigtig fin udmøntning af den korte danske lovtekst.
Den lyder:
”At give alle borgere i Europa mulighed for livet igennem at holde sig underrettet om og forstå globale udviklingsspørgsmål og den lokale og personlige relevans af disse spørgsmål, samt at udøve deres rettigheder, og leve op til deres ansvar som indbyggere i en kompleks og foranderlig verden, ved at arbejde for en retfærdig og bæredygtig verden.”
I rammestrategien udlægges det strategiske sigte for oplysningsaktiviteterne klart ud fra en rettighedstilgang og med sigtet på at sammenholde både den globale og den lokale virkelighed, og den enkeltes ansvar som global borger. Dermed flugter den fuldstændig med ministeriets nye Civilsamfundsstrategi.
På det strategiske kan vi altså hente god inspiration fra EU – men når vi så vender os til genemførelsen og de økonomiske rammer for den – så foretrækker vi klart, at vi vender blikket mod den nordiske sammenhæng. Også her er vi i overensstemmelse med evalueringens anbefalinger.
Med disse indledende betragtninger vil jeg nu vende mig til de centrale områder, som vi fra NGO-side gerne ser behandlet i den kommende arbejdsgruppe:
Ministeren trak 5 punkter frem, og det vil vi bestemt ikke stå tilbage for, så derfor vil jeg trække 6 kerneområder frem:
1. Balance og finansiering
Overordnet mener vi faktisk, at 3-delingen mellem Udenrigsministeriets egne aktiviteter, Oplysningsbevillingen og PRO-midlerne sikrer en passende balance mellem statslige og private oplysningsaktiviteter.
Men balancen er skrøbelig. For hvis der fra statslig side udstikkes snævre tematiske rammer i form af puljer til specifikke oplysningsformål, så mister de folkelige organisationer indflydelse og ejerskab i forhold til oplysningsarbejdet. Derfor er vi ikke vilde med regeringsstyrede puljer, som vil dirigere os i bestemte oplysningsretninger.
Et andet væsentligt aspekt af oplysningsarbejdet er størrelsen af bevillingen. Og her vil jeg gerne kvittere for de ekstra 9 mio. i 2009 og ministerens åbenhed overfor at øge bevillingerne i 2010.
Vi kan ikke være mere enige! Vi mener faktisk, det er helt afgørende, at der tilføres yderligere midler, hvis vi skal kunne styrke viden om og engagementet i udviklingen af verdens fattigste lande.
Og det er der saglige grunde til:
Vores aktuelle budget ligger betydeligt under det, som har været almindelig dansk niveau indtil 2006. Danmark bruger 0,3 procent af udviklingsbistanden (til oplysningsvirksomhed, red.), mens andelen i henholdsvis Sverige og Norge er på 0,6 og 0,5 pct..
Efter beskæringen har vi kunnet se en faldende kendskabsgrad til udviklingsområdet. Og med det faldende kendskab er fulgt en stadig større mistro til, at det nytter at hjælpe – det skal ændres!
Kendskab øger tiltroen og den folkelige opbakning – og netop den folkelige forankring af vores bistand er helt afgørende.
Skal kvaliteten af den danske u-landsoplysning hæves – og det er vi vist alle enige om, at den skal – så skal nye og effektive koordineringsmekanismer udvikles.
Vi skal se på hele området omkring evalueringer og læringsopsamling og indføre nye systemer. Og vi skal iværksætte en målrettet kapacitetsopbygning! Men skal det ske, så må der tilføres nye ressourcer!
Det er en rigtig vigtig melding, vi har fået i dag – at der kan tilføres ekstra midler – Men det er endnu vigtigere, at vi sammen finder frem til, hvordan de anvendes mest effektivt!
2. Øget koordinering og samarbejde
Vi er enige i evalueringens konklusion om, at de eksisterende finansieringsmekanismer ikke sikrer en tilstrækkelig koordinering og sammenhæng mellem forskellige oplysningsindsatser. Dette skyldes bl.a. de ufleksible rammer.
En af opgaverne for et kommende arbejdsudvalg må være at sikre øget fleksibilitet – og forhåbentlig kommer der også ideer til dette i dag.
Ministeren har allerede peget på et af punkterne: Nemlig den særlige projektbinding af PRO-midlerne. Ministeren siger, at tiden er løbet fra denne særlige binding, og det er vi helt enige i. Dermed er allerede en af de knaster evalueringen nævner fjernet.
Men der er stadig knaster, som er i vejen for øget fleksibilitet. En af de største er ”aktørforbuddet” – nemlig det at projektbærende NGOer ikke kan søge Danidas oplysningspulje.
Ministeren nævner, at hun godt er opmærksom på vores uvilje mod denne blokering, men anfører, at vi alligevel godt kan få del i puljen ved at arbejde sammen med f.eks. Eksperimentarium, som så blot kan stå som ansøger.
Det er rigtigt, men de der i særlig grad mærker problemet er de små projektbærende organisationer som f.eks. FDFerne eller spejderne, som gerne vil lave en oplysningskampagne i forbindelse med deres internationale projekter, men mangler en partner med større udviklingskompetence.
For dem ville det mest logiske og effektive samarbejde være med en af de lidt større programorganisationer eller rammeorganisationer – men det forhindrer aktørforbuddet.
En kommende arbejdsgruppe graver et spadestik dybere i dette forhold, og viser det sig så stadig – som vi tror – at aktørforbuddet er en væsentlig hindring for en nødvendig fleksibilitet, så må der præsenteres innovative ændringsforslag.
Endelig vil vi pege på en tredje hindring for fleksibilitet – nemlig den fastsatte 2 proent ramme. Ministeren ønsker at holde fast i den – og det er vi sådan set også med på – det eneste, vi siger, er, at der kan være tilfælde, hvor der kan være gode grunde til at dispensere og bløde lidt op.
Det er holdninger, som både formanden for U-landsstyrelsen og formanden for Oplysningsudvalget tidligere har sagt, at de deler, så vi håber på en konstruktiv dialog her, og jeg er overbevist om, at det må kunne lykkes at finde et kompromis til gavn for den samlede oplysningsindsats.
Koordineringen skal også styrkes på andre måder: Men som jeg allerede har været inde på, så finder vi ikke, at dette skal ske ved, at Udenrigsministeriet udvikler og koordinerer fælles oplysningskoncepter for hele oplysningsindsatsen.
Øget statsstyring er ikke befordrende for en mangfoldig og engagerende oplysningsindsats.
I stedet kunne vi foreslå, at der blev holdt en årlig oplysningsdag mellem de folkelige organisationer, Udenrigsministeriet og Undervisningsministeriet – med det formål at skabe fælles overblik og om muligt en koordinering af indsatser, som falder tematisk sammen.
3. Den folkelige oplysning
Vi er selvfølgelig tilfredse med, at evalueringen roser kvaliteten af den folkelige oplysning og dermed understreger vores vigtige bidrag til øget kendskab og forståelse i den danske befolkning.
En stærk og uafhængig oplysningsindsats er helt afgørende for at øge den folkelige opbakning og ruste vore børn og unge til fremtidens globale udfordringer. Men også jeg håber, at der vil komme ideer til, hvordan kendskabet til målgrupperne og relevante kommunikationsformer øges.
Målet er selvfølgelig at blive bedre til at ramme – og gøre det relevant, så det skaber aktiv debat og involvering og lyst til at handle.
4. Samarbejdet med Undervisningssektoren
Skal oplysningsopgaven effektiviseres, vil det kræve, at oplysningen om fattigdom og udvikling også finder plads i undervisningen. Og samtidig indrømmer jeg gerne, at vi til stadighed har brug for at få tilført pædagogisk og didaktisk kompetence til vores oplysnings- og kampagnearbejde.
Derfor ville jeg have foreslået, at undervisningsministeriet kunne råde over en plads i oplysningsudvalget. Men det har Ministeren allerede gjort – så blot fuld enighed herfra!
Fattigdoms- og udviklingsperspektivet skal som fagligt område medtænkes i læreruddannelsen. Og det skal indgå i pensum og læreplaner i folke- og gymnasieskolen.
Og selv om Ministeren udtrykte bekymring for, om tiden er til at formulere klare mål for undervisningen vedrørende den globale dimension – så mener jeg, vi fra udviklingssiden skal skubbe på!
Derfor bør Udviklingsministeren – der tidligere var undervisningsminister invitere Undervisningsministeren – der tidligere var udviklingsminister – til en faglig snak med henblik på at få dette område indarbejdet de relevante steder, så det sikres, at alle børn og unge møder problemstillingerne og får lejlighed til at fordybe sig i disse internationale aspekter.
Er der 2, som har mulighed for at forstå hinanden på dette område, må det da være Tørnæs og Haarder!
På Harboe-konferencen var samspillet med undervisningsministeriet omkring oplysning et centralt tema. Og Gruppen bag – det som nu hedder Timbuktu-fonden, arbejder faktisk med et udredningsarbejde.
Så jeg foreslår, at dette gøres til et indsatsområde, og at man samler alle gode kræfter og sammen nedsætter en styregruppe.
Det bør også sikres, at undervisningsmaterialer produceret af både statslige og folkelige aktører i langt højere grad tilrettelægges, så de kan indgå i Undervisningsportalen EMU.
Og så kunne det animere til produktionen af mere god kvalitetsoplysningsmateriale, hvis man ville friholde undervisningsmaterialer for moms – sådan som det er kendt fra andre lande.
5. Faglighed og kvalitet
Vi er enige med evalueringen i, at de folkelige organisationer har behov for kapacitetsopbygning omkring kommunikationsfaglighed, læring og innovation.
Alle aktører har ligeledes en særlig udfordring omkring fokusering og målretning af oplysningsindsatsen, ikke mindst til unge, som har skiftende og nogen gange uforudsigelige medievaner.
Vi anbefaler derfor en fælles faglig kapacitetsopbygning for alle aktører samt et øget fokus på selvevaluering blandt de folkelige organisationer.
Konkret kan det ske ved:
– At der etableres et kommunikationsfagligt forum, som skal sikre kapacitetsopbygning og rådgivning.
– At der etableres en internetbaseret oplysningsportal, som sikrer let adgang til oplysninger fra folkelige organisationer, Ministeriet og medier. Portalen skal spille sammen med Undervisningsportalen EMU og kunne som åbningsside have en fri og uafhængig nyhedsdækning a la U-landsnyt.dk
– For at sikre dialog, kapacitetsudvikling og fælles læring og en fremadrettet evalueringsmekanisme kunne der udvikles en frivillig peer review mekanisme, hvor de folkelige organisationers oplysningsindsats evalueres af andre folkelige organisationer i regi af det omtalte kommunikationsfaglige forum.
En ny fælles 2015-måls kampagne
Vi anerkender, at introduktionen af egenfinansieringskravet har medvirket til at forsimple dele af oplysningsindsatsen, som ikke altid bidrager til øget forståelse, viden og debat.
Derfor har NGO-Forum taget initiativ til at udvikle en fælles kampagne- og oplysningsindsats med start i 2010, som fokuserer på slutspurten med 2015-målene.
Kampagnen vil naturligvis ske i tæt samspil med partnere i Syd. Også med dette forslag nærmer vi os i uhyggelig grad en konsensus med Ministerens ideer om den fælles kampagneindsats.
Ministeren ønsker en kampagnetilgang ganget med faktor 10! Og det er netop, hvad vi arbejder på – og så er der vel kun et udestående spørgsmål, og det er, om finansieringen også følger en faktor 10?
Et fremtidigt udvalgsarbejde må se på, hvordan sådanne store kampagner sikres den bedste koordinering mellem NGOer, ministerier, presse, undervisningssektor m.fl.
Afrunding
Jeg er overbevist om, at der lige nu er et momentum, der skal udnyttes.
Vi ser en klar erkendelse hos alle aktører om, at der skal ske nogle klare forandringer og forbedringer i indsatsen, hvis vi skal øge den generelle viden om udviklingsområdet og sikre den fortsatte massive folkelige forankring af den danske udviklingsbistand.
Samtidig oplever vi en hidtil uset vilje til samarbejde og koordinering mellem de folkelige organisationer indbyrdes og mellem dem og Ministeriet/politikere og medier. Ja, selv medier som DR tager nye initiativer som DR2-Udland og Danmarksindsamlingen.
Samtidig udfordres vi kraftigt af nye medier og unges helt ændrede medievaner.
Fra NGO-Forum ser vi frem til drøftelserne i dag og til det kommende udvalgsarbejde og selvfølgelig endnu mere til resultatet, som gerne skulle vise sig i en stærkere, mere koordineret og vidensformidlende u-landsoplysning til stadig større dele af befolkningen, sluttede Henrik Stubkjær.
