VK: Bedre Afghanistan-bistand end troet

Redaktionen

VK-regeringen offentliggjorde fredag planen for den danske indsats i Helmand i 2009. Samtidig offentliggjordes 2 rapporter om resultaterne af den danske indsats i 2008, på henholdsvis nationalt plan og i Helmand-provinsen.

Danmark har i 2008 bidraget væsentligt til den samlede internationale indsats i Afghanistan – både militært og civilt, hedder det.

På nationalt plan bidrog Danmark sidste år til bl.a. trykning og distribution af skolebøger, etablering af retshjælp til kvinder, direkte støtte til landsbyer samt mikro-lån til fattige og sårbare. Arealet opdyrket med opium faldt med 19 pct. i Afghanistan, mens det forblev stabilt i Helmand.

Et af målene i Helmand var sammen med de afghanske myndigheder at fastholde antallet af skoleelever i den uroplagede provins.

Målsætningen for 2008 er opfyldt – faktisk er det lykkedes at få 10 pct. flere børn i skole i Helmand. Samtidig er antallet af kvindelige lærerstuderende i Helmand steget til 95 i 2008 – mere end en fordobling siden 2007.

I 2009 vil Danmark fortsætte sin indsats i Afghanistan for at bidrage til national, regional og global sikkerhed ved at forhindre, at landet igen bliver et fristed for terrorister.

Samtidig skal den danske indsats bidrage til fremvæksten af et stabilt og mere udviklet Afghanistan, som kan tage vare på egen sikkerhed, fortsætte en demokratisk udvikling og fremme respekten for menneskerettigheder.

Helmand-planen 2009 redegør for målsætningerne på de danske indsatsområder og understreger vigtigheden af samarbejdet med de afghanske myndigheder. Den danske indsats understøtter afghansk ejerskab og opbygning af kapacitet på såvel det militære som civile område.

Såvel regeringen som kredsen af partier, der står bag indsatsen i Afghanistan ønsker en bred og ærlig dialog om det danske engagement. Det skal dokumenterne, der kom ud fredag, være med til at sikre.

Kilde: www.um.dk

Se også mere om Helmand-planen for 2009 på
http://www.afghanistan.um.dk/NR/rdonlyres/19060487-05D6-4C67-9843-C3382EEEE7C6/0/Helmandplanen2009_WEB.pdf