Afghanistan lider under en langvarig og blodig konflikt, hvor sikkerhedssituationen til stadighed forværres.
Med ‘Waiting for Hope’ giver DACAAR (Danish Committee for Aid to Afghan Refugees) og Dansk Flygtningehjælp stemme til de sårbare og udsatte i det konfliktramte Afghanistan. Det sker gennem fotoudstilling, konference og debat fra 10. til 15. september 2018 i Akademiet for Utæmmet Kreativitet, Enghavevej 82B, 2450 København.
Til konferencen 12. september er bl.a. udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) med til at sætte nødhjælp og udviklingsprioriteter i Afghanistan i fokus. Der er et stort behov for international bistand og nødhjælp til de langt over to mio. internt fordrevne og hjemvendte flygtninge. Hvor lykkes indsatserne, og hvor ligger de største udfordringer?
Debatmødet 11. september zoomer ind på nyhedsdækningen fra Afghanistan. I panelet sidder bl.a. udenrigskorrespondent og Afghanistan-kender Simi Jan, udlandsredaktør på DR Sanne Gram og Susanna Inkinen fra International Media Support. Vi hører oftest om korruptionssager eller terrorangreb, og sikkerhedssituationen gør det svært og farligt for journalister og fotografer at færdes og rapportere derfra.
Hele ugen kan man opleve den prisbelønnede franske fotograf Sandra Calligaros billeder fra Afghanistan med titlen ’Afghan stories: Waiting for Hope’.
Læs mere og meld dig til de forskellige arrangementer herunder.
Debatmøde: Hvilke historier får vi – og hvorfor?
Om mediedækning af Afghanistan og andre skrøbelige stater.
Tirsdag 11. september 2018 kl. 16.30-18.30.
På årsdagen for angrebet på World Trade Center inviterer Dansk Flygtningehjælp og DACAAR til debat om mediedækningen af Afghanistan og andre skrøbelige stater. Vi debatterer også, hvordan internationale nyheder produceres i dag.
Mød udenrigskorrespondent på TV2 og Afghanistan-kender Simi Jan, udlandsredaktør på DR Sanne Gram, den franske fotograf Sandra Calligaro, der for tiden arbejder i Afghanistan, og Susanna Inkinen fra International Media Support.
Konference og reception: ‘Waiting for Hope’
Humanitært udviklingsarbejde i Afghanistan og andre skrøbelige stater.
Onsdag 12. september kl. 13.00-17.30.
Vær med til at debattere og styrke de humanitære indsatser og udviklingsarbejdet i Afghanistan.
Blandt talerne og paneldeltagerne er udviklingsminister Ulla Tørnæs (V), ambassadør Jakob Brix Tange, Irene Horejs, Head of Unit i ECHO, generalsekretær Christian Friis Bach fra Dansk Flygtningehjælp, direktør John Morse fra DACAAR og Tahmina Salik fra den afghanske diaspora i Danmark.
Fotoudstillingen ’Afghan Stories: Waiting for Hope’ af Sandra Calligaro
Calligaros fotografier skildrer et afghansk hverdagsliv hos hjemvendte flygtninge, internt fordrevne og andre udsatte afghanere – beretninger, vi kun meget sjældent får serveret i Vesten.
Udstilling er åben for offentligheden:
- Mandag 10/9: 16.00-20.00
- Tirsdag 11/9: 9.00-20.00
- Onsdag 12/9: 9.00-12.00
- Torsdag 13/9: 9.00-15.30
- Fredag 14/9: 9.00-17.00.
Arrangementet i Globalnyts kalender.
Bemærk, at konferencen, debatmødet og teksterne til udstillingen er på engelsk.