Af Maria Bierbaum Oehlenschläger, U-landsnyt.dk
GUIDE: Et stykke af et kinesisk offentligt rum er flyttet til Køge, mens Nikolaj Kunsthal inviterer til offentlig piskning til erindring om dansk slavehandel. Er du til afrobeat, er der hele to koncerter at vælge imellem i denne weekend.
KUNST
Fernisering på Jeanette Ehlers ”SAY IT LOUD!”, Nikolaj Kunsthal, fredag 14.3. kl. 17-19 med performance kl. 17:15
Nikolaj Kunsthal præsenterer med udstillingen”SAY IT LOUD!” den første samlede præsentation af den danske kunstner Jeannette Ehlers’ videoværker og fotografier fra 2009 og frem til i dag.
I “SAY IT LOUD!” kæder Jeanette Ehlers den danske tid som kolonimagt med slavehandel i Vestindien i det 18. og 19. århundrede, sammen med de sorte borgerrettighedsbevægelser i USA i det 20. århundrede og oprøret blandt den sorte slavebefolkning på Haiti i slutningen af 1700-tallet, som førte til løsrivelsen fra den franske kolonimagt og dannelsen af en ny, uafhængig stat.
Kunstnerens egen danskvestindiske baggrund flettes elegant sammen med de større historiske tråde på udstillingen.
Udstillingen har premiere på et helt nyt videoværk af Jeannette Ehlers med titlen Whip It Good. Performancen fra viedoværket genopføres på udstillingens åbningsaften. Her reenacter Jeannette Ehlers en af de mest brutale afstraffelsesmetoder i slavetiden – piskningen – og skaber et enkelt og samtidig spændingsfyldt oprør mod fortiden.
Fernisering på Wang Qingsong: Follow You, KØS (Nørregade 29, 4600 Køge), lørdag 15.3. kl. 15-17
På udstillingen ”Follow You” flytter den kinesiske samtidskunstner Wang Qingsong et stykke af det kinesiske offentlige rum ind på KØS og lukker op for samfundsdebatten: Hvor er den globale udvikling på vej hen? Hvad er det for nogle forandringer, der foregår i det kinesiske samfund? Og hvordan kan vi ruste nye generationer af kinesiske og danske børn til fremtidens globale konkurrence?
Ved ferniseringen vil journalist, forfatter og Kina-ekspert Mette Holm og den brasilianske kurator Tereza de Arruda, der er en af verdens førende kuratorer inden for kinesisk, afrikansk og indisk samtidskunst, introducere udstillingen.
MUSIK
King Ayisoba med band, Global Copenhagen (Nørre Allé 7) fredag 14. marts 2014 kl. 21:00 og Huset Esbjerg (Finsesngade 1, Esbjerg) lørdag 15. marts kl. 21:00.
Det er kologoen – et lutlignende strengeinstrument – og King Ayisobas karakteristiske vokal, der sammen udgør afsæt for en aften i selskab med en af Ghanas største musikere.
King Ayisoba gør en dyd ud af at blande sprogene engelsk med frafra og twi, samtidig med at han fusionerer kologo-traditionen nedarvet fra bedstefaren fra det nordøstlige Ghana med populærmusikken afrobeat.
I Danmark er King Ayisoba ikke helt ukendt. I 2011 turnerede han hele landet rundt med CKU’s Ungdomsprogram, hvor han optrådte på danske skoler og lærte danske skoleelever at få lyd i kologoen. Med sig havde King Ayisoba den danske rapper Pharfar, som han ved samme lejlighed optrådte sammen med.
Karen Mukupa & Von Dü Brazzers, Kulturhus Gimle, fredag 14. marts, kl. 20:30 og Global Copenhagen, lørdag 15. marts, kl. 21:00.
Karen Mukupa stod 1990 sammen med Natasja som en af de første kvindelige rappere på den danske hip hop-scene. Nu er Mukupa klar med et nyt album. Musikken er inspireret af afrobeat, uden at glemme den store kærlighed til reggae og hip hop, som hun tidligt i sin karriere fik stor succes med. Karen Mukupa optræser med sit eget band og blæsersektionen fra Von Dü.
DANS
Floor Wars, Vega, lørdag 15. marts kl. 16
Floor Wars – et af Europas største breakdance-arrangementer – fejrer i? 2014 sit 10 års jubilæum, når der atter bliver afholdt halsbrækkende og?intense dansedueller i særklasse i Vega.
Gulvkrigere fra hele verden forbereder sig i øjeblikket intenst på?dette års udgave af Floor Wars – forud for finalen i København har der?været indledende runder i bl.a. Rusland, USA og Frankrig, hvor de?vindende hold har kvalificeret sig til at repræsentere hjemlandet på?gulvet i Vega. Udover hoved-battlen om aftenen vil der være indledende?runder og battles i disciplinerne toprock og footwork om eftermiddagen.
Afterparty bliver afholdt i KB18 med Boogie Juice
FILM
Asghar Farhadi: “Fortiden”, vises i biografer i hele landet
“Farhadi er formidabel til at skildre livets kompleksitet med nuancer, der hæver hans film op over melodramaets symbolik og klare grænser mellem rigtigt og forkert. Det er unikke historier om universelle spørgsmål, som kunne foregå hvor som helst.”
Sådan skrev Kamilla Bøgesø Kjærgaard i sin anmeldelse af ”Fortiden” på U-landsnyt.dk. Filmen har høstet roser og superlativer i det samlede danske anmelderkorps. Så når det regner i weekenden, er en tur i biografen i selskab med “Fortiden” en sikker vinder denne weekend.
BØGER
Tim Lewis: ‘EN NY BEGYNDELSE – Den utrolige historie om Rwandas cykelhold’, oversat af Joachim Wrang, forlaget TURBINE.
“Der er betragtninger over kulturmødet mellem vesten og Afrika, skarpe observationer, der får en til at trække på smilebåndet, og stor insider-viden om cykelsporten, at den vil kunne vække genklang i en meget bred læserskare,” skriver Signe Hermann i sin anmeldelse af bogen “En ny begyndelse”, som lyder som et rart bud på en bog, der både kan varme i sofaen og sprede smil på en solrig bænk i byen.
God weekend!