WFP-appel om øget nødhjælp til Kenya

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

NAIROBI, 18. marts 2009: FNs Fødevareprogram (WFP) øger nu nødhjælpen i Kenya for at kunne nå ud til 3,5 millioner, der er ramt af såvel tørke som drastisk forøgede fødevarepriser

WFP appellerer samtidig til bistandsdonorerne om i alt 244 millioner US dollar for at undgå at yderligere udsatte befolkningsgrupper kastes ud i fattigdom.

– Den kenyanske befolkning kæmper allerede med problemer som følge af tørke og høje fødevarepriser og rammes nu også af den finansielle krise, udtaler WFPs landedirektør i Kenya, Burkard Oberle.

Oberle tilføjer, at et drastisk fald i de beløb, som kenyanske emigrantarbejdere traditionelt sender hjem, foruden fejlslagen høst, betyder at flere hundredetusinde nu kæmper med den daglige forsyning af fødevarer til sig selv og deres familier.

Bønder i det østafrikanske lands sydøstlige egne og kystnære områder er hårdest ramt af en fuldstændig fejlslagen høst som følge af udebleven regn fra oktober til november sidste år.

En stor del har svært ved at skaffe fødevarer nok til et måltid om dagen og flere vil have behov for fødevarehjælp helt frem til næste regntid i 2010.

Landedirektøren henviser til analyser, der viser drastisk øget tendens til fejlernæring for især børn i landdistrikterne.

Fra 1. april 2009 indleder WFP et nødhjælpsprojekt som har følgende målsætning:

– At øge antallet af kenyanere, der modtager basal fødevarehjælp fra 1,2 til 2,5 millioner frem til februar 2010.
– At afhjælpe nød for 340.000 børn og kvinder med et særlig fokus på gravide og ammende kvinder. Heraf 175.000 mennesker i tætbefolkede slumområder, hvor fejlernærede børn og deres familier får specielle månedlige fødevarerationer.
– At sikre et måltid mad til 655.000 skolebørn for at give familierne et incitament til også at sende børnene i skole i hårde tider og ikke lade dem blive hjemme for at arbejde.

I et allerede eksisterende projekt sikres 770.000 børn et måltid mad i skolen, gennem WFP.

Kenyas regering erklærede det for en national katastrofe, da tørken for alvor ramte i januar 2009 efter den fejlslagne regntid, især i det sydøstlige og kystnære lavland og centrale højland.

De 3,5 millioner, som vil være omfattet af WFPs fødevarehjælp, bor alle på landet. Derudover har regeringen identificeret op mod 4 millioner personer i tæt slumbebyggelse som omfattet af fødevareusikkerhed og yderligere 1,9 millioner ramt af hiv/aids.

Prisen på majs er steget op mod 130 procent i store dele af landet siden sidste år. Inflation og høje priser på brændstof og landbrugsgødning har været andre årsager til lavt høstudbytte.

Regeringen udsender i samarbejde med NGOer og FN organisationer i denne uge en rapport, der konkluderer at majsudbyttet for 2008 og 2009 er 15 procent under gennemsnittet.

Den forøgede WFP indsats skal bistå mennesker med at genopbygge den basale forsørgelse af sig selv og deres familier og introducere bæredygtige metoder til forsikring og udvikling af samfund, også i det lange løb.

WFP opfordrer bønder til at dyrke mere tørkeresistente afgrøder som hirse og durra. Gennem projekter som ”mad for arbejde” og ”mad for uddannelse”, modtager lokalsamfundene WFP fødevarer i bytte for f.eks. opbygningen af vandingsanlæg og vandreservoirer, som kan beskytte mod de værste følgevirkninger af tørke fremover.

Den forøgede WFP indsats i Kenya er budgetteret til 474 mio. dollar fra april 2009 og frem til marts 2012. Spanien, Japan, Tyrkiet og Australien har allerede bidraget til det indledende budget på 244 millioner for indsatsen frem til februar 2010.

Yderligere oplysninger hos WFP Nordisk Kontor, Midtermolen 3, 2100 Kbn Ø, e-mail [email protected] og web: www.wfp.dk
Kontakt kontorets direktør, Erika Jørgensen, på e-mail [email protected]

World Food Programme har hovedkvarter i Rom

FNs Fødevareprogram, World Food Programme (WFP) er verdens største humanitære organisation og FNs fremmeste aktør for løsninger på sult. I 2009 er det WFPs målsætning at nå ud til 100 millioner i 77 lande med fødevarehjælp.