WFP har lanceret et internetbaseret computerspil, der skal brødføde verdens sultende. For hvert spørgsmål, der besvares korrekt på Freerice, sendes en portion ris afsted.
ROM – Freerice.com er verdens største online spil, som bekæmper sult.
Torsdag rundede siden én million spillere, der tilsammen er med til at brødføde verdens sultende gennem donationer af ris til FN’s Fødevareprogram (WFP).
Det skriver WFP i en pressemeddelelse torsdag.
Spillere af Freerice har allerede doneret næsten en milliard riskorn siden spillet blev lanceret i 2007, hvilket er nok til at mætte næsten fem millioner mennesker i en dag.
– Når en million mennesker alle gør hver deres lille del, bliver den kollektive effekt virkeligt imponerende, udtaler Nancy Roman, som er direktør for WFP’s afdeling for kommunikation, public policy og private partnerskaber.
– Ud over de store fordele for mennesker i nød er dette en vigtig milepæl for WFP i vores mission for at engagere millioner af mennesker online i kampen mod sult, siger hun.
Spillere af Freerice kan vælge mellem 45.000 spørgsmål indenfor en række emner, herunder ordforståelse, verdens flag og litteratur, såvel som seks forskellige sprog: engelsk, spansk, italiensk, fransk, kinesisk og koreansk.
Freerice er ikke et almindeligt spørgsmålsspil. For hvert korrekt svar samles 10 riskorn, som via WFP går direkte videre til mennesker, der sulter i verdens udviklingslande. Risen betales af sponsorerede bannere på sitet. Da en ud af syv mennesker i verden lider af kronisk sult, tæller hvert et riskorn.
– En af de mest spændende ting ved Freerice er dets globale appel, udtaler Roman, og tilføjer:
– Det samler spillere fra hele verden og fra alle samfundslag om den samme sag.
Millionen af registrerede Freerice-spillere kommer fra 179 lande og besvarer næsten 2.5 millioner spørgsmål hver dag. Spillerne kan teste deres viden som enkeltpersoner eller spille som medlem af en gruppe, hvor de kan udfordre hinanden gennem Freerice-konkurrencer. Alt imens millioner af riskorn doneres til verden sultne.
Freerice blev for nyligt kåret som en af de bedste velgørenhedssites i 2011 af Netted, som er en online publikation fra Webbys, der dækker alt det bedste på internettet.
Siden juni 2011 har risen, som er blevet samlet gennem Freerice, gået til at støtte WFP’s arbejde i Cambodja, hvor WFP køber ris lokalt til brug gennem sine skolemandsprogrammer. Ved at opfordre børnene til at gå i skole og hjælpe dem med at lære bedre, når de kommer dertil, er daglige skolemåltider en vigtig investering i den næste generation.
Se Freerice infografik her: http://www.wfp.org/stories/freerice-online-phenomenon
Se Freerice videoen her: http://www.youtube.com/user/TeamFreerice#p/c/4/j22rxwRE328