Verdensfødevareprogrammet (WFP) er igang med at distribuere mad til de overlevende fra katastrofen i det sydøstlige Asien, skriver WFP i en pressemeddelelse mandag.
I Sri Lanka var WFP til stede med fødevarehjælp 2 dage efter at flodbølgen ramte kyststrækningen. Til og med 2. januar har 210.000 mennesker i Sri Lanka modtaget fødevarehjælp. Det skønnes at de ca. 750.000, der har behov for akut bistand, fra den 6. januar vil modtage fødevarehjælp i Sri Lanka.
I Indonesien er de logistiske problemer enorme. WFP distribuerer fødevarehjælp til ofrene i Aceh provinsen. Et skib ankom med 12.000 tons ris 1. januar til Belawan og er ved at blive transporteret til Banda Aceh. Fødevarer er fløjet til provinsen, og det forventes at denne operation fra d. 3. januar vil blive udvidet med støtte fra australske fly.
På Maldiverne skønner WFP at 17.000 fordrevne har behov for fødevarehjælp de næste 6 måneder og yderligere 30-40.000 vil have behov for hjælp i en kortere periode. På Maldiverne kan transporten af fødevarerne foretages af lokale både.
I Thailand samarbejder WFP med den thailandske regering og Thailands Røde Kors, som har fyldt 11 lagre med mad i de værst ramte områder.
I Somalia har WFP sendt 277 ton mad til Haifun øerne og byerne langs kystlinien.
WFP skønner at i alt 1,8 mio. mennesker har behov for akut fødevarehjælp. De samlede udgifter vil løbe op i ca. 173 mio. US dollar.
Den danske regering har ud af de afsatte 300 millioner kroner bevilget 25 millioner til WFPs indsats.