WHO: Vi var for langsomme, da ebolaen brød ud i Vestafrika

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Laurits Holdt

30. januar 2015

Verdenssundhedsorganisationen WHO var for langsom til at reagere på udbruddet af ebola i Vestafrika. Sådan lød det fra organisationens leder Margaret Chan i en tale forleden.

Derfor vil organisationen nu sætte gang i reformer, der skal sætte den i stand til at reagere hurtigere og mere effektivt næste gang, der udbryder en epidemi, som ikke umiddelbart kan klares af de nationale myndigheder.

”Lad os gøre ebolakrisen fra 2014 til en mulighed for at opbygge et system, der skal beskytte den globale sundhed. Rige lande er nødt til at støtte mindre rige lande, så de kan få opbygget deres sundhedssystemer. Vi skal aldrig mere stå uforberedte når en sådan krise opstår,” sagde hun.

Under 100 nye tilfælde sidste uge

I den forløbne uge blev der nået en milepæl idet antallet af nye tilfælde for første gang siden sommeren 2014 er under 100 på en uge. Helt præcis blev der i ugen fra 19. til 25. januar registreret 99 nye tilfælde.

Fra de tre lande, der har haft langt de fleste sygdomstilfælde og dødsfald, Liberia, Sierra Leone og Guinea, rapporteres der om fald i antallet af nye tilfælde. I Liberia var der i den forløbne uge blot fem nye bekræftede tilfælde. I september var tallet oppe på 500 om ugen.

Indsatsen mod sygdommen er nu inde i en fase, hvor det handler om at få epidemien helt stoppet. Indtil nu har det mest handlet om at inddæmme og begrænse smitten, siger lederen af WHO’s ebolaindsats, David Nabarro, om på den Afrikanske Unions topmøde i Addis Ababa torsdag.

Det betyder dog ikke at situationen er under kontrol, advarede han.

Arbejdet med at få udbruddet helt afsluttet er en uhyre krævende opgave, for det er helt afgørende at alle smittede bliver fundet og at alle der har været i kontakt med dem bliver overvåget i 21 dage, hvilket er den tid det tager for ebolavirusset at bryde ud i sygdommen.

Værste udbrud nogensinde

Ifølge WHO er antallet af bekræftede ebolatilfælde nu oppe på 21.724 og 8.641 er døde af sygdommen. Langt de fleste tilfælde og dødsfald er sket i Liberia, Sierra Leone og Guinea.

Udbruddet er uden sammenligning det værste i de næsten 40 år videnskaben har kendt til sygdommen. Det var det første gang at sygommen brød ud i Vestafrika. Og det er også første gang, at sygdommen spredte sig med flyrejsende til andre lande.

Udbruddet har været koncentreret i Sierra Leone, Guinea og Liberia. Befolkningerne her er traditionelt meget mobile – også på tværs af de nationale grænser og det har gjort det nemmere for smitten at brede sig.

De tre lande havde i forvejen kun en eller to læger pr. 100.000 indbyggere og ebolaen slog mange af dem ihjel. Næsten 850 læger, sygeplejesker og andre sundhedsarbejdere er blevet smittet og omkring 500 er døde.

”Vi reagerede for langsomt”

Hele verden – herunder WHO – reagerede for langsomt. Og det, der begyndte som en sundhedskrise fik lov at udvikle sig til en humanitær og økonomisk krise, sagde Margaret Chan i talen.

Udbruddet afslørede en række utilstrækkeligheder i WHO’s administrative, ledelsesmæssige og tekniske infrastruktur, som hun udtrykte det. Og det vil få konsekvenser for organisationen, fortalte hun.

For eksempel er der brug for at udvikle en mere strømlinet ansættelsesprocedure, når der skal reageres på kriser. Som det er nu, går det for langsomt med at få hyret de relevante folk til opgaverne.

I det hele taget skal organisationen strømlines, så den kommer til at arbejde som én samlet organisation, der følger de samme retningslinjer og værktøjer hele vejen igennem.

Af andre initiativer nævnte hun:

  • Der skal opbygges mere ekspertise i kriseledelse på WHO’s landekontorer.
  • WHO skal ansætte flere epidimologer.
  • WHO har brug for større kapacitet til at at rykke massivt ud i krisetilfælde.
  • WHO og Verdensfødevareprogrammet WFP vil arbejde tættere sammen om for eksempel logistik.