I anledning af at verden i dag onsdag den 19. august 2009 for første gang markerer “World Humanitarian Day”, har vi modtaget dette fra FNs Verdensfødevareprogram (WFPs) nordiske kontor i København:
Forfatteren er ansat af WFP i Kabul i Afghanistan. Hans navn er her tilbageholdt for at beskytte hans identitet.
Forleden, mens jeg var på besøg hos min familie i det sydøstlige Afghanistan, ringede min mobil. Jeg turde ikke tage den.
Jeg genkendte nummeret. Det var en af mine nære kollegaer fra FNs Fødevareprogram i Kabul, men jeg turde ikke tage chancen for at blive aflyttet, mens jeg talte med hende på engelsk.
Det meste af min familie ved ikke, at jeg arbejder for FN. Jeg har fortalt dem, at jeg har en forretning. Den samme historie har jeg fortalt mine naboer i Kabul. Hvis folk kendte sandheden, ville vi alle være udsat for fare.
Af samme årsag gemmer jeg aldrig telefonnumre på mine internationale kollegaer i min mobiltelefon. Hvis jeg bliver kropsvisiteret ved vejspærringerne, bliver de bare opdaget. Så jeg efterlader for det meste min mobil på kontoret, når jeg rejser sydpå for at besøge familie og venner.
Det her er desværre dagligdag. Mange af mine afghanske kollegaer gør ligesom jeg og nogle af os tager endnu flere forholdsregler for ikke at udsætte os selv for risici blot ved at gå på arbejde hver dag.
Der findes personer her i landet, som mener, at blot det at arbejde for ikke-muslimer burde være forbudt. For nogen er det en overbevisning, der er stærk nok til at berettige vold. De skelner ikke mellem om, vi arbejder for en fremmed militær styrke eller for en humanitær organisation.
Forskellen mellem rig og fattig betyder meget her. Afghanistan er et af verdens fattigste lande og der er en udbredt forestilling om at vi, der arbejder for internationale organisationer, er rige. Dermed kan vi eller vore nærmeste nemt bliver mål for kidnapning.
Det er ikke længe siden, at man var stolt af at arbejde for FN. Noget man gerne ville fortælle om. Min position i FN ville give mig prestige og anseelse.
Men for mig og mange af mine kollegaer stikker motivationen langt dybere og det er værd at tage den risiko, som nu følger med vores daglige arbejde.
Når jeg ser mig omkring, ser jeg et land med desperat brug for udvikling, stabilitet og vækst. De sidste 30 år med krig og ufred har adskilt os fra resten af verden.
Afghanistan har brug for det internationale samfunds direkte engagement for at udbedre skaderne efter de seneste årtiers konflikt. Vi har også brug for dygtige og uddannede folk, der kan hjælpe os med at genopbygge vort land.
Personligt føler jeg en dyb forpligtelse til at hjælpe til med at genopbygge mit land. Mit arbejde for FNs Fødevareprogram giver mig den mulighed.
Vi arbejder ikke kun med at assistere de 8 millioner mennesker, der er direkte afhængige af fødevarehjælp, men søger også for at fødevarehjælp og udvikling går hånd i hånd.
Vi bygger veje og vandingsanlæg, baseret på lokal arbejdskraft og betalt med fødevarer til familien og regelmæssige måltider til skolebørn.
Den 19. august markerer vi for første gang den såkaldte World Humanitarian Day. Formålet er at ære de mange tusind mennesker, der yder en humanitær indsats rundt omkring i verdens brændpunkter.
Ikke mindst alle de kollegaer, som har mistet livet under arbejdet med at hjælpe andre.
Her i Afghanistan bliver jeg hver eneste dag mindet om at de steder, som har mest behov for humanitær hjælp, ofte er de farligste steder at arbejde og opholde sig.
Ikke desto mindre tror jeg på, at det nytter at fortsætte arbejdet med at bekæmpe sult og fattigdom i Afghanistan.
Yderligere oplysninger hos Jakob Bak Pedersen, Administrative Associate, World Food Programme, Nordic Office, Midtermolen 3, 2100 Kbn Ø, tlf. 35 46 71 34, mobil 40 21 83 36, web www.wfp.org
