10 afrikanske regeringer aftalt at arbejde sammen for at beskytte de resterende truede gorillaer på deres kontinent.
Regeringerne i bl.a. Uganda, Rwanda og DR Congo (tidl. Zaire) har i aftalen forpligtet sig til i fællesskab at bekæmpe de trusler, som aberne møder i det fri, skriver WWF Verdensnaturfonden i en pressemelding fredag.
Forringede levesteder pga. fældning af træer til brænde, jord, der inddrages til landbrug, krybskytteri, sygdom og borgerkrig udgør i dag de største farer for Afrikas gorillaer, der alle er på IUCNs røde liste over truede dyrearter.
Den første store udfordring, som landende netop har mødtes om, er de voldsomme og tiltagende konflikter i DR Congo. Det krigshærgede land er med nationalparken Virunga hjem for over en tredjedel af verdens resterende bjerggorillaer.
– Det er et stort fremskridt, at de afrikanske regeringer nu er gået sammen om at løse de problemer, der udgør de største trusler for gorillaerne i en tid, der ellers er præget af konflikter, siger Maj Manczak, som arbejder med skovprojekter i Afrika for WWF Verdensnaturfonden.
– Samtidig er det en beslutning, som også kommer til at få positiv indflydelse på de lokale samfund, der grænser op til gorillaernes levesteder. Gorillaturisme har hidtil været en vigtigt indtægtskilde for lokalbefolkningen og parkmyndighederne i Virunga-området og for den nationale turismeindustri i DR Congo, anfører hun.
Bjerggorillaernes situation er et godt eksempel på, hvorfor aftalen er så afgørende.
Især de bjerggorillaer, der lever i skovområdet omkring Virunga-vulkanerne, som breder sig ind i både Uganda, Rwanda og DR Congo, er negativt påvirket af uroen fra borgerkrigen.
Bjerggorillaernes mulighed for at finde føde og forplante sig forringes i takt med, at antallet af fordrevne flygtninge, der slår sig ned i nærheden af skoven, stiger.
Alligevel viser undersøgelser nu, at bestanden vokser takket være en intensiv indsats for at bevare de store aber bl.a. gennem det internationale Gorilla Conservation Programme (IGCP) og en løbende opbakning fra de lokale befolkningsgrupper.
Maj Manczak:
– WWF arbejder med andre organisationer i området for, at der fortsat bliver sat handling bag beslutningerne om at beskytte menneskeaberne. På grund af deres udsatte situation vil tilbagevendende konflikter nemlig stadig have katastrofale følger for gorillaernes muligheder for at overleve.
– Det vil samtidig få negativ indvirkning på de mange indtægter landet og lokalbefolkningen direkte og indirekte får fra turisme, konkluderer hun.
Yderligere oplysninger hos kommunikationsmedarbejder Karoline Rahbek på telefon 35 24 78 51