Nogle lande har det hele. Mineraler, olie, vand, tømmer – alle de naturressourcer, som burde være et sikkert grundlag for indbyggernes velstand. Den Demokratiske Republik Congo er sådan et land, hvor naturen nemt kunne brødføde befolkningen og langt mere til.
Men desværre har udviklingen i det afrikanske land været katastrofal igennem mange år, og naturen er endt som gidsel i oprøreres og militsers magtkampe, skriver generalsekretær for WWF Verdensnaturfondens danske afdeling, Kim Carstensen, på lederplads i marts-udgaven af organisationens blad “Levende Natur”.
Han fortsætter:
Det oplevede en af vore medarbejdere for nylig under et besøg hos WWF i DR Congo. I et land, hvor borgerkrig og oprør er hverdagskost, kan det være en blodig affære at beskytte naturen.
Vore (WWF) kolleger kæmper med imponerende ihærdighed og mod for at sikre den natur, der er tilbage – og gennem WWFs indsats sker der heldigvis små fremskridt. Uden den havde der ikke været meget tilbage at kæmpe for.
Fred er helt afgørende for håbet om at bevare Afrikas rige natur. Men fred er ikke nok. Afrika skal også rustes til at modstå en helt ny udfordring: Kina, der kommer med syvmileskridt og støvsuger Afrika for råvarer som olie, guld, kobber og træ.
I løbet af de sidste 5 år er eksporten fra Afrika til Asien tredoblet. Det fattige kontinent har akut behov for penge, så det er ikke mærkeligt, at man gerne vil sælge ud af naturressourcerne til Kina. Men kan Afrikas natur holde til det? Næppe, når råvarerne fosser ud af kontinentet i stadig stigende fart.
Kina er parat til at skyde mange penge i Afrika til gengæld for at få naturressourcer til sin massive produktion. På overfladen er rollerne i spillet helt klare: Kina er skurken, der bliver rigere og rigere på at udsuge Afrika for råstoffer, og det hele handler om at dække Kinas umættelige behov.
Hvis man ser nærmere efter, er rollerne dog langt mere komplekse. For hvem er det, der aftager kinesernes produkter?
For en stor dels vedkommende er kunderne os danskere og folk i andre lande i Vesten, og dermed er vores forbrug en afgørende brik i Kinas høje spil i Afrika. Vi er med til at holde hjulene i gang i Kina.
Vi har medansvar for rovdriften på naturen i Afrika og Kinas stigende forurening.
Det hjælper ikke, at Europa siger fy til kineserne og straffer det store land med handelsbarrierer. I stedet er der 3 oplagte ting, Danmark kan gøre.
1) Vi kan hjælpe Afrika til at stille krav om bæredygtig udnyttelse af naturen, sådan som det sker med FSC-certificering af store skovområder i DR Congo.
2) Vi kan lægge vores eget forbrug om, så vi efterspørger økologiske og miljømærkede produkter, også fra Kina.
3) Og vi kan offensivt støtte kinesiske myndigheder og virksomheder i at udvikle miljøteknologier og en ambitiøs energipolitik.
Der er mange i Kina, der gerne vil gøre en ekstra indsats for miljøet, og hvis Kina, med hjælp fra os i Europa, kan få miljøet i front, vil det i sidste ende hjælpe både Kina, Afrika – og verden, slutter Kim Carstensen, der også er næstformand for U-landsstyrelsen, sin lederkommentar.
Læs mere på www.wwf.dk
