WWF: EUs klimapakke lige akkurat i mål – men redder pakken klimaet?

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Trods intern splid og uenighed blev EU’s stats- og regeringsledere på ministerrådsmødet torsdag enige om, at klima- og energipakken som planlagt skal være færdig ved udgangen af i år.

Det er naturligvis positivt, at forhandlingerne altså ikke blev skudt definitivt i sænk. Men også nedslående, at dette overhovedet har været en mulighed, fremgår det af en presseudtalelse torsdag fra WWF Danmark – Verdensnaturfondens danske afdeling.

– Det er beskæmmende, at finanskrisen kan have indflydelse på den langt mere vidtrækkende udfordring, som den globale opvarmning er. At politikerne overhovedet kan overveje at nedjustere ambitionerne i forhold til EUs klimapakke, viser desværre, at der åbenbart er en del af Europas beslutningstagere, der stadig ikke har fattet sagens alvor, siger John Nordbo, der er leder af WWF Danmarks klimaprogram.

Udmeldingen fra topmødet er, at man på papiret vil holde fast i ambitionsniveauet. Det afgørende bliver nu, hvilket ambitionsniveau politikerne finder tilstrækkeligt.

John Nordbo:

– Det blev udlagt som en sejr, at forhandlingerne om klimapakken kan fortsætte. Men det er jo ingen kunst at blive enige om en eller anden pakke, udfordringen består i at nå frem til et indhold i klimapakken, der er så ambitiøs, at den rent faktisk løser klimaproblemet – og den udfordring har vores statsledere langt fra løst.

For at nå op på det påkrævede ambitionsniveau kræver det, at regeringslederne – og ikke mindst vores egen statsminister – optræder ansvarligt og træffer de nødvendige beslutninger.

John Nordbo:

– Der er brug for en kovending i forhold til den danske regerings indsats. Hidtil har Danmark været med til at trække tæppet væk under ambitiøse tiltag. Hvis Anders Fogh Rasmussen mener det alvorligt, skal han investere al sin politiske kapital i at få ambitionsniveauet op i de forhandlinger, der foregår lige nu. Klimaet har ikke brug for flere skåltaler, det har brug for reel politisk vilje og handling.

En ambitiøs klimapakke bør ifølge WWF Danmark bl.a. indeholde som fast mål:

– at EUs samlede reduktionsforpligtelser opjusteres fra 20 til 30 procent, når en efterfølger til Kyoto-protokollen er forhandlet på plads i København i 2009. – EU har selv fastlagt som mål, at de rige lande skal reducere med 30-45 pct., hvis temperaturstigningen skal holdes under 2 grader.

– at alle pengene fra kvotehandlen øremærkes til klimatiltag i EU og udviklingslandene. EU skal i de kommende år bruge mange penge på nye klimainvesteringer, hjemme så vel som ude. Pengene fra kvotehandlen er en ekstraindtægt, som ellers bare vil ryge ned i de enkelte landes statskasser.

– at alle nye kulkraftværker skal være underlagt en maksimumsgrænse for, hvor meget CO2, de må udlede pr. kilowat. Det vil effektivisere den europæiske energiforsyning og gøre det økonomisk fornuftigt at investere i vedvarende energi frem for nye kulkraftværker.

– at reduktionerne altovervejende skal ske i selve EU. Resten af verden har brug for eksempler på, at samfund kan omstille sig.

Yderligere oplysninger hos kommunikationsmedarbejder Nette Kirkegaard på mobil: 29 80 18 08

Se også www.wwf.dk