Regeringen har i dag fremlagt sit forslag til finanslov. En stor del af finansieringen af nye initiativer kommer fra nedskæringer på ulandsbistanden, der, hvis de gennemføres, vil blive de største nogensinde.
Det betyder, at ulandsbistanden kommer ned på et niveau, som vi procentuelt ikke har været på siden slutningen af 1970erne.
“Regeringens rundbarbering af ulandsbistanden er en historisk svinestreg. Ikke siden slutningen af 1970erne har rige Danmark givet mindre til verdens fattigste”, lyder det fra Gitte Seeberg, generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden.
“Når regeringen så samtidig vil lade verdens fattige betale for klimaindsatsen, så er den borgerlige anstændighed desværre beklageligt fraværende”, fortsætter hun.
Samtidig kritiserer hun det signal, regeringen med nedskæringerne sender til resten af verden:
“Blækket er næppe tørt på de 17 nye verdensmål, som FN og statsledere fra hele verden vedtog i sidste uge med Lars Løkke for bordenden. At Løkke som noget af det første derefter massakrerer den danske ulandsbistand, er et trist og fattigt signal”.
Endelig mener Gitte Seeberg, at regeringens nedskæringer også vil gå ud over de danske virksomheder, hvis løsninger bliver efterspurgt i udviklingsprojekterne.
“Regeringen overser fuldstændig, at det også er til fordel for danske virksomheder og Danmark som sådan at bidrage til at løfte verdens dårligst stillede ud af fattigdom”.