WWF fordømmer olieboring i UNESCO-park i DR Congo

Forfatter billede

Naturparken Virunga i DR Congo er på UNESCOs liste over verdensarv, men alligevel begynder et britisk olieselskab nu at udvinde olie i Afrikas ældste nationalpark, hvilket sætter enestående natur og tusindvis af menneskeliv på spil, lyder det anklagende fra WWF i en pressemeddelelse torsdag.

På trods af lokale protester og stærk international modstand går det engelske olieselskab Soco International PLC på lørdag i gang med den afgørende testfase for deres kontroversielle olieudvindingsprojekt i Afrikas ældste nationalpark, Virunga i DR Congo.

Ifølge beboere i området tæt på Virunga lukker store dele af Lake Edward-søen for fiskeri, mens Soco leder efter de underjordiske oliereserver. Hvis Soco finder depoter, vil de – ifølge WWF’s oplysninger – begynde at bore deciderede efterforskningsbrønde i søen.

– WWF fordømmer Soco’s forehavende i Virunga på det kraftigste. Det er dybt uansvarligt at se bort fra nationale og internationale lovgivninger, som beskytter dette UNESCO verdensarvområde. Soco sætter skruppelløst enestående natur og tusindvis af menneskers levegrundlag og liv på spil, udtaler Maj Manzcak, seniorrådgiver hos WWF Verdensnaturfonden.

Storbritannien, Belgien og Tyskland har offentligt gjort indsigelser mod Soco’s planer i Virunga, men oliefirmaet forsætter uanfægtet deres jagt på det sorte guld. UNESCO verdensarvskommiteen har ligeledes undsagt olieselskabets handlinger, og over 650.000 WWF-tilhængere har skrevet under på en underskriftsindsamling, der kræver, at Soco dropper sine planer om olieudvinding i nationalparken.

Lokale civilsamfundsorganisationer har netop udgivet et åbent brev, der udtrykker stor bekymring. Også EU-parlamentarikere har fordømt Soco’s aktiviteter i Parken.

WWF indgav for et halvt år siden en OECD-klage over de britiske oliebaroner.

Klagen påpeger, at selskabet har truet, intimideret og gennemført ulovlige tilbageholdelser af lokale aktivister – og at Soco ligeledes har tilbageholdt afgørende information om de miljømæssige og sociale risici, der er forbundet med selskabets aktiviteter i Afrikas ældste og mest artsrige nationalpark.

FN-organisationen UNESCO har dertil krævet en annullering af Soco’s tilladelse til at gennemføre olieefterforskning i Virunga, mens den franske oliegigant Total helt har droppet sine planer om olieudvinding i nationalparken – efter pres fra blandt andre WWF.

Virunga er – udover at være Afrikas ældste nationalpark – hjem for flere sjældne planter og dyr end noget andet beskyttet område på det afrikanske kontinent.

Det er den eneste nationalpark i verden som huser hele tre slags menneskeaber, hvoraf bjerggorillaen er en af dem.

– Som virksomhed på det offentlige børsmarked, har Soco et ansvar overfor dens aktionærer. Vi opfordrer derfor investorerne til at modsætte sig efterforskningen efter olie i Afrikas ældste og mest artsrige nationalpark.

På trods af at Soco’s egne miljøundersøgelser har vist, at olieboringer højst sandsynligt vil føre til luftforurening, lungesygdomme, vandforurening, invasive arter og tab af levesteder i det sårbare økosystem – blandt meget andet – vælger alligevel at gå videre i deres søgen efter olie.