Ureguleret handel presser nu den asiatiske æskeskildpadde så meget, at den helt er ved at forsvinde flere steder i Indonesien, hvor den før i tiden var et almindeligt syn.
Det viser en ny rapport fra WWF Verdensnaturfonden, skriver organisationens danske afdeling i en pressemelding torsdag.
Skildpaddernes kød bliver brugt i madlavning og som ingrediens i kinesisk medicin. Der er især stor efterspørgsel efter de skjoldklædte dyr i Hong Kong, Kina, Singapore og Malaysia.
Æskeskildpadden, der er en 20-30 cm lang sumpskildpadde, bliver også solgt som kæledyr i USA, Europa og Japan. Dyrene handles især fra Indonesien.
En undersøgelse af den omfattende handel fandt mindst 18 forhandlere i Java, Sulavesi og Sumatra. Hver forhandler kan let afsætte 2.230 skildpadder om ugen.
På et år bliver det i alt til en handel på 2,1 millioner dyr. Størstedelen går til eksport, og det på trods af at Indonesiens officielle eksporttal for arten kun er sat til 18.000 skildpadder.
Den uregulerede handel sætter sine tydelige spor i bestandene. Der rapporteres om omfattende fald i antallet af æskeskildpadder, og registrerede dyrehandlere fortæller, de har sværere og sværere ved at skaffe de eftertragtede dyr.
– Fortsætter den illegale handel, vil arten systematisk blive udryddet i Indonesien. Myndighederne bør derfor sætte ind for at stoppe handelen og sætte realistiske tal på, hvor meget bestanden kan tåle at blive handlet med, siger biolog Tommy Dybbro fra WWF Verdensnaturfonden i Danmark.
Yderligere oplysninger hos kommunikationsmedarbejder Karoline Rahbek på tlf.: 35 24 78 51 og e-mail [email protected]