Den danske afdeling af Verdensnaturfonden, WWF, giver ikke meget for præsident George W. Bushs seneste klimaudspil, som han offentliggjorde torsdag.
“Udspillet er varm luft. Bush-regeringen har de seneste måneder saboteret de tyske forsøg på at bruge G8-mødet i næste uge til at få gang i et meningsfyldt samarbejde om klima og energi. Der er intet, som tyder på, at han har ændret kurs, heller ikke med sit seneste udspil”, hedder det i en pressemeddelelse fra WWF i Danmark.
Verdensnaturfonden peger på, at Bush ikke siger noget om rapporter fra FNs klimapanel, og at han ikke erkender, at der er behov for at handle hurtigt. “Han siger blot, at teknologien giver nye mulighederne for at sætte ind over for klimaændringer”, hedder det fra Verdensnaturfonden.
WWF i Danmark mener, at Bush blot er ude på at få det til at se ud, som om han gør noget samtidig med, at han er ude på at sabotere det arbejde, der sker i FN-regi.