Modtager af Nobels fredspris i 2006, “Mikrokreditternes fader”, Muhammad Yunus, er med på video fra Bangladesh, når en stribe internationale fakkelbærere fredag vil gøre noget ekstra for at fremme kvinders økonomiske ligestilling.
Det sker på dansk initiativ, hedder det i en pressemeddelelse fra udenrigsministeriet onsdag.
Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) lancerer den 7. marts en global kampagne, der skal fremme kvinders muligheder for at bidrage til bæredygtig udvikling.
I 2000 vedtog verdens lande 8 mål for bæredygtig udvikling, som skal være nået inden 2015, de såkaldte 2015 Mål. Halvvejs er verden stadig langt fra at indfri målene; også når det gælder mål nr. 3: Fremme af ligestilling og styrke kvinders rettigheder.
Faklerne gives til personer, organisationer, virksomheder eller regeringer, som vil afgive et løfte om at gøre noget ekstra for at fremme kvinders økonomiske ligestilling. Muhammad Yunus er den første fakkelmodtager.
Faklerne uddeles af et nyetableret internationalt netværk, som vil fremme opfyldelsen af målet. Med i netværket sidder bl.a. Bolette Christensen, vicedirektør for Dansk Industri (DI), som deltager i præsentationen af kampagnen.
Yderligere oplysninger hos udviklingsministerens (personlige) pressechef, Dorthe Lysdal, tlf.: 33 92 00 74. Mobil: 25 38 12 31
Om kampagnen: Kontorchef Susanne Rumohr Hækkerup, tlf.: 33 92 09 01
Se også kampagnens hjemmeside: www.mdg3action.um.dk (ikke tilgængelig uden særlig login)
Oplysninger om Danmarks arbejde med 2015 Målene: www.2015.dk.