Zimbabwe: Advokater får adgang til tævet oppositionsleder – Mugabe siger samtidig han vil sidde for evigt

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Advokater skal have adgang til Zimbabwes oppositionsleder Morgan Tsvangirai, der er blevet tævet i politiets varetægt. Det besluttede Zimbabwes højesteret mandag ifølge flere nyhedskilder.

Domstolen afsagde sin kendelse, efter at advokater sagde, at de blev afvist af politiet, da de bad om lov til at se Tsvangirai og snesevis af andre medlemmer af oppositionen, der blev anholdt søndag.

Oppositionen i Zimbabwe siger, at politiet har banket Tsvangirai så eftertrykkeligt, at han svæver mellem bevidsthed og koma. Tsvangirai, der er Mugabes værste konkurrent, blev sammen med flere andre politiske ledere anholdt søndag, da de forsøgte at holde et bønnemøde i Harare-forstaden Highfield.

Morgan Tsvangirai blev ifølge en partisekretær indlagt på hospitalet mandag morgen med svære skader i hovedet. Også andre politikere fra det førende oppositionsparti er angiveligt udsat for tortur, mens de var i politiets varetægt.

Robert Mugabe sagde samtidig mandag, at han planlægger at stille op til endnu en periode som præsident, når hans nuværende 6 år udløber i 2008. Den 83-årige diktator har siddet på magten siden 1980, hvor Zimbabwe blev selvstændigt.

Zimbabwe, der engang var et af Afrikas rigeste lande, slås med en inflation på over 1.700 procent – verdens højeste, stor arbejdsløshed og kronisk mangel på mad, benzin og udenlandsk valuta.