Kommentar /analyse af Birthe Refslund, seminarielektor
Zimbabwe befinder sig i en alvorlig økonomisk krise. Det vigtigste for Robert Mugabes regering er at bevare magten, privilegierne og adgang til økonomisk vinding. Fremtiden ser desværre ikke lys ud for det sydafrikanske land.
I denne tid er der fokus på situationen i Zimbabwe, både fordi CPH:DOX viser filmen ”Democrats” om den nye forfatning, og fordi handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S) har været på besøg i Zimbabwe.
Derfor vil det være relevant at belyse situationen i Zimbabwe, sådan som jeg oplevede den efter et ophold i landet i sommer.
Formålet med opholdet var at undersøge de politiske konflikter i regeringspartiet ZANU PF og i oppositionspartiet MDC-T i året efter regeringspartiets valgsejr i 2013 og den efterfølgende katastrofale udvikling.
Der skete en vis forbedring af økonomiske og politiske situation efter valget i 2008, hvor præsident Mugabe måtte acceptere at indgå i en samlingsregering med oppositionspartiet MDC-T.
Men han benyttede perioden til at genopbygge sin og partiets magtstilling og svindlede sig til valgsejren i 2013 med store løfter om forbedring af de fattige zimbabweaneres levevilkår på landet, det såkaldte Zim Asset på 27 milliarder dollars.
Finansieringen af dette projekt fejlede totalt.
Zimbabwes mange problemer
Mugabe har mistet sin brede legitimitet, fordi han ikke har fundet midlerne til at finansiere valgløfterne og undladt at forbedre relationerne til Vesten, hvorfra midlerne skulle komme, til trods for normalisering af forholdet til EU.
Det ser således ud til, at Zimbabwe er en fejlslagen stat af følgende grunde.
Regeringsførelsen er uduelig. Der er mangel på en sammenhængende politik, og regeringen skæmmes af korruption og nepotisme.
Desuden finder der en ødelæggende magtkamp sted mellem fraktioner i regeringspartiet om den 90-årige Mugabes efterfølger.
Partiet er lammet, fordi Mugabe ikke ønsker at afgive magten, som han så kløgtigt har bevaret siden 1980.
De offentlige institutioner fungerer så at sige ikke, fordi så få midler er afsat på statens budget til aflønning af alle statens ansatte.
Alle indtægter går i regeringspartiets og dets medløberes lommer.
Der er her tale om et patron-klient system, et gensidigt afhængighedsforhold mellem præsidenten og hans tilhængere.
Retsvæsenet og menneskerettighederne er under konstant pres af regeringen til trods for en flot ny forfatning, der blev vedtaget sidste år ved en folkeafstemning.
Og økonomien er i dyb krise, fordi Mugabe og ledende ministre i ZANU PF nægter at acceptere Verdensbankens og IMF’s krav om god regeringsførelse og ikke vil modificere afrikaniseringspolitikken inden for landbrug og industri.
Desuden er Kina ikke særlig interesseret i at investere i ZIM ASSET. Zimbabwes førhen så blomstrende økonomi er kørt helt i bund.
Hvordan ser fremtiden ud i Zimbabwe?
Under mit ophold talte jeg især med personer, som ikke tilhører den rabiate gruppe i ZANU PF.
De var meget forsigtige i deres forhåbninger om fremtiden, men henviste i stedet for til bl.a. økonomiminister Chinamasas udtalelser om åbenhed over for Verdensbanken og IMF og landets parathed til at blive integreret i den globale økonomi.
De forhandlingsvenlige grupper i partiet står dog svagt, fordi partiet i medierne er kritiseret for korruption og nepotisme.
Disse udsagn står i kontrast til Mugabes politik vedr. Black Empowerment og Indigeniseringspolitikken (afrikaniseringspolitik).
Regeringen har tidligere vedtaget, at sorte zimbabweanere skal have 51 % af aktiemajoriteten i virksomheder af en vis størrelse.
Denne politik er i overensstemmelse med de drastiske og brutale jordreformer efter år 2000, hvor krigsveteraner jog de hvide farmere bort fra deres ejendom uden kompensation og overlod jorden til sorte bønder.
Magtkamp i ZANU PF
Verdensbanken og IMF og også EU er villige til at støtte den zimbabweanske regering med mange midler, men nægter at investere i landbrug og industri uden sikkerhed, hvilket i realiteten kræver indførelse af den private ejendomsret.
Den snu Mugabe forsøger at mildne donorerne med et så tvetydigt ordvalg, og skifter holdning så ofte, at han er svær at forholde sig til.
Det er derfor vanskeligt at vide, hvor alvorligt man skal tage økonomiministerens og regeringspolitikeres opråb til de vestlige donorer, fordi de også skal ses i sammenhæng med de voldsomme magtkampe mellem to fraktioner om, hvem der skal efterfølge Mugabe, og hvorledes de skal positionere sig.
I december skal der være valg til ZANU PFs partikongres. Her kæmper partiets medlemmer om at stille op til politbureauet.
Striden står mellem den mere moderate vicepræsident Mujuru, som ønsker en mere åben tilgang til Vesten. Og på den anden side hardlineren justitsminister Mnangagwe, hvis tilhængere findes i hæren, politiet og efterretningsvæsenet.
Mugabe skælder ud på begge fraktioner, og hans kone Grace, som pludselig blev formand for partiets kvindeorganisation, er nu blevet opfordret til at stille op som vicepræsident i stedet for Majuru.
Katastrofal økonomi
Økonomen John Robertson mener, at tiden er ved at løbe ud for Mugabes administration, fordi den er kaotisk og ikke magter at sætte gang i produktionen.
F.eks. har den nye bestyrelsesformand for energistyrelsen udnævnt sine egne politiske tilhængere til medlemmer uden hensyntagen til deres kvalifikationer.
Hovedstaden Harare er plaget af daglige strømsvigt på grund af manglende vedligeholdelse til skade for industriproduktionen.
Det er alvorligt, fordi Zimbabwes gæld er enorm. BNP er faldet fra 10.5 procent i 2012 til blot 3 procent i 2013.
Virksomheder lukker, ti om måneden, og købekraften er alvorlig svækket.
Desuden er landbrugsproduktionen efter hans mening faldet så drastisk siden jordbesættelserne i 2000, at eksportindtægterne ikke kunne dække gælden.
Derfor burde loven om afrikanisering fjernes, og privat ejendomsret indføres. Jorden er i dag statsejet.
Truet på livet
Oppositionspartiet MDC er også plaget af fraktionskampe.
I 2005 skete den første splittelse. Ifølge en iagttager, som selv brød ud på det tidspunkt, skyldtes det lederen Tvangirai, som optrådte meget diktatorisk og ikke lyttede til andre.
Denne gruppe kaldte sig MDC, og følgelig måtte Tvangirais parti kalde sig MDC-T.
I øvrigt fortalte dette medlem, at da han opstillede for MDC ved valget i 2008, at han var blevet advaret om trusler på livet af Mugabes tilhængere, det berygtede CIO.
Han måtte i en fart bringe sine mest værdifulde ting i sikkerhed hos venner og drive sit kvæg, en vigtig indtægtskilde og tegn på status, over til sin far.
Dernæst lod han alle døre stå åbne, så man kunne se, at der ikke var nogen indenfor. Så flygtede han med sine to koner og børn til Harare, hvor han gemte sig i flere måneder.
Da jeg spurgte ham, om han ikke følte sig truet under valget i 2013, svarede han, at hans parti ikke mere havde nogen betydning, fordi Mugabe stod til at vinde i hans region.
Folk var meget bange for den terror, ZANU PF udøvede under de tidligere valg, hvor mange var blevet dræbt.
Dystre fremtidsudsigter
I år skilte endnu en gruppe under ledelse af den kendte politiker Tendai Biti sig ud, fordi Tvangirai var løbet tør for politiske ideer og ikke kunne hamle op med den snu Mugabe. Derfor tabte han valget i 2013.
Dette er billedet af et land, som befinder sig i en alvorlig økonomisk krise, og en regering for hvem det vigtigste er at bevare magten, privilegierne og adgang til økonomisk vinding.
Den er hærget af fraktionskampe, fordi den snu Mugabe ikke tåler en diskussion om sin efterfølger og derfor fører en del-og-hersk politik.
Derfor giver Danmark fortsat sin bistand til civilsamfundsorganisationer.
Men uanset hvilken fraktion der vinder, vil ZANU PF kæmpe for at bevare magten. Det er det politiske system, Vesten bør forholde sig til. Da også MDC-T er splittet, ser fremtiden ikke særlig lys ud for Zimbabwe.
Birthe Refslund er tidl. sem. lektor i historie og samfundsfag, har arbejdet syv år i Afrika, er Master i Afrika Studier. Rejsen til Zimbabwe var støttet af Danida.
