Mobiltelefonerne bimlede lystigt i Harare tirsdag 23. december. Rygterne ville vide, at den kidnappede menneskerettighedsaktivist Jestina Mukoko var i live. Og at hun var i politiets varetægt et sted i hovedstaden Harare, oplyser Mellemfolkeligt Samvirke tirsdag.
I løbet af 24. december blev rygterne mere vedholdende, og da medierne fulgte trop og meddelte, at ikke alene Jestina, men også de andre bortførte fra de seneste to måneder var dukket op, turde folk tro på rygterne. Det næste spørgsmål, der meldte sig, var så, hvad der nu skulle ske.
Et kort øjeblik så det ud til, at der stadig var nogen retfærdighed til i Zimbabwe. Da politiet havde indrømmet, at det havde tilbageholdt Jestina Mukoko og de andre anklagede, sagde deres forsvarsadvokater, at de tilbageholdte skulle løslades, da de ikke havde været stillet for en dommer tidligere.
Ved det første retsmøde den 24. december gav dommeren forsvarsadvokaterne medhold og beordrede, at ni af de anklagede – inklusive Jestina Mukoko – skulle løslades og sendes på hospitalet til behandling. Men glæden over denne melding var kort, for politiet nægtede at løslade dem. På et retsmøde 29. december afviste en ny dommer oven i købet, at de anklagede kunne løslades mod kaution.
Jestina Mukoko og en række andre medlemmer af civilsamfundet såvel som den politiske opposition anklages for forsøg på at rekruttere zimbabwere til militær træning i Botswana med det formål at styrte Robert Mugabe. Det er en alvorlig anklage, der kan give dødsstraf.
Det er stadig småt med detaljer om, hvad staten bygger sine anklager på, og indtil videre er alle de anklagede under lås og slå i Harare. I følge en anonym menneskerettighedsadvokat i Zimbabwe er der generel overraskelse over, at Jestina Mukoko er dukket op i live. Vedkommende mener, at det massive internationale pres er den primære grund til. Styret ikke har turdet lade Jestina Mukoko forsvinde.
Læs hele artiklen: www.ms.dk