Zimbabwe: Nej til at genåbne oppositionsavis

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Zimbabwes statslige mediekommision, MIC, har blokeret et forsøg fra landets eneste uafhængige privat-ejede avis, Daily News, på at få genoptaget sin udgivelse.

Avisen, som blev lukket af myndighederne for en uge siden, havde ansøgt om licens hos mediekommissionen under de nye strenge presselove. Daily News har ellers nægtet at lade sig registrere hos kommissionen, som den mener er nedsat for at tryne pressen, rapporterer BBC Online.

Men kommisionen afgjorde, at avisens udgivere – Associated Newspapers of Zimbabwe, ANZ – ikke “har kunnet opfylde lovens bestemmelser”. Det skete med henvisning til, at avisen først søgte om registrering otteenhalv måned efter, at regeringens deadline var udløbet. Og så havde Daily News tilmed ikke indsendt gratis kopier af bladet til kommissionen, som loven foreskrev, hed det.

Staben på Daily News havde håbet atter at udkomme efter, at en højesteretsdommer torsdag gav bladet medhold i, at det udmærket kunne udgives, indtil mediekommissionen havde behandlet registreringsansøgningen.

Dommeren erklærede, at politiet “ikke har ret til at forhindre ansøgeren og dennes ansatte i at få adgang til ansøgerens ejendom og udføre sine daglige forretninger”. Beslaglagt udstyr skal også leveres tilbage, hed det.

Det henter baggrund i, at politistyrker lukkede adgangen til bladhuset, smed de ansatte ud og kørte avisens computere væk. Det sidste har betydet, at Daily News heller ikke udkommer online.

Direktøren for ANZ-gruppen, Sam Sipepa Nkomo, sagde i en kommentar, at “med et pennestrøg har kommissionen frataget Zimbabwes indbyggere deres fundamentale ret til at ytre sig frit. ANZ vil fortsætte kampen for at få Daily News på gaden igen.”

Den zimbabweanske stat og dermed præsident Robert Mugabes regering kontrollerer landets 2 andre nationale aviser, samt TV og radio. Daily News har hele tiden ment, at de nye presselove, som blev vedtaget efter Mugabes omstridte genvalg sidste år, blev indført for at lukke munden på pressen og kritiske journalister.

Højesteret har flere gange afsagt kendelser, som er gået Mugabes styre imod. Både kritikere og støtter af regeringen er enige om, at domstolene er blevet en af de stærkeste kontrolmekanismer med styrets magtudøvelse. Sidste år blev en kabinetsminister således idømt 3 måneders fængsel for foragt for retten.

Læs også “Mugabe slår til igen”, 18.09.03, under rubrikken Nyt fra 3V i menuen ude til venstre.