Kirkerne og lokale organisationer er godt i gang med at informere befolkningen om det kommende valg i Zimbabwe
Kommentar af Uffe Gjerding,
Folkekirkens Nødhjælps landekoordinator i Zambia
“Gør din kristne pligt – stem den 29. marts”. Sådan vil der stå på annoncer og plakater, som organisationen Christian Alliance laver op til de forestående valg i Zimbabwe.
Landet er økonomisk i knæ med over 80 procent arbejdsløshed og en årlig inflation på mindst 60.000 procent. Hylderne i butikkerne er stort set tomme, fordi producenterne ikke kan levere varerne til de kunstigt lave priser, som regeringen forlanger.
Et tidligere velfungerende samfund er i hastig opløsning. Et venligt folk sunket hen i apati.
Op mod 30 procent af en befolkning på 13 millioner har forladt landet – fortrinsvis til Sydafrika, som har en lang tradition for at tage mod migrantarbejdere fra hele regionen. Men presset er for stort, og sydafrikanerne søger med alle midler at kæmpe mod flodbølgen af fattigdomsflygtninge fra Zimbabwe.
Forudsigeligt valg
Ingen af de synlige opfordringer til at stemme er opstillet af regeringens valgkommission, der har ansvaret for vælgeroplysning og et ordentligt gennemført valg.
Der er intet i gadebilledet, der tyder på, at der om 5 uger skal være 4–dobbelt valg i Zimbabwe: lokale råd, parlamentet, senatet og præsidentembedet.
Mange mener, at valgets udfald er givet på forhånd. Den 84-årige Robert Mugabe, der har regeret landet i 27 år, genopstiller som ZANU-PFs eneste præsidentkandidat.
Oppositionen, Movement for Democratic Change, MDC, står splittet som aldrig før. Deres kandidat, Morgan Tsvangirai, spås ingen chancer ved valgene.
Det eneste spændingsmoment er tidligere finansminister Simba Makoni, som fornylig lod sig opstille som præsidentkandidat og i den forbindelse måtte forlade partiet ZANU-PF.
Ingen tro på demokrati
Undersøgelser blandt landets 70 procent kristne befolkning i 3 provinser har vist, at kun 18 procent af mændene og 37 procent af kvinderne forventes at stemme den 29. marts.
De fleste har mistet tiltroen til demokratiet – mest fordi de ikke mener, at valgene vil blive holdt på en fri og fair måde.
Mange af de adspurgte vidste ikke engang, hvornår valgene skulle finde sted.
Kirker informerer
Det er på denne baggrund, at kirkerne og grupper i civilsamfundet, som Folkekirkens Nødhjælp støtter, driver vælgeroplysning og forbereder hundredvis af frivillige på at være valgobservatører.
Kirkerne og civilsamfundet ser nemlig valgene som en anledning til at holde fast i grundlæggende demokratiske værdier og processer. Også selv om valgene ikke bliver fri og fair.
Men uanset udfaldet holder kirkelige grupper som Christian Alliance fast i den lange ende. Centralt står kampen om at få en indført en ny forfatning baseret på bred folkelig deltagelse, samt kampen mod magtmisbrug og korruption baseret på nye værdier i det politiske arbejde.
Bag det umiddelbare mål om at få folk til valgurnerne ligger således et ønske om at indføre grundlæggende forandringer i det zimbabweanske samfund, der kan forbedre dagligdagen for en lidende befolkning.
Artiklen står på websitet www.noedhjaelp.dk