Zimbabwes højesteret underkender anklager mod dansk-støttet menneskeretsaktivist

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

”Jeg er så glad for igen at være et frit menneske i Zimbabwe,” siger Jestina Mukoko fra Zimbabwe Peace Project efter at være frikendt for tiltale om at udføre terrorvirksomhed.

Måneders nervepirrende uvished er slut for Jestina Mukoko – menneskeretsaktivist og ikon for den civile modstand mod det undertrykkende styre i Zimbabwe, skriver Mellemfolkeligt Samvirke i sit seneste elektroniske nyhedsbrev fredag.

Zimbabwes højesteret har netop frifundet Mukoko for tiltalen om, at hun udførte terrorvirksomhed – og dermed risikerer hun heller ikke længere dødsstraf.

Da hun hørte dommen, omfavnede hun grædende sine venner og fortalte til journalister uden for retsbygningen: ”Retfærdigheden har sejret. Jeg er så glad for igen at være et frit menneske i Zimbabwe”.

Jestina Mukoko er leder af Zimbabwe Peace Project, som bl.a. har dokumenteret den politiske vold i det sydarikanske land. Hun blev bortført fra sit hjem i december sidste år af regeringens sikkerhedsfolk. Styret i Harare nægtede imidlertid, at de havde tilbageholdt hende, og efter tre uger uden livstegn fra Jestina Mukoko frygtede alle, at hun var dræbt.

Men juleaften dukkede hun op i retten. Med anklager om “terrorismevirksomhed” stod Jestina Mukoko pludselig overfor en potentiel dødsdom. De efterfølgende måneder var hun indsat i et stærkt bevogtet og berygtet fængsel i hovedstaden Harare – uden behørig adgang til lægehjælp, medicin og basale rettigheder.

Mandag den 28. september afviste højesteretsdommer Godfrey Chidyausiku i Zimbabwe så sagen imod Jestina Mukoko og 9 andre anklagede. Hendes advokater havde gjort det klart for retten, at hun var blevet udsat for tortur, og at anklagerne imod hende var fabrikerede i et forsøg på at give hende mundkurv på.

”Jeg fortsætter”

Det var en bevæget Jestina Mukoko, der efter sin frikendelse bekendtgjorde, at hun fortsætter. Hendes sag er blevet fulgt af menneskeretsforkæmpere i hele verden – og for mange er hun blevet et symbol på kampen for frihed i Zimbabwe.

– Jeg vil takke mine venner i civilsamfundet for at tro på mig. Jeg har en stærk tro på menneskerettighedsaktivisme, og jeg vil fortsætte med at være aktiv på dette område, sagde hun.

Som direktør for menneskeretsorganisationen Zimbabwe Peace Project er Jestina Mukoko en markant borgerretsskikkelse. Organisationens arbejde for at overvåge og systematisk indberette politisk motiveret vold har gjort hende til en ubehagelig modspiller for Mugabes styre i landet, hvor regeringskritik som oftest bekæmpes voldeligt.

Mukoko har tidligere siddet i bestyrelsen for Mellemfolkeligt Samvirke i Zimbabwe, og MS støtter fortsat både hende og Zimbabwe Peace Project.

Jestina Mukoko var sidste år på kort visit i Danmark som deltager i netværket Kvinder for Indflydelse, hvor hun fortalte om sin organisations kamp for menneskerettigheder og om det netværk af uforfærdede rapportører i hele landet, som i skjul rapporterer om politisk motiverede voldshandlinger.

Mukoko er ikke den eneste, der er blevet bortført og tortureret af regeringens sikkerhedsfolk. Mange af de aktivister, der har stået frem og fortalt om deres traumatiserende oplevelser, er tilhængere af den tidligere oppostionsleder og nu premierminister Morgan Tsvangerais parti, Movement for Democratic Change.

Kilde: www.ms.dk