Lars Engberg-Pedersen
Lars Engberg-Pedersen (født 1964) er forskningsleder og seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier, hvor han arbejder med forskellige sider af udviklingssamarbejdet.
Han har tidligere været rådgiver i Burkina Fasos indenrigsministerium med fokus på decentralisering og kommuner, og han har været international chef i Mellemfolkeligt Samvirke.
Forskningsmæssigt har han især erfaring fra Burkina Faso, men også lidt fra Karnataka i det sydlige Indien.
Han har forsket i emner som lokale organisationer, fattigdom, naturressourceforvaltning, lokal politik, institutionel udvikling og decentralisering.
Regeringen har barslet med sit finanslovsforslag, som indebærer en historisk markant besparelse på udviklingsbistanden. Præcis hvor stor besparelsen er, kan være svær at gennemskue, fordi det afhænger af sammenligningsgrundlaget, men målet er nu, at Danmark skal anvende 0,7 procent af bruttonationalindkomsten til udviklingsbistand.
I midten af 1980erne besluttede et flertal uden om den daværende Schlüter-regering at bistanden skulle vokse til 1 procent af BNI, hvilket blev nået i starten af 1990erne. Da Anders Fogh Rasmussen kom til, blev målet sænket til 0,8 procent, og nu er vi så – for første gang i snart 30 år – nået til at have 0,7 procent som ambition.
BNI mere end fordoblet siden 1990
Et hurtigt kig på internettet afslører, at bruttonationalindkomsten pr. indbygger i Danmark i købekraftdollar er steget fra 18.280 i 1990 til 44.950 i 2013. Sænkningen af Danmarks udviklingspolitiske ambition skal således ses på den baggrund, at vi er blevet godt og vel dobbelt så rige.
Sammen med finanslovsforslaget offentliggjorde regeringen i går sine udviklingspolitiske prioriteter 2016. De absolut første sætninger hedder:
”Danmark har et udviklingssamarbejde i verdensklasse. Vi lever op til FN’s målsætning om at give 0,7 procent af BNI til verdens fattigste. Vi er et af kun fem lande, der lever op til denne målsætning, og det vil vi blive ved med.”
Det er altså vigtigt for regeringen at legitimere sin udviklingspolitiske ambition med henvisning til FN’s målsætning. Denne målsætning er et minimum (og ikke bare et mål eller, for den sags skyld, et maksimum), hvilket man kan forvisse sig om ved at læse paragraf 43 af deklarationen fra 1970.
Læser man videre i regeringens udviklingspolitiske prioriteter, når man til tabel 3 på side 14, som viser et skøn over den samlede bistand i 2016 opgjort efter OECD’s regler. Bistanden beløber sig til 14.777,7 mill. kr., hvoraf 2.914,7 mill. kr. er afsat til modtagelse af flygtninge i Danmark.
Landene udregner ikke bistandsprocentet på samme måde
OECD’s regler anerkender udgifter til flygtningemodtagelse som udviklingsbistand, så opgørelsen er korrekt efter de gældende regler. Det er dog værd at vide, at praksis varierer meget fra land til land. En undersøgelse fra OECD viser, at hvor de nordiske lande i stor stil indregner disse udgifter i udviklingsbistanden, gør f.eks. Tyskland og Storbritannien det ikke.
En ekspertgruppe, der har kigget på mulighederne for at modernisere definitionen af officiel udviklingsbistand, har foreslået at landene i det mindste skal følge en fælles praksis, således at bistandsprocenterne rent faktisk er sammenlignelige. Når de ikke kan sammenlignes, er det tvivlsomt at hævde at Danmark udmærker sig internationalt.
Ny definition af udviklingsbistand
Endvidere har det været fremme i den internationale debat, at udgifter til modtagelse af flygtninge ikke har meget med den almindelige forståelse af udviklingsbistand at gøre. En ny definition af udviklingsbistand burde derfor fokusere på de ressourcer, et land yder for at støtte andre landes og befolkningers udvikling.
Trækker man beløbet afsat til modtagelse af flygtninge i Danmark ud af opgørelsen i tabel 3 i regeringens dokument, vil bistanden uden flygtningemodtagelse i 2016 udgøre 0,56% af BNI.
Syrere og andre flygtninge, der kommer til Danmark, er i en meget lidt misundelsesværdig situation, så det er kun godt at behandle dem på den bedst tænkelige måde. Ikke desto mindre er det svært at betragte dem som nogle af ”verdens fattigste”.
Det mest opsigtsvækkende
Det mest opsigtsvækkende er måske, hvorfor Danmark har bevæget sig fra at ville yde en relativt stor andel af en mindre indkomst pr. indbygger til en overskuelig andel af en væsentlig større indkomst. Hvad er der sket? Hvilke forandringer kan forklare den ændrede indstilling til, hvad Danmarks engagement i verden skal være?
Når statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), for mindre end en uge siden fra talerstolen på FN’s Generalforsamling understregede betydningen af global udvikling, virker det som om, at dansk udviklingsbistand er blevet afkoblet fra både Danmarks kapacitet og verdens udfordringer. Det vil efter al sandsynlighed ramme os som en boomerang i årene fremover.
