Det internationale netværk for verdens kasteløse (IDSN) fejrer 10 års jubilæum på et tidspunkt, da kampen mod kastediskrimination er ved at vinde øget international opmærksom-hed – senest har ærkebiskop Desmond Tutu udtrykt sin støtte. Der er dog lang vej igen, før et af verdens mest omfattende menneskerets-problemer, der berører 260 millioner mennesker, er udryddet.
GENEVE, 9. marts 2010: – Det begyndte med en appel om solidaritet fra dalit-aktivister i Sydasien, som følte, at deres stemmer ikke blev hørt. Denne appel førte til oprettelsen af det Internationale Dalit Solidaritets-netværk (IDSN), og 10 år senere er de kasteløses kamp blevet global, skriver IDSN i en pressemelding tirsdag.
I denne uge mødes nogle af de samme aktivister og deres kolleger med internationale menneskeretsgrupper og embedsmænd i Genève for at diskutere måder at intensivere kampen mod kastediskrimination.
Denne kamp støttes af den fremtrædende sydafrikanske menneskerets-aktivist og vinder af Nobels Fredspris, Desmond Tutu. Ved det nye årtusindes begyndelse udtrykte han sin støtte til Indiens dalitter (kasteløse), og han har nu gentaget sit ønske om at få udryddet kastediskrimination.
– I 2001 bemærkede jeg, at Indien var i front i kampen mod apartheid, og jeg udtrykte min tro på, at det indiske folk ønskede at komme af med kastediskri-minationens svøbe. Jeg håber stadig, at det er sådan, og jeg opfordrer kraftigt den indiske rege-ring såvel som min egen regering til at støtte internatio-nale forsøg på at få gjort en ende på kastesystemet, som er en skamplet på menneskeheden. En sådan støtte ville give kampen for dalitters rettigheder et løft, ikke bare i Indien, men over hele verden, siger ærkebiskop Tutu.
Hans ord betegnes af IDSN som uhyre opmuntrende for en kamp, der har fået øget opmærksomhed i de senere år.
Internationale aktører – inklusive EU og vigtige FN-instanser – har indset, at et globalt menneskeretsproblem, der berører over en kvart milliard mennesker, ikke kan ignoreres, hedder det.
Regeringer i flere kasteramte lande, heriblandt Nepal og Pakistan, har erkendt deres interne problemer. Og dalit-aktivister kæmper for deres rettigheder med stadig større mod og selvtillid.
Det Internationale Dalit Solidaritetsnetværk (IDSN) har udviklet sig til en betydningsfuld informationskilde om kastediskrimination, især gennem sin hjemmeside og nyhedsbrev.
Når dets medlemmer og associerede medlemmer fejrer IDSNs første årti den 10. marts, er de imidlertid langt fra at føle triumf. Dalitter bliver stadig udsat for talrige og massive krænkelser af deres menneskerettig-heder, og der er en stribe forhindringer at overvinde, før man kan udrydde kastediskrimination.
En sådan forhindring er Indiens regering, hvis holdning til tider er negativ og endnu oftere decideret obstruerende, når problemet rejses i internationale sammenhænge, anfører IDSN.
Regeringen i New Delhi opfatter fortsat kastediskrimination som et ’internt anliggende’, og til trods for lovgivning på området lader dens arbejde for at forbedre de 200 millioner indiske dalitters liv meget tilbage at ønske, mener IDSN.
Som FNs Højkommissær for Menneskerettigheder, Navi Pillay, sagde for nylig: ”De har gode love i Indien, og de har medier; de har et veludviklet civilsamfund. Hvordan kan det så være, at disse udmærkede love og disse gode intentioner ikke føres ud i livet?”
Dalit-aktivister har arbejdet i deres egne lande i årtier, men de anerkender også behovet for at modarbejde kastediskrimination på globalt niveau for dermed at skabe den nødvendige politiske vilje og støtte i civilsamfundet på nationalt plan. Et land som Indien kan kun få gavn af et internationalt engagement i dalitternes sag.
– IDSNs og andre organisationers arbejde har hjulpet os med at opnå et gennembrud i FN og andre globale instanser, og det har været en enorm hjælp for vor kamp på nationalt plan. Ved IDSNs tiårs jubilæum håber vi, at kasteramte lande vil føle sig stadig mere forpligtet til at gøre en ende på denne form for diskrimination,” siger Paul Divakar, generalsekretær for den indiske National Campaign on Dalit Human Rights (NCDHR).
Det kan bl.a. ske ved at godkende FNs Principper og Retningslinjer for udryddelse af kastediskrimination, som er den første omfattende internationale struktur, der behandler dette menneskeretsproblem.
Nepal støtter retningslinjerne, Pakistan er positivt indstillet, og i sidste uge udtrykte den hollandske udenrigsminister sit lands støtte til en sådan struktur.
Andre mulige skridt omfatter en styrket dialog om kastediskrimination mellem bistandsdonorer og regeringer i kasteramte lande for at sikre, at der bliver taget højde for problemet i samhør med udviklings- og humanitær bistand.
– Det er lykkedes os at få problemet på den internationale dagsorden. Regeringer kan ikke længere hævde, at kastediskrimination kun er et internt anliggende for lande med kastesystemer. Det er et globalt menneskeretsproblem, og det skal løses med globale midler, siger IDSNs koordinator, Rikke Nöhrlind fra netværkets verdenssekretariat i København.
IDSN om IDSN
IDSN blev grundlagt i marts 2000 for at fremme kampen for dalitters menneskerettigheder og skabe øget bevidsthed om deres problemer på nationalt og internationalt plan. Det er et netværk af internationale menneskeretsgrupper, udviklingsorganisationer, solidaritetsnetværk i europæiske lande og nationale platforme i kasteramte lande.
Netværket har bidraget væsentligt til, at FN og EU nu anerkender, at kastediskrimination er uacceptabelt. IDSNs sekretariat ligger i Køben-havn, og netværket modtager bl.a. støtte fra Danida. Kastediskrimination berører omkring 260 millioner på verdensplan, især i Sydasien, men også i Japan, Mellemøsten, Afrika og blandt indvandrergrupper fra Sydasien.
Dette alvorlige menneskeretsproblem hviler på en forestilling om, at nogle er født ’urene’ og derfor kan ’forurene’ andre. Det indebærer massive krænkelser af civile, politiske, økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. De fleste af ofrene for kastediskrimination kaldes dalitter.
Aktuelle rapporter om kastediskrimination inkluderer den banebrydende ’Understanding Untouchability’ fra den indiske organisation Navsarjan Trust. IDSNs årsrapport for 2009 kan findes via hjemmesiden www.idsn.org
Yderligere oplysninger hos IDSNs kommunikationsmedarbejder Kim Wiesener på tlf. 60 43 34 33 eller 26 65 39 64 og e-mail: [email protected]