11.230 piger er dagligt ofre for omskæring

gettyimages-913615158
En ugandisk pige genskaber den ceremoni, der går forud for en kvindelig omskæring. Selvom praksissen har været forbudt i Uganda siden 2010, siger hjælpearbejdere og politi, at omskæring stadig er udbredt i visse områder.
Foto: Sally Hayden/SOPA Images/LightRocket via Getty Images
Gerd Kieffer-Døssing

30. juni 2020

En ny rapport udgivet af FN’s organisation for seksuel og reproduktiv sundhed, UNFPA, fremlægger sort på hvidt, hvor langt vi er nået med ligestilling. Eller måske snarere, hvor langt vi har igen. Rapporten, ”State of World Population Report”, viser, at mange millioner piger hvert år udsættes for overgreb, der skader dem fysisk og/eller psykisk – og dette sker vel at mærke med omgivelsernes vidne og opbakning.

“Skadelig praksis mod piger forårsager dybe og varige traumer og frarøver pigerne deres ret til at nå deres fulde potentiale,” udtaler UNFPA’s direktør Dr. Natalia Kanem i en pressemeddelelse.

140 millioner kvinder mangler
Selvom der er stor forskel på de overgreb, piger og kvinder udsættes for, bryder de stadig med menneskerettighederne. Det gælder for eksempel bryststrygning og jomfrutest, og selvfølgelig pigeomskæring, børneægteskab og ekstrem favorisering af sønner frem for døtre, der er de mest udbredte overgreb.
 
Rapporten angiver for eksempel, at 4,1 millioner piger alene i år 2020 vil blive udsat for omskæring – det svarer til over 11.230 piger per dag. Hver dag. Tre gange så mange, nemlig 33.000, piger under 18 bliver dagligt tvunget til at gifte sig, og en ekstrem præference for drengebørn medfører stadig, at pigefostre fravælges, hvilket betyder, at verden i dag mangler 140 millioner piger og kvinder, som ville have levet, hvis døtre var lige så eftertragtede som sønner.

Indsatser skal være lokalt forankret
En årlig investering på 3,4 milliarder USD (cirka 22,4 milliarder kroner) i pigers skolegang og ved at engagere drenge og mænd i at skabe vedvarende social forandring vil i løbet af de næste ti år kunne udrydde pigeomskæring og børneægteskab.

Det er nemlig ikke nok, at lande ratificerer international lovgivning og ved lov forbyder overgrebene – typisk vil den skadelige praksis fortsætte uanfægtet i lokalsamfundene, fordi mange af praksisserne er dybt forankrede. Det er derfor afgørende, at indsatser starter på lokalt niveau og blandt græsrødder for at skabe reel forandring.
 
”Vi må tackle dette problem ved at tage fat i de grundlæggende årsager, herunder særligt fordomme baseret på køn. Vi må blive bedre til at støtte lokalsamfunds egne indsatser for at forstå de negative konsekvenser for pigerne samt de fordele, der vil være for hele samfundet ved at stoppe skadelig praksis,” udtaler Dr. Kanem.
 
Rapporten opfordrer blandt andet til at gennemføre ændringer på retsligt niveau for at garantere ligestilling. Hvis kvinder for eksempel kan arve på lige fod med mænd vil det fjerne incitamentet til at foretrække sønner frem for døtre og samtidig være med til at stoppe børneægteskaber.