163 nye arter opdaget omkring Mekong-floden i Sydøstasien

cimg1623
Forfatter billede

Opdagelserne omfatter også en sjælden bananart fra Thailand, en lille frø fra Cambodja og en gekko med lyseblå plettet hud og mørke øjne, som blev fundet skjult i Laos fjerne bjerge. 

Med de nyeste opdagelser er der fundet ikke færre end 2.409 nye arter af planter, fugle, pattedyr, krybdyr, fisk og padder omkring den store Mekong-flod, der afvander størsteparten af Sydøstasien, siden WWF begyndte at rapportere nye arter i 1997.

"Når det er muligt at finde 163 nye arter på et år i Greater Mekong-regionen, er det endnu et udtryk for, hvor mangfoldig og kraftfuld naturen er netop i den del af verden. Det er helt unikt – og derfor skal vi passe godt på naturen i de lande, hvor økonomisk vækst og befolkningstilgang skaber et øget pres på naturens ressourcer", siger Jacob Fjalland, der er international programchef i WWF Verdensnaturfondens danske afdeling.

"De forskere, der er med til at opdage og registrere de nye arter ved, at det er et væddeløb mod tiden at sikre, at disse nyopdagede arter er beskyttet. Vi gør alt hvad vi kan fra WWF’s side for at skabe en mere miljøskånsom udvikling i landene og dermed sikre, at vi også kan finde nye arter i de kommende år", lægger Fjalland til. 

Naturen under intenst pres

Greater Mekong-regionen er under intenst pres fra eksplosiv udbyggelse af infrastruktur, miner og dæmninger. Det truer den vilde natur, herunder et væld af truede dyr- og plantearter, der ellers gør landskabet i regionen så særegent.

Krybskytteri og illegal handel med vilde dyr sætter yderligere pres på regionens dyreliv, hvilket betyder, at et stort antal arter kan gå tabt, før de overhovedet bliver opdaget.

"Mange samlere er desværre villige til at betale tusindvis af dollars eller mere for de sjældneste, mest unikke og truede arter. Samlerne køber ofte de illegale genstande på ulovlige markeder, der især ligger i Den Gyldne Trekant, hvor Kina, Laos, Thailand og Burma grænser op til hinanden", fortæller Jacob Fjalland og uddyber:

"For at komme den illegale handel til livs, er det afgørende, at vi forbedrer håndhævelsen mod krybskytteri og lukker de ulovlige markeder – herunder også de tigerfarme, der åbentlyst overtræder loven". 

Højdepunkter fra rapporten:

  • En regnbue-hovedet slange, Parafimbrios lao, der sammenlignes med David Bowie's Ziggy Stardust karakter. Den blev opdaget blandt stejle klipper i det nordlige Laos.

  • En ny art af leguaner. Acanthosaura phuketensis, der har et frygtindgydende sæt af spidse horn på hovede og ryg. Den blev fundet i de sidste pletter af skov, der er tilbage på den populære thailandske turist-ø Phuket.

  • En ny og sjælden bananart er opdaget i det nordlige Thailand. Den har fået navnet Musa nanensis og betragtes allerede som kritisk truet på grund af stigende skovrydning.

  • En ny frø-art fra Cambodja og Vietnam, Leptolalax isos. Den er ca. tre centimeter lang og truet af tømmerhugst, landbrugsekspansion og vandkraft projekter.

  • En ny salamander opdaget i Thailand 's Chiang Rai provins, Tylototriton anguliceps. Den har røde og sorte aftegninger, der ligner et Klingon fra filmen Star Trek. Dens porøse hud gør den særligt følsom over for pesticider, som er den største trussel sammen med fortsat skovrydning.

  • En gekko opdaget i fjerntliggende bjerge i Laos. Gekko bonkowski menes at kunne være nøglen til at forstå evolutionen af firben i Annamite bjergkæden. Det svarer til den berømte udvikling af Darwin-finkerne på Galapagos.

  • En plante fra Chin Hills of North i det vestlige Burma, der har to kronblade som ligner museører. Opdagelsen på Mount Victoria af arten Impatiens kingdon-wardii, der tilhører Balsamin-familien, er en påmindelse om, at Burmas meget rige biodiversitet har brug for beskyttelse i takt med, at landet hurtigt åbner op for udvikling.

  • En flagermus, Murina kontumensis, fundet i det centrale højland i Vietnam med tyk og ulden pels på hoved og forben.

Mere info:
Hele rapporten kan ses her.

Nogle af de ovenstående eksempler på nye opdagelser blev officielt beskrevet som nye arter i 2015.

Forskere venter typisk med at afsløre nye fund, indtil en nye dyre- eller planteart er officielt beskrevet og godkendt gennem en såkaldt peer reviewed. En tidskrævende proces, som altid giver en vis forsinkelse, inden det kan offentliggøres.

Species Oddity er den 8. rapport i en række rapporter, der fremhæver opdagelser af nye arter i Greater Mekong-regionen. Find nærmere oplysninger om tidligere rapporter her.

Om Greater Mekong

The Greater Mekong region er hjemsted for en stribe af klodens mest truede arter. Blandt dem indokinesisk tiger, saolaen (lille hjorteagtigt dyr), den asiatiske elefant, Irradaway delfinen og Mekong kæmpe-havkatten. I alt er ikke færre end 2.409 nye arter af planter, fugle, pattedyr, fisk, padder og krybdyr opdaget i Greater Mekong siden 1997 – altdså på mindre end 20 år. 

WWF arbejder med at bevare naturen via landeprogrammer i Burma, Cambodja, Laos, Thailand og Vietnam. 

Yderligere oplysninger hos: 

International programchef i WWF Verdensnaturfonden, Jacob Fjalland, via journalist Cecilie Weinholt på e-mail: [email protected] eller tlf. 31 76 12 00.