2 rejser ud til Afrika

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Jo Gudman Rasmussen er i julen rejst til Cameroun for Læger uden Grænser (MSF), hvor hun de næste 4 måneder skal arbejde som administrator for et projekt for flygtninge.

Hun får base i byen Bertoua, men skal også følge 2 mobile klinikker, som arbejder ved grænsen til Den centralafrikanske Republik.

Projektet har som mål at yde medicinsk hjælp til de mange, der flygter ind i landet fra Den centralafrikanske Republik og som i stort tal lider af underernæring.

– Denne mission bliver lidt anderledes end de tidligere, jeg har været på, fordi jeg i Cameroun skal følge vore læger og sygeplejersker ud i felten. Som administrator arbejder man som regel på et kontor i en by, siger Jo Gudman Rasmussen, der har en baggrund hos SAS, hvor hun bl.a. har beskæftiget sig med reklame-, salg- og marketingsarbejde.

Som administrator får hun det finansielle ansvar for projektet, ligesom hun skal have styr på kontrakter og sørge for at der bliver udbetalt løn til de ansatte.

Det er 33-årige Jo Gudman Rasmussens tredje mission med Læger uden Grænser. Hun har tidligere arbejdet i Haiti og Sydsudan. MSF har arbejdet i Cameroun siden år 2000.

—–

Mette Buchardt Lindegaard er samtidig rejst til Juba i Sydsudan, hvor hun de næste 5 uger skal arbejde som administrativ koordinator for Læger uden Grænser (MSF).

Hun skal arbejde på MSFs kontor, som koordinerer indsatserne i Sydsudan, der i alt inkluderer omkring 60 internationale nødhjælpsarbejdere og deres ca. 450 lokalt ansatte kolleger.

Det er anden gang, at 34-årige Mette Buchardt Lindegaard rejser ud for MSF. I 2006 var hun også i Sydsudan, hvor hun arbejdede på et projekt i Pibor.

Mette Buchardt Lindegaard studerer til socialrådgiver på den internationale linje og har tidligere arbejdet i Forsvarsministeriet og i personaleafdelingen i Slots- og Ejendomsstyrelsen. MSF har virket i Sudan siden 1979.