Oversvømmelserne i det sydlige Pakistan volder fortsat store problemer for befolkningen.
Mellem 5 og 9 millioner er direkte berørte, og der er omfattende skader på afgrøder og huse.
Samtidig er det nordlige Afghanistan ramt af langvarig tørke, der har udløst en fødevarekrise for over 3 mio. mennesker, som nu skal stå igennem vinteren uden det nødvendige fødevareforråd.
Udviklingsminister Christian Friis Bach (R) siger:
– Specielt det sydlige Pakistan, som endnu ikke er kommet sig over de voldsomme oversvømmelser i 2010, har hårdt brug for vores hjælp. Jeg har derfor besluttet at give 5 mio. kr. til Red Barnets aktiviteter i området, som fokuserer på, at gøre de mest sårbare i stand til at klare sig trods de meget vanskelige forhold.
– Ironisk nok er Pakistans nabo Afghanistan ramt af en vedvarende tørke i de nordlige og nordvestlige dele af landet. 3 mio. mennesker står nu uden fødevarer, og akut underernæring bliver stadigt mere udbredt blandt børn.
– Med vinteren i sigte er det nødvendigt, at vi allerede nu bistår de hårdest ramte. Jeg har derfor besluttet at støtte FN’s verdensfødevareprogram med 15 mio. kr. til en indsats, som er målrettet nødstedte i både Pakistan og Afghanistan.
Oversvømmelser i Sydøstasien
Hele det sydlige og sydøstlige Asien har siden august været plaget af voldsomme oversvømmelser, og over 23 mio. mennesker er nu ramt med både dødsfald og store økonomiske tab til følge.
I det sydlige og vestlige Pakistan har konsekvenserne været særligt alvorlige. I alt 1,8 mio. mennesker været nødsaget til at forlade deres hjem, ligesom oversvømmelserne har ødelagt afgrøder, fødevarelagre samt bygninger som boliger, skoler og sundhedsklinikker.
Det vurderes samlet, at ca. 500 mennesker er omkommet, og at ca. 2,75 milllioner har behov for akut fødevarehjælp.
Tørke i Afghanistan
I det nordlige Afghanistan er situationen den omvendte. Tørken breder sig til stadigt flere provinser, og man står over for en akut humanitær krise med en stigende risiko for hungersnød.
Der er allerede konstateret alvorlig fejlernæring hos børn under fem år i en række provinser, og enkelte steder er over 30 procent fejlernærede.
Det forventes, at fødevareunderskuddet vil være støt stigende indtil den næste høst i 2012, hvorfor der er stort og akut behov for international bistand.