3 nødhjælpsfolk kidnappet i Somalia – Friis Bach: Tragisk og et tilbageslag

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

3 ansatte i Dansk Flygtningehjælp blev tirsdag kidnappet af bevæbnede mænd i det nordlige Somalia.

Medarbejderne i organisationens afdeling for minerydning, Danish Demining Group, blev bortført i den nordsomaliske by Galkayo. Det er en 60-årig dansk mand, en 30-årig amerikansk kvinde og en somalisk mand.

– I første omgang har vi koncentreret os om at få klarlagt, hvad der er sket. Og om at få kontakt til de berørtes familier, der som os er dybt bekymrede, siger Ann Mary Olsen, chef for Dansk Flygtningehjælps internationale afdeling, i en pressemeddelelse.

De 3 medarbejdere blev kidnappet af bevæbnede mænd efter et projektbesøg, men der blev ikke løsnet skud under kidnapningen.

– Det er erfarne folk, der er trænet i at arbejde i et højrisiko område, som Somalia er, fortæller Ann Mary Olsen.

Flygtningehjælpen har arbejdet sammen med somaliere og andre fordrevne og konfliktramte befolkninger i regionen siden 1998.

Organisationen fortsætter sit virke i regionen, men har indtil videre stillet arbejdet i bero i det område, hvor kidnapningen fandt sted.

– Bortførerne har kørt de bortførte mod Hobyo, et af piratcentrene i Somalia, siger Somalia-ekspert og international konsulent, Joakim Gundel til politiken.dk.

Gundel har base i Nairobi i Kenya og har et stort kildenetværk i Somalia.

Byen Hobyo er tæt på det område, hvor en dansk sejlerfamilie indtil for nyligt blev holdt som gidsler af somaliske pirater.

Bortførelserne kommer få uger, efter at 2 kvinder, der arbejdede for Læger Uden Grænser, blev bortført fra en flygtningelejr i nabolandet Kenya, så vel som bortførelserne af 2 europæiske turister fra den kenyanske kyst. I begge tilfælde er somaliere mistænkt.

Udviklingsminister Christian Friis-bach (R) kalder tirsdagens bortførelse “tragisk”. I forhold til selve arbejdet med at fjerne miner betegner han kidnapningen som et “tilbageslag”, fordi den får konsekvenser for det fremtidige arbejde.

– Det gør, at sikkerhedsniveauet skal hæves, siger ministeren til TV 2 News.

Friis Bach er tidligere international chef i Folkekirkens Nødhjælp og peger på, at “det bliver langt dyrere” for de humanitære organisationer at operere, fordi de skal bruge flere penge på sikkerhed i landet, der plages af konflikter mellem stridende parter.

– Den konflikt, man ser, begynder at sprede sig til andre egne, hvor man ikke har set den før, siger han om situationen i Somalia.

Ministeren fastholder dog, at landet også præges at positive fremskridt, og at de humanitære organisationer fortsat vil kunne arbejde.

– Jeg håber og tror ikke, at det forstyrrer den langsigtede indsats, siger Christian Friis Bach.