Onsdag den 30. august rejser 3 unge danskere ud til 3 måneders arbejde som volontører i Etiopiens hovedstad, Addis Ababa, med tilknytning til Dansk Ethioper Missions missionærpar, Solveig Bjørnholt og Lars Kjær Knudsen
De nye volontører er Sara Rasmussen, 21 år, Anne Mette Sunesen, 22 år, og Nicolai Jensen, 21 år.
I Addis Ababa skal Sara, Anne Mette og Nicolai undervise i engelsk på den lutherske Mekane Yesus menigheds skole i Kotobe og være med til at tage sig af børnene i vuggestue og børnehjem hos My Sisters.
My Sisters er et kristent hjælpearbejde blandt fattige kvinder (etiopisk NGO). Organisationen har omkring 30 etiopiske kvindelige ansatte, og missionær og sygeplejerske Solveig Bjørnholt Knudsen er rådgiver for arbejdet.
Sara skal desuden hjælpe en handicappet etiopisk dame, og Anne Mette og Nicolai skal lave forskellige praktiske opgaver for DEM-koordinator Lars Kjær Knudsen inden de rejser hjem til Danmark igen den 28. november.
Dansk Ethioper Mission (DEM) er et folkekirkeligt missionsselskab, der arbejder i Etiopien og Liberia. Gennem samarbejdskirkerne i Afrika støtter DEM bl.a. socialt hjælpearbejde for kvinder og gadebørn, bibeloversættelse, undervisning, sundhedsarbejde, præsteuddannelse, freds- og forsoningskurser, administration og kapacitetsopbygning.
Budgettet er på 7,2 mio. kr. med 16 ansatte i Afrika og 4 på sekretariatet i sønderjyske Christiansfeld.