33 danske NGOer om sparehug: I politikere skaber en katastrofe

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Laurits Holdt

Organisationer, der spænder fra Red Barnet til Red Orangutangen, er torsdag gået sammen om at indrykke helsidesannoncer i flere aviser, herunder landsdækkende dagblade. De kræver, at regeringen dropper planen om at skære 2,5 mia. af udviklingsbistanden.

“Folketinget og regeringen risikerer at begå en historisk fejltagelse”. Så markant lyder kritikken fra 33 danske nødhjælps-, udviklings- og miljøorganisationer. I fællesskab går de nu skarpt i rette med regeringens planlagte milliardbesparelser på udviklingshjælpen. Det fortæller Folkekirkens Nødhjælp i en pressemeddelelse.

I den usædvanlige annonce-appel gør NGOerne opmærksom på konsekvenserne for verdens fattigste, hvis Folketingets politikere under de aktuelle finanslovsforhandlinger vedtager at tage 2,5 mia. kr. fra udviklingshjælpen i 2015.

I annoncerne er der billeder af katastrofer sat overfor billeder af Folketinget.

Budskabet er, at politikerne er ved selv at skabe en katastrofe, når regeringen foreslår, at spare 2,5 mia. kr. på udviklingsbistanden for at finansiere flygtningeområdet.

Appellen retter sig også mod almindelige danskere, som opfordres til at protestere overfor politikerne:

“Vis dem, at du ikke vil være med til at tage penge fra de aller fattigste og skabe endnu en katastrofe. Brug din stemme. Besøg os på vores facebooksider”, hedder det 

“Forslaget er uhørt og vil ramme ekstremt hårdt” 

Organisationerne kalder det en politikerskabt katastrofe.

”Dansk udviklingsbistand er vigtig i kampen mod fattigdom og sikring af uddannelse, demokrati og menneskerettigheder. Forslaget fra regeringen er uhørt, og det vil ramme ekstremt hårdt blandt verdens fattigste,” lyder det fra organisationerne.

”Det er helt uhørt, at regeringen vil skære så meget i udviklingsbistanden. Det er naivt at tro, man kan skære så voldsomt ned i dansk bistand, uden at miste afgørende indflydelse og effekt ude i verden”, siger kommunikationschef i Folkekirkens Nødhjælp Mads Klæstrup Kristensen på vegne af de 33 organisationer.

“Svigter vi den langsigtede hjælp, vil det få alvorlige konsekvenser for mennesker i verdens fattigste lande. F.eks. vil akut underernæring ikke kunne behandles som i dag, og børn vil dø. Sundhedssystemer vil være dårligere til at bekæmpe epidemier som den aktuelle ebola og andre livstruende sygdomme. Politikerne er simpelt hen ved at skabe en katastrofe,” lægger Klæstrup til.

Samtidig anfører NGOerne, at dansk udviklingsbistand er vigtig i kampen mod fattigdom og sikring af demokrati, uddannelse og menneskerettigheder.

I 2013 var Danmark nummer fire i verden, efter Norge, Sverige og Luxembourg, på listen over lande, der gav relativt mest udviklingsbistand – 0,85 procent af BNI for Danmarks vedkommende.

I absolutte tal er Danmark verdens 13. største bistandsdonor.

Ifølge tal fra den økonomiske samarbejdsorganisation OECD var den samlede globale udviklingsbistand i 2012 på omregnet 791 milliarder kroner.

Her de 33 underskrivende organisationer og foreninger med u-landsrettet virke:

* Red Barnet Danmark

* BØRNEfonden

* AIDS Fondet

* CARE Danmark

* SOS Børnebyerne

* ADRA Danmark

* Folkekirkens Nødhjælp

* Mellemfolkeligt Samvirke

* IBIS

* Ghana Venskabsgrupperne

* Plan Danmark

* MUNDU – Center for Global Dannelse

* Vedvarende Energi

* Verdens Skove (tidl. Nepenthes)

* FN Forbundet

* AXIS

* CICED (mere neden for)

* Caritas Danmark

* Landsforeningen Levende Hav

* ihu – Initiativet for Handel og Udvikling (http://ihu.dk)

* Dansk Folkehjælp

* Red orangutangen

* Dignity – Dansk Institut mod Tortur

* CISU – Civilsamfund i Udvikling = NGO platform

* U-landsforeningen Svalerne

* Globalt Fokus = NGO-samvirke

* FIC (Fagbevægelsens Internationale Center)

* UFF Humana (U-landshjælp fra Folk til Folk)

* IWGIA (internat. organisation for oprindelige folk med sæde i DK)

* Afrika Kontakt (tidl. Sydafrika Kontakt)

* DMRU (Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling)

* Sex & Samfund

* Danmission

————–

CICED står for “Community for International Cooperation in Education and Development”