347 verdenskunstnere besætter Danmark i september

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

En gaveregn af kunst fra 44 lande verden over vælter ned over Danmark, når IMAGES festivalen i første uge af september lader kunstnere fra Syd omsætte utopier til kunstnerisk virkelighed.

En tidligere børnesoldat fra Sudan rapper om sin fortid. Regime-kritiske street art-kunstnere farvelægger visioner for fremtiden. 24 ghanesiske kister formet som leverpostej og ølflasker ruller igennem landet. En kunstner fra Bangladesh maler stier med danske skolebørn. Og en bedre verden folder sig ud i en somalisk eksilforfatters fortællinger.

Sæt allerede nu kryds i kalenderen, for alt det og meget mere kan du opleve på IMAGES FESTIVAL 2013, hvor 347 kunstnere fra 44 forskellige lande besætter Danmark.

Aalborg, Aarhus og København er hovedbyer, når IMAGES med temaet OCCUPY UTOPIA fra 30. august til 7. september gør Danmark lidt større.

IMAGES FESTIVAL 2013: Utopier, der lever gennem kunsten
”Besæt Danmark med kunst og virkeliggør jeres utopier gennem kunsten!” Den invitation har IMAGES sendt til musikere, billedkunstnere, filminstruktører, dansere og forfattere fra Asien, Mellemøsten, Latinamerika og Afrika. Med hver deres talent og kreative udtryksmiddel vil de besætte den danske sensommer med kunst, der vil ryste vores verdensbilleder og skabe nye visioner for en bedre fremtid.

Temaet OCCUPY UTOPIA er valgt ud fra troen på, at kunst, talent og kreativitet kan udfordre det eksisterende og vække nye visioner til live. Det er forestillingen om en bedre verden, der skaber forandring.

Tre pulserende UTOPIA-byer
I KØBENHAVN bliver Dronning Louises Bro hovedåren i festivalområdet, der også strækker sig over, i og omkring Søerne. Fire aftner lukkes al trafik på broen. En stor scene midt på broen sætter musik til, mens publikum danser på kørebanen.

Når der ikke er koncert, kan københavnerne gå på opdagelse i foto- og kunstudstillinger, deltage i debatmøder, drikke myntete og spise falafel i madboder under højbroerne.

I AARHUS har IMAGES base på det nye kulturproduktionscenter Godsbanen og Institut for X, som er det store kreative landskab bag de nedlagte lokomotivhaller. Her tages alle rum og flader i brug: Koncertsale, dansescener, gallerirum og folkekøkkener. Betonmure, asfalt, tagrygge og spritnye skæve udstillingslokaler.

Festivalens store koncerter vil finde sted i Den Rå Hal, mens udendørsarealet lægger rammerne om udstillinger, debatmøder, madboder, tænketank osv.

I AALBORG vækkes den nedlagte tivolipark Karolinelund til live med kunst, musik og litteratur.
I samarbejde med Aalborg Universitet bliver det eksperimenterende nordjyske ’Æ Verdensuniversitet’ genfødt – med filmforevisninger, performancekunst og alternative forelæsninger, der puster helt nyt internationalt liv i den mangfoldige uddannelsesinstitution.

Der er også flere arrangementer for skolebørn og børnefamilier, eksempelvis bliver flere hundrede børn inviteret til at farvelægge stierne i Karolinelund i samarbejde med kunstnere fra Bangladesh.

U-landsnyt.dk vil følge festivalen tæt og komme med anbefalinger og omtaler løbende, når festivalen nærmer sig.

IMAGES – kontakt og info
For mere info om program eller interviewaftale med festivalleder, Mikkel Harder Munck-Hansen, kontakt kommunikationsansvarlig, Maiken Enggaard, [email protected], tlf. 26846468.