4 nye hos IBIS

Forfatter billede

IBIS har ansat 4 nye medarbejdere, der tiltræder d. 1. september 2011.

Det er 2 nye juniorrådgivere til henholdsvis Liberia og Sierra Leone, samt en ny kommunikationsrådgiver til Liberia.

Derudover har hovedkontoret i København fået en ny medarbejder i programafdelingen, der skal arbejde med uddannelsesprogrammer i Latinamerika.

I LIGE LINJE MOD SIERRA LEONE

Når ANDERS REIMERS LARSEN den 1. september rejser til Sierra Leone for at varetage jobbet som juniorrådgiver i IBIS, er det ikke fremmed land han betræder. Anders har nemlig været optaget af det fattige vestafrikanske land både som praktikant og senest i sit speciale i Udviklingsstudier fra Universitetet i Lund.

Fra februar til august 2010 var han et halvt år i praktik for IBIS i Sierra Leone. Derudover har han senest besøgt landet i maj i år i forbindelse med sit speciale, der handler om mineindustrien i Sierra Leone.

Det betyder, at den 29-årige juniorrådgiver er kommet til at kende den tidl. britiske koloni indefra. Et kendskab han får glæde af i stillingen som juniorrådgiver i hovedstaden Freetown, hvor han skal være med til at støtte udviklingen af projekter indenfor uddannelse og god regeringsførelse i samarbejde med IBIS’ partnerorganisationer.

En uge inden han rejser til Sierra Leone, får Anders Reimers Larsen godkendt sit speciale i Udviklingsstudier.

I sin tid som studerende har han været meget optaget af udviklingsarbejde. Han har været ansat hos Mellemfolkeligt Samvirke på det frivillige udrejseprogram Global Contact, hvor han bl.a. koordinerede og tilrettelagde ophold i Latinamerika og Afrika.

FRA SKRIVEBORDET TIL MARKEN

KATJA HØJLUND CHRISTENSEN kommer tættere på IBIS’ udviklingsarbejde, når hun rejser til Liberia for at tiltræde stillingen som juniorrådgiver for organisationen fra den 1. september.

Den 28-årige juniorrådgiver har en Master i Freds- og Konfliktstudier fra Uppsala Universitet i Sverige. Som opfølgning på sit speciale rejste hun til Etiopien for at evaluere et konfliktløsningsprojekt for svenske SIDA og har efterfølgende beskæftiget sig med udviklingspolitik primært på dansk jord, siden hun blev færdig i 2009.

Hun har bl.a. arbejdet med udviklingsarbejde i Udenrigsministeriet som fuldmægtig i det team, der havde ansvaret for at planlægge og koordinere de danske politiske og økonomiske bidrag til EU’s udviklingspolitiske programmer.

Siden november har hun været ansat i programafdelingen i IBIS, hvor hun bl.a. har stået for at udvikle IBIS’ politik for arbejdet med unge. Det er især den politik, hun nu skal ud og arbejde med at få ført ud i livet.

I Liberia kommer Katja Højlund Christensen til at virke for at styrke IBIS’ partnerorganisationer i det vestafrikanske land, så de på længere sigt kan overtage de projekter IBIS har igangsat. Derudover skal hun være med til at få organisationens arbejde med demokrati og rettigheder på skinner i Liberia, hvor IBIS hidtil kun har arbejdet med uddannelse.

Uddannelse og god regeringsførelse er de 2 hovedområder, som IBIS arbejder indenfor i Afrika og Latinamerika.

KOMMUNIKERENDE KOSMOPOLIT TIL VESTAFRIKA

RIKKE BRUNTSE DAHL tiltræder stillingen som kommunikationsrådgiver for IBIS i Vestafrika den 1. september. Hun kommer til jobbet i IBIS fra en stilling som Communications Manager hos ”Soil Association,” der er en britisk miljøorganisation.

Den 29-årige engelsk-uddannede journalist har både erfaring med strategisk kommunikation og planlægning og kritisk journalistik. I sit professionelle liv har hun indtil nu primært beskæftiget sig med etisk og politisk forbrug, og som freelancer har hun skrevet artikler til engelske medier fra Bolivia og Ghana.

Med fast adresse i Liberia skal Rikke Bruntse Dahl bl.a. rådgive og undervise IBIS’ lokale samarbejdspartnere i Sierra Leone, Ghana og Liberia i kommunikationsopgaver, så de styrker formidlingen af deres projekter internt i landene.

Derudover skal hun opsøge og skrive historier til IBIS’ egne medier og kampagner. I jobbet som kommunikationsrådgiver kommer Rikke Bruntse Dahl til at møde mange forskellige mennesker og bringe deres historier videre til os i Danmark.

PASSIONERET SPECIALIST TIL IBIS’ HOVEDKONTOR

Programafdelingen på IBIS’ hovedkontor får en garvet medarbejder, når JETTE LUNA tiltræder stillingen som uddannelsesrådgiver fra 1. september.

Jette Luna er uddannet folkeskolelærer og cand.pæd i pædagogisk sociologi, og hendes interesse for tosproget undervisning har optaget hendes faglige liv i over 20 år.

Hun har beskæftiget sig med uddannelse blandt verdens fattigste, enten som udsendt eller herhjemme. Siden 2008 har hun været leder af Unge2-projektet, der er et 9. klasses projekt for sent ankomne flygtninge og indvandrere.

Det er derfor ikke erfaring, den 51-årige cand.pæd mangler. Hun kan skrive både pædagogisk konsulent, rådgiver, tovholder og leder på CV’et indenfor det pædagogiske område med tosprogethed og interkulturalitet.

I sin nye stilling som uddannelsesrådgiver hos IBIS skal hun stå i spidsen for at udvikle organisationens uddannelsesprogrammer i Latinamerika. Jobbet indebærer en del rejser til regionen for følge med i og evaluere de igangværende projekter.

Jette Luna har været tilknyttet IBIS i flere år. 1998 -2000 var hun ansat som  uddannelsesrådgiver i Guatemala og 2005-2008 var hun regional uddannelsesrådgiver i Sydamerika. I begge ansættelser har hun arbejdet med udvikling af uddannelse indenfor tosproget interkulturel undervisning.

Siden Jette Luna vendte hjem til Danmark i 2008 og frem til nu har hun desuden været medlem af IBIS’ styrelse og programudvalg, hvilket har givet hende indgående kendskab til organisationen.

En stor del af IBIS’ arbejde går ud på at give de oprindelige folk i Latinamerika og Afrika en bedre skolegang og uddannelse bl.a. via tosproget undervisning. I 2010 gik ca. 37 procent af IBIS’ program- og projektaktiviteter til uddannelse.