4 rejser ud til arbejde i 3V

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Leder for Dansk Røde Kors i Etiopien

Ole Havsteen-Mikkelsen er rejst til Etiopien, hvor han i 2 år skal lede arbejdet for Dansk Røde Kors.

Det sker efter, at han har hvilet ud hjemme på Ærø efter 9 måneders virke for Røde Kors efter tsunamien i Indonesien.

Han skal lede en række projekter, der bl.a. omhandler fødevarehjælp, kampen mod hiv/aids og adgang til medicin for alle.

Administrator til Haiti for Læger uden Grænser

Mandag den 15. maj rejste Jo Gudman Rasmussen til Haiti for Læger uden Grænser (MSF), hvor hun i 6 måneder skal være administrator på et projekt i hovedstaden Port-au-Prince. Her skal hun stå for projektets personaleforhold og finanser – heriblandt ansættelse af lokale medarbejdere, udbetale løn og overvåge budgetterne.

MSF tilbyder på lægehjælp til den udsatte befolkning i slumkvarteret Cité Soleil i Port au Prince på det projekt, hvor Jo Gudman Rasmussen skal arbejde. MSF startede sundhedsprogrammet for at hjælpe de 250.000 mennesker, der stod uden nogen nævneværdig mulighed for at modtage lægehjælp i en by, der er ramt af bande-, social- og politisk vold.

Det er 31-årige Jo Gudman Rasmussens første mission for MSF. Hun har en salgs- og marketingsuddannelse fra SAS, hvor hun har arbejdet i forskellige funktioner i sammenlagt 6 år. De seneste 4 år har Gudman Rasmussen arbejdet for lydstudiet Supersonic, hvorfra hun har fået orlov til at tage ud med MSF.

– Jeg tager ikke ud for at redde verden, men for at gøre en forskel. Hos MSF kan jeg være med til at hjælpe folk ud fra et upolitisk, upartisk og ikke-religiøst standpunkt. Det handler om at sikre folk adgang til lægehjælp, siger Jo Gudman Rasmussen.

Hun glæder sig til at komme ud og arbejde sammen med mennesker fra mange lande.

– Det er meget livsbekræftende at møde andre, som ikke har det samme livssyn som en selv. Det er med til at udfordre dine egne tanker og dit eget livssyn – og derved undgår du, at blive for firkantet af kun at få bekræftet dit eget verdensbillede, siger Jo Gudman Rasmussen.

Det er et meget voldeligt samfund Jo Gudman Rasmussen skal ned til. I januar fik en alarmerende stigning i antallet af personer, der har brug for at blive behandlet for voldsrelaterede kvæstelser, MSF til at kræve, at alle væbnede grupper i Port-au-Prince respekterede civilbefolkningens sikkerhed og gav de sårede øjeblikkelig adgang til medicinsk behandling.

– Jeg har gjort op med mig selv, at den potentielle fare ved at tage af sted er mindre end den indsats, jeg kan være med til at levere. Jeg har tillid til, at MSF gør deres bedste for at beskytte os, siger Jo Gudman Rasmussen.

MSF har arbejdet i Haiti siden 1991. Ø-staten i Caribien er det fattigste land på den vestlige halvkugle.

Læger uden Grænser sender sygeplejerske og læge til Angola

Læger uden Grænser (MSF) optrapper den danske indsats i Angola ved den 11. maj at sende sygeplejerske Birthe Roelsgaard til Angola, hvor hun de næste 6 uger skal være med til at bekæmpe en koleraepidemi, der har smittet mere end 30.000 angolanere og kostet 1.156 menneskeliv. Birthe Roelsgaard skal stå for pleje og behandling af de mange kolerasmittede, som skal isoleres for ikke at smitte andre.

Forleden rejste læge Lone Jensen også til Angola, hvor hun også skal være med til at bekæmpe epidemien. Det er både Lone Jensens og Birthe Roelsgaards anden mission for MSF. Lone Jensen kom hjem fra Sydsudan i april, mens Birthe Roelsgaard var i Niger i Vestafrika i forbindelse med sultkatastrofen i 2005.

45-årige Birthe Roelsgaard er til dagligt afdelingssygeplejerske på thoraxkirurgisk (hjerte-lunge kirurgisk) afdeling på Skejby Sygehus.

Læger uden Grænser har allerede sygeplejerske Anne Mette Klingenberg Nielsen i Angola, hvor hun både samarbejder med de lokale myndigheder om at tage forholdsregler for at stoppe epidemien, og sikrer at de standarder for kolerabehandling, som MSF har, bliver fulgt.

– Desværre ser det ikke ud til, at koleraepidemien har toppet endnu, da der stadig er nye områder, hvor der rapporteres om nysmittede, men Læger uden Grænser gør en stor indsats for at hjælpe med at stoppe epidemien, siger Birthe Roelsgaard.

Siden de første tilfælde af kolera blev konstateret i Angolas hovedstad, Luanda i februar er der ifølge WHO blevet smittet 30.612 mennesker og 1.156 er døde. De seneste tal lyder på, at der hvert døgn kommer ca. 800 nye inficerede og 25 døde.

MSF har arbejdet i Angola siden 1983.