Seniorfagspecialist i COWI, Peter V. Nielsen, Kokkedal, har 40 års jubilæum mandag den 17. januar 2011.
Jubilaren kom til daværende Ostenfeldt og Jönsson efter endt militærtjeneste og har været med fra COWI havde én el- og installationsafdeling, til nu hvor elspecialisterne er spredt rundt i firmaets forskellige forretningsenheder.
Med sit fagligt høje niveau har Peter V. Nielsen vedligeholdt kontakter rundt omkring i firmaet, og der er altid bud efter ham.
Peter V. Nielsen har i lange perioder været gruppeleder og projektleder, men i de senere år overvejende fagspecialist inden for elektriske installationer.
Hans brede erfaring er indsamlet fra mange dele af verden. Banebelysning og strømforsyning fra lufthavne i Filippinerne, Hyderabad i Indien, Muscat og Salalah i Oman, flere steder i Afrika, men også fra både Sønderborg og Københavns lufthavne.
Mekaniske og elektriske installationer i tunneller, på store broer og vejbyggerier – herhjemme på Storebælt, og Metrobyggeriet i København, men i Fjernøsten også i Korea og Hong Kong. Elinstallationer til industrianlæg og distribution Chile, Bahrain, Mozambique samt offshore installationer ud for Norge.
Fritiden bruger Peter V. Nielsen i den lokale teaterforening, hvor han er ansvarlig for kulisserne til flere forestillinger om året.
COWI fejrer jubilæet med en reception mandag den 17. januar 2011 fra kl. 15.30-17.30 på hovedkontoret i Lyngby, Parallelvej 2.